Når Lyset Slukker

True crime fra hele verden. 

Grundigt researchet. 

Uden gætterier serveret som fakta

Kontakt

Har du spørgsmål, kommentarer eller ønsker du at kontakte mig?

Du er velkommen til at skrive til:

linda@naarlysetslukker.dk

 

Om...

Jeg hedder Linda, og jeg står bag Når Lyset Slukker.

Jeg har altid været fascineret af de historier, der gemmer sig bag overskrifterne. I podcasten går jeg tæt på virkelige kriminalsager fra hele verden og forsøger at give et grundigt og nuanceret billede af det, vi faktisk ved.

Ingen pyntede detaljer. Ingen gætterier som fakta.

Når kilderne er uenige, fortæller jeg det. Og når vi ikke ved, hvad der skete, siger jeg også det.

YANG XINHAI

Den 6. december 2002 vågner en otteogtres-årig mand i sit nybyggede hus i en landsby i Henan. Hans børnebørn kommer ikke for at vække ham til morgenmad, sådan som de plejer. Han går over i det gamle hus for at se hvorfor.

Det, han finder, er ikke første gang. Det er mindst tiende gang. Og der er endnu ingen i Kina, der ved, at det er den samme mand hver gang.

Første del af historien om manden, der mellem 2000 og 2003 dræbte mindst 67 mennesker i fire provinser, og som politiet brugte tre år på bare at opdage eksistensen af.

KILDER OG RESEARCH

  • Sina News — 21. november 2003
  • Executed Today
  • Wikipedia — engelsk
  • All That's Interesting
  • Front Page Detectives
  • China Daily
  • Al Jazeera
  • ABC News Australia
  • Sina News — 3. februar 2004
  • 163.com — brugt med forbehold

TRANSSKRIPTION

Dette afsnit handler om hele familier, der blev dræbt, mens de sov — heriblandt børn. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Han købte altid nye sko, inden han gik ud. Et par, der var en eller to størrelser for store. Det var ikke, fordi han manglede sko. Det var, fordi et fodaftryk i en gårdsplads så ville pege på en anden mand end ham. Han tænkte på fodaftryk. Han tænkte på fingeraftryk, på blod, på DNA. Han tænkte bare aldrig på menneskene inde i huset. Det tog tre år at opdage, at det var den samme mand hver gang. 67 mennesker nåede at dø imens. Li-u Shong-yu-an var 68 år og havde lige bygget nyt hus. Et hus i to etager, det største, han nogensinde havde ejet. Det lå et par hundrede meter fra det gamle, dér hvor hans søn Li-u Shan-vej boede med sin kone og deres to børn, og hvor Li-us egen kone også sov. Det nye hus var ikke helt færdigt endnu. Men den aften, den 5. december 2002, lagde den gamle mand sig til at sove derovre alligevel. Det var den beslutning, der reddede hans liv. Næste morgen kom børnebørnene ikke for at vække ham til morgenmad. Det gjorde de ellers hver dag. Han ventede lidt. Så gik han derover. Døren var ikke brudt op. Ingen skader på vinduerne, intet væltet, ingen tegn på kamp. Inde i huset lå hans familie, hvor de havde sovet. Hans søn. Hans svigerdatter. Hans kone. Og børnebørnene — en dreng på ti og en pige på syv. Hele familien, dræbt i deres senge med en hammer, mens de sov. Der var ikke stjålet noget af værdi. Ingen havde hørt noget — nabohuset lå for langt væk. Der var ingen strid i familien, ingen gæld, ingen uvenner. Politiet fandt ikke ét brugbart fingeraftryk, og de fandt ikke ét vidne. Gerningsmanden havde begravet hammeren på en kirkegård i nærheden og skyllet sit blodige tøj i en flod. Så var han gået tilbage til sit arbejde på en byggeplads, som han plejede. I dagene efter gik betjentene fra dør til dør i Li-u-shang og landsbyerne omkring. De spurgte om fremmede. Om biler, der ikke hørte til. Om nogen havde hørt en hund gø om natten. De fandt ingenting. Der var ingen at mistænke, fordi der ikke var nogen, der havde haft en grund. Og Li-u Shong-yu-an blev tilbage i en landsby, hvor han nu var den eneste, der var tilbage af sin familie. Fordi han havde valgt at sove et andet sted den ene nat. Han blev boende i det nye hus. Det blev aldrig gjort færdigt. Der kom aldrig møbler i det. 68 år gammel, i et tomt hus han havde bygget til en familie, der ikke fandtes mere. Det, jeg lige har fortalt, var ikke første gang. Det var mindst tiende gang. Og i december 2002 var der stadig ingen i Kina, der vidste, at det var den samme mand. Han hed Yang Shin-hai. Han var 34 år, migrantarbejder, opvokset i en fattig landsby i He-nan. På det tidspunkt havde han dræbt i to år, i fire provinser. Han havde et år tilbage, før nogen fangede ham. De fleste kilder angiver 67 dræbte. I sin egen tilståelse erkendte han 65. Dertil 23 voldtægter og 10 mennesker, der overlevede med svære skader. Uanset hvilket tal man bruger, står han som den mest produktive kendte seriemorder, Folkerepublikken Kina har registreret siden 1949. Det her afsnit handler om, hvordan han kunne blive ved i tre år. Politiet endte med at kunne rekonstruere det ret præcist. Nætterne lignede hinanden, fra begyndelse til slut. Det begyndte om eftermiddagen, i en butik et sted, hvor ingen kendte ham. Han købte nyt tøj. Han købte et par nye sko — altid en eller to størrelser for store, så et fodaftryk ville pege på en anden mand end den, der havde efterladt det. Han havde hvide bomuldshandsker med. Der blev fundet handsker på flere af gerningsstederne. Så ventede han på mørket. Han valgte huset, ikke menneskene i det. En gård i udkanten af en landsby. Marker mellem sig og naboerne. Ingen gadelys, ingen hund tæt nok på til at betyde noget. I de kinesiske landdistrikter låste mange mennesker ikke deres døre dengang. Der havde aldrig været nogen grund til det. Så Yang brød sjældent ind i egentlig forstand. Han lukkede en dør op, eller han gik over en lav mur. Han havde ikke våbnet med. Det tog han, når han var fremme — inde i huset eller ude i gården, hvor det stod. En hammer i skuret. En økse ved brændestablen. En spade. Redskaber, der fandtes i hver eneste husstand i He-nan, og som ikke kunne spores til nogen. Og så gik han gennem huset, rum for rum, mens de sov. Det er dét, der gør den her sag anderledes fra næsten alt andet. Han dræbte ikke ét menneske. Han dræbte husstanden — manden, konen, de gamle forældre, børnene. Alle, der var i huset den nat. I de fleste af sagerne var der ingen overlevende overhovedet. Retsmedicinerne fandt igen og igen det samme: massive kraniebrud, påført med et stumpt redskab, mens den dræbte lå ned. De færreste nåede at vågne. Endnu færre nåede at gøre modstand. I mindst 23 tilfælde voldtog han kvinder og piger i de huse, han gik ind i. I andre tilfælde forgreb han sig på ofrene, efter at de var døde. Begge dele blev fastslået ved obduktion på flere af gerningsstederne, og han tilstod det selv, da han til sidst blev anholdt. Han valgte heller ikke efter alder. Blandt ofrene var børn. Og så ryddede han op. Han tog intet med af værdi. Ingen penge, ingen smykker, ingen souvenirs — intet, der kunne dukke op i en pantelånerbutik og pege tilbage på ham. Våbnet begravede han, gerne ved en kirkegård. Det blodige tøj skyllede han ud i en flod. Og han brugte aldrig det samme redskab to gange, så intet kunne følges fra ét gerningssted til det næste. Ifølge kinesiske medier gik han længere endnu: dobbelte sokker inde i de for store sko, og han sørgede for ikke at efterlade sæd på gerningsstederne, men tog den med sig i et stykke stof. Én kilde nævner desuden reb blandt det, han havde med sig — hvilket ville betyde, at nogle af ofrene blev bundet. Det kunne jeg ikke bekræfte i nogen anden kilde, så tag det med det forbehold. Og så gik han. Ikke i bil, ikke med tog — han gik, ofte i timevis, kilometer efter kilometer gennem mørket, indtil han var et helt andet sted, når det blev lyst. Næste dag stod han på en byggeplads og bar mursten. Sådan så en nat ud. Han gjorde det 26 gange, som vi ved af. Jeg har læst den beskrivelse igennem mange gange, mens jeg lavede afsnittet her. Det, jeg ikke kan komme udenom, er, hvor almindeligt det ser ud, når man skriver det ned. Køb sko. Vent på mørket. Tag et redskab, der allerede ligger der. Gå hjem. Mød på arbejde næste morgen. Der er intet raseri i det. Der er ingen, han var ude efter. Der er en fremgangsmåde, og han gentog den, indtil nogen stoppede ham. Han planlagde hvert eneste spor væk. Han tænkte på fodaftryk, fingeraftryk, DNA og våbenspor. Det er ikke en mand, der handler i affekt og bagefter fortryder. Og samtidig gjorde han sig ikke den mindste anstrengelse for at vælge, hvem han gik ind til. Der var ingen type, ingen alder, intet køn, intet han ledte efter i et menneske. Kun i et hus: at det lå alene. Alt det, der handlede om at undgå spor, gjorde han omhyggeligt. Alt det, der handlede om mennesker, var ligegyldigt for ham. Han kendte ingen af dem. Ikke én. Der var ingen forbindelse mellem Yang Shin-hai og nogen af de familier, han gik ind til — ingen strid, ingen gæld, ingen fælles historie. Intet. Og dét er grunden til, at han kunne blive ved. For enhver drabsefterforskning begynder med det samme spørgsmål: hvem havde en grund til at ville lige præcis dette menneske til livs? Ægtefællen. Naboen. Kreditoren. Ekskæresten. I Yangs sager var svaret hver eneste gang: ingen. Han efterlod et gerningssted uden motiv, uden vidner, uden tyvegods og uden spor af sig selv — og gik videre til en anden provins, hvor en helt anden politikreds fik en helt anden uopklaret sag i arkivet. Vi kender rækkefølgen i dag. Det gjorde ingen dengang. 19. september 2000. Go-shang-landsbyen ved Sho-ko i He-nan. To mennesker dræbt i det samme hus. Det er det første drab, Yang senere tilstod. Ifølge kinesiske medier kunne han ikke sove efter de første gange. Det gik over. 1. oktober 2000. 12 dage senere. En landsby ved Fu-yang — men nu i An-vej, altså en helt anden provins. Tre mennesker i ét hus. En af kvinderne blev voldtaget, før hun døde. Tænk over, hvad det betyder rent praktisk. To gerningssteder med samme fremgangsmåde, 12 dage fra hinanden. Hvis de havde ligget i samme by, ville enhver efterforsker have set det med det samme. Men de lå i to provinser, og i Kina i 2000 blev en drabssag i He-nan efterforsket af He-nans folk og en drabssag i An-vej af An-vejs. Der fandtes ikke noget fælles register, hvor man kunne slå op og spørge: har nogen andre haft en sag, der ligner denne? Så de to sager lå i hver deres arkivskab, i hver deres provins, og ingen af dem vidste, at de handlede om den samme mand. Så, tilsyneladende, næsten et år uden noget. 15. august 2001. En landsby ved Lo-he, tilbage i He-nan. Tre mennesker i ét hus. Én voldtaget. Efteråret 2001. Kang-lo, ved Sho-ko. To mennesker. Vinteren 2001. En landsby sydøst for Ye County ved Ping-ding-shan. To mennesker. Tre gerningssteder på et halvt år, alle i He-nan, alle med den samme signatur: ingen indbrudsspor, intet stjålet, hele husstande, stumpe redskaber. Politiet gjorde det, politi gør. De gik fra dør til dør i landsbyerne. De spurgte om fremmede, om biler, om nogen havde set noget usædvanligt. De tjekkede, om ofrene skyldte penge væk, om der var en jordstrid, en gammel familiefejde, en utro ægtefælle. De ledte, med andre ord, efter et motiv, som ikke fandtes. Og hver gang de var færdige, havde de en uopklaret sag mere. 27. januar 2002. Tong-shu, ved Kai-fung. Tre mennesker i ét hus. Én voldtaget. 30. juni 2002. Shai-gang, ved Fu-go. Fire mennesker i ét hus. 28. juli 2002. Deng-sho, ved Nan-yang. Fire mennesker i ét hus. To kvinder voldtaget. Læg mærke til, hvad der sker med tallene. Han begynder med to. Så tre. Så fire. Fire igen. Han bliver hurtigere, og han bliver grovere. Wu Shing-hu-a var gravid med sit andet barn. Hun boede med sin mand, Fan Shun-he, og deres datter i en landsby i Shi-ping County i He-nan — kilderne kalder den Shai-hu, andre kalder den Mao-shang. Datteren var seks år og sov i rummet ved siden af forældrenes. Den nat kom Yang Shin-hai ind i huset. Hendes mand døde. Deres datter døde. Wu Shing-hu-a blev voldtaget og efterladt for død i sit eget hjem. Hun døde ikke. Hun havde fået svære kvæstelser i hovedet. Hun mistede det barn, hun ventede. Hun mistede synet på sit venstre øje og fik varige skader i ansigtet. Hun lå 45 dage på hospitalet, mens hun langsomt fandt ud af, hvad der var tilbage af hendes familie. Ingenting. Wu Shing-hu-a er et af de ti mennesker i denne sag, der overlevede. Kinesiske journalister, der kom til egnen året efter, beskrev en kvinde, der ikke var kommet sig. Ikke kun øjet og ansigtet — også forstanden. Ifølge hendes egen søster var hendes sind ikke godt længere: hun kunne finde på bare at grine for sig selv midt i en samtale. Da journalisten fortalte hende, at gerningsmanden var fanget, lo hun det blot af. Hun har aldrig selv udtalt sig offentligt, og jeg har ikke kunnet finde noget om, hvad der siden er blevet af hende. Så vi lader det stå der. Hun overlevede en nat, hun ikke skulle have overlevet — og hun betalte for det resten af sit liv. Seks uger senere gik han ind i huset i Li-u-shang, som vi begyndte med. Rygterne bevægede sig hurtigere end politiet. Længe før nogen myndighed havde bekræftet, at der var tale om én gerningsmand, blev historien fortalt ved køkkenbordene i det centrale He-nan: at der gik en mand rundt om natten og slog hele familier ihjel, mens de sov, og at politiet ikke kunne finde ham. Folk byggede murene omkring deres gårde højere. De satte kraftigere døre i. I nogle landsbyer tog mændene nattevagter på skift, bevæbnet med det, de havde — stokke, river, køkkenknive. Forældre holdt børnene inde efter mørkets frembrud. De vidste ikke, hvem de ledte efter. De vidste ikke, om han overhovedet var i deres del af landet lige nu. De vidste kun, at han fandtes, og at han valgte huse som deres. Og her er det, der gør det hele værre: manden, de var bange for, var ikke en fremmed skikkelse ude i mørket. Han var en af de mænd, de så hver dag. Yang Shin-hai arbejdede på byggepladser. Han var en af de millioner af unge mænd, der i de år havde forladt Kinas fattige landdistrikter for at finde arbejde — den største interne folkevandring i menneskehedens historie. De boede i sovesale, de flyttede sig, når arbejdet flyttede sig, og de var stort set usynlige for systemet: ingen fast adresse, ingen fast arbejdsgiver, intet register der fulgte dem fra provins til provins. Om dagen bar han mursten sammen med 100 andre mænd, ingen kendte navnene på. Om natten gik han ind i husene. Den anonymitet var hans bedste beskyttelse. Politiet ledte efter en gerningsmand, der havde en forbindelse til ofrene. Han havde ingen. De ledte efter nogen, der hørte til i området. Han hørte ikke til nogen steder. Så hvem var han, ham der gjorde det? Det tog politiet tre år at finde ud af, hvem han var. Her er, hvad de fandt — i hans form, med mine ord. Mit navn er Yang Shin-hai. Jeg kommer fra en landsby, der hedder Yang-tao-shang, i He-nan. Min familie dyrkede jorden, ligesom alle andre gjorde der. Vi var seks børn i huset, og jeg var den fjerde af dem. Jeg gik i skole, og jeg kunne tegne. En af mine lærere sagde engang, at jeg havde talent. Men jeg blev ikke i skolen. I 1985 gik jeg ud, og jeg fortalte dem derhjemme, at jeg var kommet ind på en kostskole langt væk. Der var ingen kostskole. Jeg tog bare af sted. Derefter arbejdede jeg, hvor der var arbejde at få. Byggepladser i det nordlige Kina, og senere i øst. Jeg flyttede mig, når arbejdet flyttede sig. Nogle gange fik jeg min løn, og nogle gange gjorde jeg ikke. I 1988 blev jeg taget for at stjæle en metalbakke fra en restaurant i Shi-an, og de sendte mig i arbejdslejr. Tre år senere tog de mig igen for tyveri, i Shi-ja-shang, og så var det arbejdslejr igen. I 1992 tog jeg hjem til landsbyen. Pigen, jeg havde lovet at gifte mig med, havde giftet sig med en anden mand, mens jeg var væk. Fire år efter forsøgte jeg at voldtage en kvinde i Shu-ma-di-en. Hun bed en del af min tunge af, mens hun kæmpede imod. For det kom jeg i fængsel, og jeg blev løsladt i 1999. Det er hele forhistorien. En fattig dreng, der kunne tegne. En løgn om en kostskole. To domme for tyveri af næsten ingenting. Og så er der kvinden i Shu-ma-di-en. Vi kender ikke hendes navn. Vi ved ikke, hvor gammel hun var, om hun havde børn, hvad hun lavede, eller hvad der siden blev af hende. Det eneste, kilderne fortæller os om hende, er det, hun gjorde i 1996, da Yang Shin-hai overfaldt hende og forsøgte at voldtage hende. Hun kæmpede. Og under den kamp bed hun en del af hans tunge af. Hun slap fra ham. Han blev anholdt og dømt, og han sad i fængsel til 1999. Tænk et øjeblik på, hvad det betyder. På det tidspunkt havde Yang Shin-hai endnu ikke dræbt nogen. Han var en mand med to tyveridomme og et voldtægtsforsøg. Hun var det menneske, der stoppede ham — den eneste i hele denne historie, der mødte ham ansigt til ansigt, kæmpede imod og vandt. Hun satte også et mærke på ham, han bar resten af sit liv. Skaden på tungen gjorde, at hans stemme aldrig lød normal igen. Hver gang han talte — til en arbejdsformand, til en betjent, til en dommer — kunne man høre den kvinde, der havde kæmpet imod. Året efter han gik ud af fængselsporten, begyndte han at slå familier ihjel. Der findes ikke ét svar på hvorfor. Flere, der har skrevet om sagen siden, peger på afvisningen i 1992 som vendepunktet, men et brudt løfte forklarer ikke 67 døde mennesker. Da han til sidst stod for en dommer, gav han sin egen forklaring, og den var kortere end alle teorierne: Da jeg dræbte mennesker, havde jeg et begær. Det inspirerede mig til at dræbe flere. Jeg er ligeglad med, om de fortjente at leve eller ej. Jeg har ikke noget ønske om at være en del af samfundet. I sommeren 2003 blev han hurtigere. 5. august 2003. Shing-shing Li-landsbyen i Zhuang Township, Shing-tai County i He-bej. Sun Sheng-jun boede der med sin kone, Li Shu-shi, og deres to børn — datteren Sun Yu-an-yu-an og sønnen Sun Hong-bo. Sun Yu-an-yu-an var lige begyndt på mellemskolen. Hun lå fast blandt de fem bedste i sin klasse. Hun havde hentet sine nye skolebøger og ventede bare på, at skoleåret gik i gang. Faren, moren og datteren blev dræbt i huset den nat. Retsmedicinerne fandt tegn på, at Yang havde forgrebet sig på pigen, efter at hun var død. Sønnen, Sun Hong-bo, overlevede. Han var ikke hjemme den nat. Det var Sun Sheng-juns mor, der fandt dem. Hun kom forbi dagen efter, sådan som hun gjorde næsten hver dag, og ingen svarede, da hun kaldte. Hun besvimede to gange, da hun forstod, hvad hun så på. Bagefter brændte hun sit barnebarns nye skolebøger. I den tradition, hun kom fra, sender man tingene med. 8. august 2003. Tre dage senere. Shi-ja-shang. Vej Shen-sung dyrkede grøntsager og solgte dem på markedet. Han boede sammen med sin kone og deres tre børn i det skur, de havde bygget ved deres jord — den slags provisoriske hjem, mange familier boede i, når de havde flyttet sig efter arbejdet. Alle fem blev dræbt den nat. Retsmedicinerne fandt noget mere i det skur. To af døtrene var blevet udsat for seksuelle overgreb efter deres død. Det, der afslørede det, var en rutine, der brød sammen. Vej kom altid med sine varer om morgenen. Den morgen kom han ikke. En nabo gik hen for at se, hvorfor. To familier. Otte mennesker. Tre dage. Det var det korteste mellemrum, han nogensinde havde ladet gå. Og det blev begyndelsen til enden. For imens var noget begyndt at falde på plads i politiets arkiver. Enkelte efterforskere havde i månedsvis haft en fornemmelse af, at deres uopklarede sager lignede hinanden mere, end tilfældigheder skulle tilsige. Samme type ofre. Samme fravær af indbrudsspor. Samme umulige spørgsmål om, hvem der dog skulle have haft en grund. Og der var begyndt at dukke fysiske ting op. Et par handsker, efterladt på et gerningssted. Redskaber, som kriminalteknikere kunne spore fra sted til sted. Den 15. august 2003, en uge efter Shi-ja-shang, mødtes myndighederne fra An-vej, He-nan, Shan- dong og He-bej for første gang om sagerne og lagde dem ved siden af hinanden. Og så kunne alle i lokalet se det på én gang. Over 20 gerningssteder. Fire provinser. Næsten tre år. Én mand. Fra den formiddag vidste de, hvad de ledte efter. De anede bare ikke, hvem han var. Ikke et navn. Ikke et signalement. Ikke et ansigt. Og han var stadig derude. I næste afsnit: jagten, der fulgte. Et par handsker på et gulv. Et tip fra et hotel i Sang-sho. Og 13 dage mellem en dom og et skud. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker. Ligesom sidste afsnit handler også dette om hele familier, der blev dræbt, mens de sov — heriblandt børn. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Den 3. november 2003, klokken ti om formiddagen, gik nogle betjente i en by i He-bej hen til en mand for at spørge, hvem han var. De ledte ikke efter en morder. Manden løb. De indhentede ham ved jernbanesporene. Han trak en kniv. De fik ham ned, tog ham med ind, og tog en blodprøve, sådan som man gør. Så gik der to dage. Dette er anden del af historien om Yang Shin-hai. Har du ikke hørt første afsnit, så gå tilbage og start der. Den 15. august 2003 indkaldte en vicedirektør fra det kinesiske ministerium for offentlig sikkerhed til et møde i He-nan mellem kriminalefterforskningsafdelingerne fra fire provinser. An-vej. He-nan. Shan-dong. He-bej. Fire selvstændige politiapparater, der normalt ikke havde noget med hinanden at gøre, og som hver især havde slæbt rundt på nogle sager, de ikke kunne opklare. De havde alle sammen den samme fornemmelse med. Nogle af deres uopklarede drab lignede hinanden lidt for meget. Ingen indbrudsspor. Intet stjålet. Hele familier. Ingen, der havde haft en grund. Det var ikke, fordi ingen havde overvejet en forbindelse før. Det var, fordi fire selvstændige politikredse i praksis ikke havde noget system til at opdage den slags mønster på tværs af en provinsgrænse — kun deres egne, lokale arkiver. Og så lagde de deres sager ved siden af hinanden. En landsby ved Sho-ko, september 2000. En landsby ved Fu-yang, 12 dage senere, i en anden provins. Lo-he. Ping-ding-shan. Kai-fung. Fu-go. Nan-yang. Shi-ping — to gange. Shing-tai. Shi-ja- shang. Over 20 gerningssteder. Fire provinser. Næsten tre år. Én mand. Prøv at forestille dig, hvad det er for et øjeblik at sidde i. Indtil den formiddag havde hver enkelt af de betjente haft én forfærdelig sag. Måske to. En familie i deres eget distrikt, som de ikke havde kunnet skaffe retfærdighed for, og som de sandsynligvis tænkte på om aftenen. Da papirerne lå ved siden af hinanden, havde de i stedet noget helt andet: et tocifret antal udslettede husstande, og en mand, der havde bevæget sig gennem det nordlige Kina i tre år uden at nogen havde opdaget, at det var ham hver gang. Og han var der stadig. Den seneste sag i bunken var syv dage gammel. Sagen fik et navn i systemet den dag: Public Security Bureau Case Number One of 2003. Sag nummer et — landets første prioritet, overvåget direkte fra ministeriet i Beijing, ikke længere noget, fire provinser skulle klare hver for sig. Nu vidste de, hvad de ledte efter. Problemet var, at de stadig ikke havde den fjerneste idé om, hvem han var. Prøv at sætte dig i deres sted. Du leder efter en mand, som du intet ved om. Han har aldrig efterladt et fingeraftryk. Han har aldrig taget noget, du kan lede efter i en pantelånerbutik. Han har aldrig efterladt et vidne i live. Han har ikke skrevet, ringet, truet eller vendt tilbage. Han har ingen forbindelse til nogen af dem, han har dræbt — så du kan ikke gå fra ofrene til ham, som man altid gør. Og han bevæger sig hen over fire provinsgrænser i et land med over en milliard mennesker, hvoraf 100 millioner er migrantarbejdere uden fast adresse, uden fast arbejdsgiver og uden noget register, der følger dem fra sted til sted. Han kunne have været en hvilken som helst af dem. Men han havde efterladt noget alligevel. Handsker. Hvide handsker, glemt eller tabt, på mere end ét gerningssted. Ikke nok til at pege på en person — men nok til at vise, at det var den samme. Redskaber. Kriminalteknikere begyndte at spore de hamre og økser, der var brugt og efterladt, og finde det samme mønster igen og igen. Og vigtigst af alt: biologisk materiale. Fra sagen i Shi-ja-shang — den sidste, den 8. august — havde man en DNA-profil. Ministeriet for Offentlig Sikkerhed var gået ind i den sag, og profilen begyndte at blive holdt op mod andre gerningssteder. Det lyder som noget, der tager en eftermiddag i dag. Det gjorde det ikke i Kina i 2003. Systemet til at dele biologiske data på tværs af provinsgrænser var nyt og ufuldstændigt. Det krævede manuelle anmodninger mellem laboratorier, der ikke var vant til at arbejde sammen, og som ikke havde en fælles database at slå op i — noget, myndighederne selv pegede på bagefter som en af grundene til, at det tog så lang tid at samle sagerne, og som de anbefalede at rette op på med bedre provinsielle kommunikationsnetværk og en central database. Så mens de arbejdede sig igennem det, var Yang Shin-hai stadig derude. Og det var august. Han havde slået til to gange på tre dage. Det, der fulgte, var en jagt uden et ansigt at jage. Politiet satte ind med det, man gør, når man ikke ved, hvem man leder efter: kontrolposter. Patruljer om natten i landdistrikterne. Rutinemæssig standsning og afhøring af folk uden fast tilknytning til de egne, de befandt sig i — hvilket i praksis vil sige migrantarbejdere, altså mænd i tusindvis, som langt de fleste af havde gjort præcis ingenting. Og så ventede de på et fejltrin. Der er noget ubehageligt ved at sige det sådan, men det er sandt: der fandtes på det tidspunkt ingen realistisk måde at finde Yang Shin-hai på gennem hans forbrydelser. Han havde sørget for det selv. Han kunne kun findes, hvis han gjorde noget dumt et helt andet sted. Fra den 8. august 2003 og frem er der, så vidt kilderne rækker, ikke registreret flere drab på hans konto. Om det var fordi han holdt igen, fordi der var for meget politi på vejene, eller om der ligger sager fra de måneder, som aldrig blev koblet til ham — det ved vi ikke. I næsten tre måneder var han bare en mand på en byggeplads et sted i det nordlige Kina. Der findes en version af den her historie, hvor de fangede ham med teknik. Med DNA'et, med et gennembrud, med et navn på en liste. Sådan gik det ikke. De fangede ham, fordi en betjent syntes, han opførte sig underligt. Den 2. november 2003 kom der en melding til politiet i Sang-sho i He-bej: en mand med tydelig He- nan-accent boede under mistænkelige omstændigheder på værelse 205 på et lokalt hotel. Det er værd at holde fast i, hvor lidt det er. Ingen efterlysning. Ingen mistanke om drab. En fremmed, der virkede forkert. Næste morgen, den 3. november, opdagede en kriminalassistent manden, mens han gik planløst rundt nær Sang-sho jernbaneskole i Shin-hua-distriktet, og satte overvågning på ham. Han stak af. Han løb mod jernbanen. Betjentene efter. Han nåede sporene, og de indhentede ham ved en rørledning, der løb under dem. Og der, i grøften under skinnerne, trak Yang Shin-hai en foldekniv og stak efter dem. De fik ham ned. Ingen af betjentene kom alvorligt til skade. På ham fandt de foldekniven og 500 yuan i kontanter. De vidste ikke, hvem de havde fanget. De havde en mand med falsk ro i stemmen, en kniv og en accent fra en anden provins. De tog ham med ind, og de tog en blodprøve, sådan som man gør. Blodtypen var B — den samme som gerningsmandens. Det var ikke et bevis, kun endnu en grund til at holde ham tilbage, mens de ventede på det, der faktisk kunne afgøre det. Den 5. november kom svaret tilbage fra laboratoriet. DNA'et fra manden i cellen i Sang-sho passede på gerningsstedet i Shi-ja-shang. Ledere fra efterforskningsbureauet i He-bej rejste til Sang-sho fra Shi-ja-shang for at overtage sagen, og de lokale politichefer tog over ledelsen af selve afhøringen. Samme aften begyndte han at tale. Og det er noget af det mest foruroligende ved hele sagen: han holdt ikke igen. Der var ingen benægtelse, ingen forhandling, ingen forsøg på at gøre det mindre. Han gik i gang og fortalte dem det hele, sag for sag. Sådan her lyder det, han tilstod — i hans form, med mine ord. Mit navn er Yang Shin-hai. Jeg blev anholdt i Sang-sho om formiddagen den 3. november 2003. Jeg løb, da de kom hen til mig. De fangede mig ved jernbanesporene. Jeg havde en foldekniv på mig, og jeg stak efter dem med den. To dage senere fortalte de mig, at blodprøven passede med et hus i Shi-ja-shang. Så fortalte jeg dem det hele. Jeg tilstod 22 gange. 65 mennesker. 23 kvinder. 5, der ikke døde. Jeg kunne huske datoerne. Jeg kunne huske landsbyerne. Jeg kunne huske husene, og hvor mange der havde været inde i dem, og hvad jeg havde brugt, og hvor jeg havde lagt det bagefter. Efterforskerne sad over for en mand, der kunne huske det hele, og som fortalte om det, som andre mennesker fortæller om arbejdsdage. Af de 18 sager, de fire provinser havde lagt sammen i august, kunne de allerede nu bekræfte, at 17 af dem passede med det, han fortalte. Ni dage efter anholdelsen fangede politiet en anden mand, Hu-ang Yong. Også seriemorder. Også migrantarbejder. Også fra Shu-ma-di-en-egnen i He-nan — den samme fattige del af den samme provins som Yang. To af den slags mænd, fra det samme sted, fanget med under to ugers mellemrum. Det satte gang i en debat i kinesiske medier, som stadig kører: hvad var det ved den egn, den fattigdom, den behandling af de mennesker, der byggede landets byer, som kunne producere dem begge? Der findes ikke et svar. Men spørgsmålet er blevet stillet lige siden. Der er en detalje ved Hu-ang Yong-sagen, som er værd at have med. De to mænd kendte ikke hinanden. De havde aldrig mødtes, aldrig hørt om hinanden, og de arbejdede på hver sin måde. Det eneste, de havde til fælles, var, hvor de kom fra, og hvad det liv havde bestået af: fattigdom, vandrende arbejde, ingen tilknytning nogen steder. Det gør ikke fattigdom til en forklaring. Der er millioner af mænd med præcis den baggrund, som aldrig har gjort en flue fortræd. Men da to af landets værste sager blev opklaret med ni dages mellemrum og begge gerningsmænd viste sig at komme fra den samme egn, var det svært for kinesiske aviser at lade være med at spørge hvorfor. De næste tre måneder gik med det arbejde, ingen laver film om. Efterforskere fra fire provinser skulle holde Yangs egen fortælling op mod hver eneste uopklarede sag i deres arkiver. Passer datoen? Passer stedet? Passer skaderne? Var det ham — eller er det bare en sag, der ligner? Nogle af sagerne kunne kun afgøres ved, at han selv fortalte dem noget, kun gerningsmanden kunne vide. Hvor et våben lå begravet. Hvad der stod i et bestemt rum. Hvordan man kom ind i et bestemt hus. Flere steder tog de ham med ud til gerningsstederne, så han kunne pege. Da de var færdige, var tallet ikke 22 hændelser og 65 døde. Det var 26 hændelser og 67 døde. Han havde undervurderet sig selv med to mennesker og fire gerningssteder. Ikke fordi han løj. Så vidt efterforskerne kunne vurdere, fortalte han sandheden hele vejen igennem. Han kunne bare ikke huske det hele. Den 1. februar 2004 blev Yang Shin-hai ført ind i en retssal i Lo-he i He-nan. Dørene var lukkede. Ingen presse, ingen tilhørere. Sagen omfattede 67 dræbte mennesker. 23 voldtægter. 10 overlevende med svære skader. 4 provinser. 3 år. Retten var Lo-he Byrets Mellemste Domstol i He-nan. Han blev dømt for overlagt drab, grov vold, plyndring og voldtægt. Kilderne er faktisk ikke helt enige om, hvor længe selve retssagen varede. Et statsligt engelsksproget medie skrev, at retsmødet varede en hel dag. Et andet, engelsksproget opslagsværk taler om, at retssagen tog omkring en time. Kinesiske overskrifter fra dagen efter nævner elleve timer. Det kan i virkeligheden dække over to forskellige ting — en kort domsafsigelse over for en længere gennemgang af beviserne i de 26 sager — men jeg har ikke kunnet afgøre det med sikkerhed. Så tag varigheden med det forbehold. Ifølge samme kinesiske overskrifter nægtede han sig i øvrigt skyldig i to af anklagepunkterne — hvilke, står der ikke noget om — mens han erkendte resten. Og han skal ifølge samme kilde have takket fogederne for deres besvær. Begge dele er kun fundet i én kildetype, en overskrift, ikke i selve brødteksten, så tag dem som ubekræftede detaljer, ikke som sikre fakta. Retten holdt dørene lukkede specifikt for at beskytte identiteten på de kvinder, han havde voldtaget. Tænk på, hvad der ikke skete bag den lukkede dør — uanset om det var én time eller elleve. Ingen af de efterladte fik lov at sidde i lokalet og se på ham. Ingen af dem afgav forklaring. Ingen læste navnene på de døde op, ét for ét, sådan som man gør i retssale andre steder i verden, hvor det tager dage. Der var ingen pårørende, der fik lov at sige noget som helst. Der var en dommer, en anklager, en tiltalt og en dør, der var lukket. Han førte ikke noget egentligt forsvar, og han bad ikke om formildende omstændigheder. Han bestred, ifølge det ubekræftede, kun to ud af de 26 anklagepunkter — resten erkendte han uden modstand. Da han blev spurgt om, hvorfor han havde gjort det, svarede han — og det her er hans egne, dokumenterede ord: Da jeg dræbte mennesker, havde jeg et begær. Det inspirerede mig til at dræbe flere. Jeg er ligeglad med, om de fortjente at leve eller ej. Jeg har ikke noget ønske om at være en del af samfundet. Ifølge én kilde skal han desuden have sagt, at han ville have udvidet sit område til Tianjin og muligvis Beijing, hvis han ikke var blevet fanget. Dommeren idømte ham dødsstraf. Internationale medier omtalte dommen som afslutningen på det, de kaldte Kinas længste og mest grufulde drabsrække. Han ankede ikke. Der er noget, der aldrig skete i den retssal, og som er værd at lægge mærke til. Ingen kilde dokumenterer, at Yang Shin-hai på noget tidspunkt blev undersøgt af en psykiater. Ikke før retssagen, ikke under den. En mand, der selv beskrev sine handlinger som drevet af et begær, han hverken kunne eller ville styre, blev aldrig vurderet af nogen, der havde forstand på den slags. Hvorfor det ikke skete, ved vi ikke. Om det ville have ændret noget som helst, ved vi heller ikke. Men der var heller ikke ret meget tid til at spørge. Selvom dørene var lukkede den dag i Lo-he, fulgte hele Kina med udefra. Statskanalen CCTV sendte et selvstændigt program om sagen dagen efter, og flere store nyhedsmedier bragte samme dag lange baggrundsartikler, der forsøgte at svare på det spørgsmål, ingen i retssalen fik stillet ham direkte: hvorfor. Den 14. februar 2004 blev Yang Shin-hai kørt ud og skudt — med et skud i baghovedet, sådan som henrettelser ved skydning typisk er udført i Kina. 13 dage efter dommen. Godt tre måneder efter, at en betjent i Sang-sho havde syntes, at en mand på et hotel opførte sig underligt. Han blev kremeret bagefter. Til sammenligning: i de fleste retssystemer i verden ville en sag med 67 ofre alene have taget år at føre. Sagkyndige erklæringer. Forsvarsadvokater. Obligatoriske ankeinstanser. I Kina i 2004 kunne en tilstået sag, hvor den dømte ikke selv kæmpede imod, bevæge sig fra dom til henrettelse på under to uger — beskrevet af flere som en af de hurtigste fuldbyrdelser af en dødsdom i nyere kinesisk historie for en sag af den størrelse. Fra det øjeblik han begyndte at tale i Sang-sho, til han var død og brændt, gik der 103 dage. Og der er en pris ved den hastighed, som ikke handler om ham. For alt, hvad Yang Shin-hai vidste, døde sammen med ham den morgen. Hvorfor det begyndte. Hvorfor det blev ved. Hvorfor lige de huse. Om der var flere sager, ingen nogensinde koblede til ham — og det er der en reel mulighed for, eftersom hans egen optælling var to mennesker forkert. Der er familier i det centrale Kina, der aldrig har fået at vide, hvem der gjorde det mod deres. Den eneste mand, der kunne have svaret dem, blev skudt 13 dage efter, at en dommer bag lukkede døre havde hørt hans sag. Yang Shin-hai er død. Det har han været i over 20 år. Men det er ikke ham, det her afsnit skal slutte med. Wu Shing-hu-a overlevede natten i Shi-ping i oktober 2002. Hun mistede sin mand Fan Shun-he, sin 6-årige datter, det barn hun ventede, og synet på sit venstre øje. Journalister, der kom til egnen året efter, beskrev en kvinde, der ikke var kommet sig — heller ikke inde i hovedet. Hun var ikke længere den, hun havde været. Hun har aldrig selv udtalt sig offentligt, og der findes ingen opfølgning på, hvad der siden blev af hende. Li-u Shong-yu-an, den gamle mand i Li-u-shang, havde sovet i sit nybyggede hus den ene nat og mistede hele sin familie i huset ved siden af. Sun Sheng-juns mor gik den samme vej, hun altid gik, og fandt sin søn, sin svigerdatter og sit 15- årige barnebarn. En nabo i Shi-ja-shang undrede sig over, at grøntsagerne ikke kom. Og så er der alle dem, vi ikke kender navnene på. Ti mennesker overlevede med svære skader. Det er ti mennesker, der vågnede op på et hospital og fik at vide, hvem der ikke havde overlevet med dem. I landsbyerne i det centrale Kina byggede folk murene om deres gårde højere, længe efter han var død. De satte kraftigere døre i. Nogle steder holdt de vagt om natten i årevis, længe efter der ikke var nogen at holde vagt for. Det er sådan frygt virker: den bliver siddende i bygninger og vaner, længe efter grunden til den er væk. Der var børn, der blev forældreløse på én nat. En af dem hed Sun Hong-bo. Han var drengen fra Shing-tai, der ikke var hjemme den nat i august, og som mistede sin far, sin mor og sin søster på én gang. Bagefter holdt han op med at gå i skole. Han kunne ikke sove alene. Han skulle følges, selv når han skulle på toilettet — han kunne ikke være i et rum for sig selv. De børn er voksne i dag. De er i fyrrerne, mange af dem. De har haft hele liv siden, og et eller andet sted i de liv ligger en nat i begyndelsen af 2000-tallet, hvor en fremmed mand gik ind ad en dør, der ikke var låst, fordi der ikke havde været nogen grund til at låse den. Det er det, der er tilbage af sagen i dag. Ikke manden. Ham skød de i februar 2004, og der er ikke mere at sige om ham. Men i huse i He-nan og He-bej og An-vej og Shan-dong står der stadig mennesker op om morgenen, som ikke fik lov at beholde deres familie — og som resten af verden kun kender som et tal i en gammel sag. Manden selv er der ingen tvivl tilbage om. Han blev henrettet den 14. februar 2004, tretten dage efter sin dom — den del af sagen har været lukket i over tyve år. Næste uge tager vi til Sydafrika. Til seks piger, der forsvandt over flere år — og to mistænkte, som aldrig kom for en domstol, fordi de begge var døde, før nogen retssag kunne nå at begynde. Det hører du mere om på torsdag. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker.

CHRISTA PIKE

Natten mellem den 30. september og 1. oktober 2026 ligger Christa Pike fastspændt til en briks i et henrettelseskammer i Tennessee. Hun får en dosis af et dødeligt lægemiddel. Så en til.

Hun dør ikke. Hun ligger og trækker vejret, hørbart, mens vidnerne bliver ført ud af rummet. Hun er USA's eneste kvindelige dødsdømte i Tennessee — og har ventet på denne dag i over 30 år.

Det begyndte i januar 1995, da den 19-årige Colleen Slemmer fulgte sin klassekammerat, Christa Pike, ud i en skov uden for Knoxville, Tennessee — og ikke kom tilbage.

Om Colleen Slemmer, Christa Pike, og en sag, der, mens du lytter til dette, endnu ikke har fundet sin afslutning.

KILDER OG RESEARCH

  • STATE v. PIKE (1998) — Tennessee Supreme Court
  • Christa Gail Pike v. State of Tennessee — CourtListener
  • Christa Pike — Wikipedia
  • Child Rape Victim, Faces Execution — Cornell Center on the Death Penalty Worldwide
  • The "Satanic Panic" Made Her a True-Crime Obsession — The Intercept
  • What we know about the victim — WVLT
  • Unconscious and on ventilator — ABC News
  • 'It was a mess' — NBC News
  • Mother of victim says daughter is being overshadowed — WSB-TV
  • 'Conscious, speaking' — opdatering 6/10 — WSMV

TRANSSKRIPTION


GERT VAN ROOYEN & JOEY HAARHOFF

Den 1. august 1988 forsvinder en 14-årig pige fra et indkøbscenter i Johannesburg. Hun kommer aldrig hjem.

I løbet af de næste 15 måneder forsvinder fem piger til. Alle mellem 11 og 14 år. Alle i Sydafrika. To af dem forsvinder endda samme dag, fra samme by.

Politiet finder til sidst frem til et par, de mener stod bag det — men før nogen retssag kan finde sted, er begge døde. Ingen af de seks piger er nogensinde fundet.

Om parret, politiet mente stod bag det, sporene der pegede mod dem, og de familier, der stadig, over 30 år efter, venter på et sted at sørge.

KILDER OG RESEARCH

  • Wikipedia – engelsk — kronologi over forsvindingerne og datoerne
  • TimesLive (2017) — politiets genoptagelse af sagen og senere gravninger
  • South African History Online — den faktuelle beskrivelse af afslutningen på sagen i januar 1990
  • Jacaranda FM — interview med en betjent, der var til stede ved sagens afslutning
  • IOL – "Ghost of paedophile haunts Swartruggens" — baggrund om Gert van Rooyen og sagen

TRANSSKRIPTION

Dette afsnit handler om børn, der blev bortført, og som aldrig kom hjem. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Den 1. august 1988 forsvandt en 14-årig pige fra et indkøbscenter i Johannesburg. Hun kom aldrig hjem. I løbet af de næste 15 måneder forsvandt mindst fem piger til. Alle mellem 11 og 14 år. Alle i Sydafrika. Ingen af dem er nogensinde blevet fundet. Ikke i 1990. Ikke i dag. Tracy-Lee Scott-Crossley var 14 år. Den 1. august 1988 var hun i Cresta Shopping Centre i Randburg, en forstad til Johannesburg. Sådan et sted, man tager hen efter skole. Hun gik ind. Hun kom ikke ud igen — ikke på nogen måde, nogen nogensinde har kunnet dokumentere. Intet vidne. Intet, der pegede nogen vej. Hendes familie havde allerede mistet ét barn — en lillebror, død som spæd, før han fyldte et år. Nu var der en datter, der bare var væk fra et indkøbscenter en eftermiddag. I 1988 var det, hvad en forsvunden 14-årig var: en politianmeldelse i én by, én familie, der ventede ved telefonen. En veninde til familien har senere husket, hvordan nyheden ramte: de sad og så det i fjernsynet, og pludselig turde ingen forældre i kvarteret lade deres børn gå noget som helst sted alene. "Alle var meget nervøse for at gå nogen steder og efterlade deres børn alene," har hun sagt. Man levede i frygt for, hvem der ville forsvinde som den næste. Næsten fem måneder senere, i Pietermaritzburg — en helt anden by, flere hundrede kilometer væk — forsvandt Fiona Harvey, den 22. december 1988. Hun var 12. To piger, to byer, ingen åbenlys forbindelse. Ingen fælles skole, ingen fælles familie, ingen fælles noget. Sådan så det ud i slutningen af 1988. Ingen vidste endnu, at det var begyndelsen på noget. I 1989 fortsatte det. Den 7. juni forsvandt Joan Horn i Pretoria. Hun var 12. Den 22. september forsvandt to piger samme dag, fra samme by: Odette Boucher, 11 år, og Anne- Marie Vah-pe-nar, 12 år, begge fra Kempton Park. To piger, samme dag, samme by. Hvis der nogensinde var et tidspunkt, hvor mønsteret burde have været umuligt at overse, var det dét. Den 3. november forsvandt Yolanda Wessels. Hun var 12. Wikipedia angiver, at hun var i familie med Joey Haarhoff — en niece til hende — men det kunne jeg ikke bekræfte i nogen anden kilde, så tag det med det forbehold. Der findes desuden en syvende, mindre sikker sag: en 9-årig ved navn Rosa Piel fra Alberton, nævnt på Wikipedia, men ikke i noget af det øvrige researchmateriale, jeg har haft adgang til. Jeg nævner hende her, fordi du skal kende til påstanden — men "de seks" er den betegnelse, der er solidt kildebelagt, og det er dem, resten af afsnittet handler om. Seks piger. Elleve til fjorten år gamle. Forsvundet forskellige steder i Sydafrika over femten måneder, fra august 1988 til november 1989. Ingen kroppe. Intet gerningssted, nogen nogensinde har kunnet pege på. Ingen vidner til selve bortførelserne. Det er det, sydafrikanske medier stadig kalder sagen i dag: "de seks." Seks navne, seks familier — og ikke ét svar på, hvor pigerne blev af. Da politiet til sidst fik adgang til huset på Malherbe Street, fandt de ting, der havde tilhørt flere af pigerne — gemt, ikke smidt væk. Odettes egen klasseformand-emblem og hendes gule sportstaske. Anne-Maries husnøgler. Adresser og telefonnumre på flere af pigernes familier, nogle af dem skjult under gulvtæppet i garagen. Der er to breve til, som er værd at kende. Den 29. september 1989 — en uge efter Odette og Anne- Marie forsvandt — modtog en af familierne et brev, der påstod, at de to piger var stukket af til Durban. Efterforskerne mistænkte, at brevet var skrevet under tvang. Ni måneder senere, i juni 1990 — efter van Roj-en og Haarhoff begge var døde — dukkede der en lap papir op i en stofbutik i Midrand. Skrevet med blyant stod der, ifølge det, som siden er offentliggjort: "Min veninde og jeg er hos vores bortførere på en adresse. Min veninde har forsøgt at ringe, men blev afbrudt." Sedlen var underskrevet "Jeg er Anne-Mari." Anne-Maries mor, Kobie Vah-pe-nar, genkendte selv håndskriften som sin datters, og politiets håndskrifteksperter bekræftede det samme. En lap papir, fundet et halvt år efter Gert van Roj-en og Joey Haarhoff var døde. Jeg har kun fundet den oplysning ét sted, så tag den med det forbehold — men hvis den er sand, betyder den, at Anne-Marie på et tidspunkt var i live længe nok til selv at forsøge at råbe om hjælp, uden at nogen nåede frem i tide. To piger til blev taget i den samme periode, i den samme del af landet. De er ikke en del af "de seks" — af den enkle grund, at de overlevede. I juli 1989 blev en 16-årig, Janet Delport, bortført fra et indkøbscenter i Durban. Hun blev fundet i live. Hvad der skete med hende i mellemtiden, er ikke noget, kilderne går i detaljer med — men hun kom hjem. Den 11. januar 1990 blev en 16-årig til, Joan Booysen, bortført fra Church Square i Pretoria — af Joey Haarhoff selv, ifølge kilderne. Hun blev ført til et hus på Malherbe Street 227 i forstaden Capital Park. Der blev hun sat i håndjern, bedøvet, udsat for seksuelle overgreb — og låst inde i et skab. Ingen kilde beskriver, præcis hvordan hun kom ud igen. Jeg har ledt efter det, og jeg vil ikke opfinde det for at gøre historien bedre. Men det her vil jeg sige, i mine egne ord, ikke som noget jeg ved: en 16-årig pige, låst inde i et fremmed hus, med håndjern og bedøvelse bag sig — hun må have brugt hvert eneste øjeblik, hun havde alene, på at lede efter en vej ud. Om det var en dør, der ikke var låst ordentligt, eller et øjeblik, hvor de andre ikke var opmærksomme, ved vi ikke. Det eneste, der står fast, er, at hun fandt den vej. Og at hun brugte den. Det eneste, kilderne bekræfter, er, at hun slap væk og fik alarmeret politiet. Det er den flugt, hele denne sag i sidste ende drejer sig om. For huset på Malherbe Street tilhørte et par, politiet nu for alvor begyndte at interessere sig for: en bygmester ved navn Gert van Roj-en, og hans kæreste, Joey Haarhoff. Booysens flugt satte gang i noget, der ikke var sket i de femten måneder forinden: politiet satte huset under overvågning. Fire dage senere identificerede de en hvid ladvogn med et firmaskilt på siden — en vogn, der matchede beskrivelser, vidner tidligere havde givet fra en af bortførelserne. Bag rattet sad van Roj- en. De satte efter ham. Der findes et førstehåndsvidne til det, der skete derefter. Betjenten Don Chandler, der var med i forfølgelsen, stod årtier senere frem med sin egen beretning: "Jeg var en af de betjente, der jagtede van Roj-en. Vi fulgte efter ham, mens der blev skudt mod bilen. Jeg så Gert van Roj-en skyde sig selv og Joey Haarhoff." Under forfølgelsen skød Gert van Roj-en først Joey Haarhoff. Så skød han sig selv. Wikipedia angiver, at han brugte en .22-revolver på hende og en .357 på sig selv — den detalje kunne jeg ikke bekræfte andre steder, så tag kalibrene med et gran salt. Det var den 15. januar 1990. Van Rooyen var 51 år. Chandler selv har sagt, at han siden har ment, van Roj-en "misbrugte dem og skaffede kroppene af vejen" — og at han også har troet, van Roj-en fik pigerne fragtet ud af landet. Chandler nævner selv "rygter om regeringsfolk, der var involveret." Det er hans egen, personlige vurdering, årtier efter, ikke noget der nogensinde er blevet bevist eller efterprøvet i en retssal — men han er en af de få, der stod der den dag, og han har sagt, at han "stadig arbejder på sagen, efter alle disse år." Ingen af de to blev nogensinde afhørt om de seks forsvundne piger. Ingen af de to nåede at blive sigtet. De var døde, før nogen retssag overhovedet kunne begynde. Og dermed sluttede den eneste jagt, der nogensinde for alvor blev sat i gang på dem — midt i en biljagt, og uden en eneste dom. Så hvem var han, manden, politiet mener stod bag det her? Gert van Roj-en var bygmester. Han havde sin egen forretning. Han var gift og far til seks børn, indtil han og hans kone blev skilt i 1983. Det er ikke en historie, der begynder i 1988. Politiet kendte allerede til ham. I 1979 bortførte han to piger — 10 og 13 år gamle — tog dem med til Hartbeespoort-dæmningen uden for Pretoria, beordrede dem til at tage tøjet af og forgreb sig på dem. Han slap dem fri i Pretoria dagen efter og blev anholdt kort tid derefter. Han blev dømt for bortførelse, seksuelt overgreb og vold, og idømt fire års fængsel. Han afsonede tre af dem. Det betyder: da den første af de seks piger forsvandt i august 1988, var Gert van Roj-en en mand, der allerede var dømt for bortførelse og seksuelle overgreb mod to piger. Han havde afsonet sin straf. Han var ude. Og ni år efter dommen ved dæmningen begyndte pigerne at forsvinde igen. Der findes ingen kilde, der viser, at nogen dengang, i 1988, satte de to ting sammen — en løsladt dømt mand med den type sag på sit navn, og en ny bølge af forsvundne piger i samme del af landet. Om det var, fordi ingen tænkte på det, eller fordi ingen havde en grund til at forbinde en enkelt gammel dom med seks nye, isolerede sager, kan jeg ikke sige. Det er en af de ting, denne sag efterlader ubesvaret. Om Joey Haarhoff ved man langt mindre. Hun var fraskilt. Hun blev van Roj-ens kæreste omkring 1988 — samme år, "de seks" begyndte at forsvinde. Hvad hun lavede, før hun mødte ham. Hvor gammel hun helt præcist var. Hvem hun var, inden hun blev hans partner. Det findes der ingen pålidelig kilde til, hverken i sydafrikansk presse eller andre steder. Det er værd at sige rent ud: jeg ved det ikke, og jeg gætter ikke. Hun er den ene halvdel af et par, hele dette afsnit handler om — og alligevel forsvinder hun selv ud af historien, næsten lige så sporløst som de piger, hun mistænkes for at have haft en del i. Parret boede sammen på Malherbe Street 227 i Capital Park, en forstad til Pretoria. Det var det hus, Joan Booysen blev holdt fanget i, og det hus, hun slap væk fra. To ting mere, som er en del af historien om denne sag, selvom ingen af dem nogensinde er blevet bevist. Politiet spekulerede på et tidspunkt i, om parret var satanister, der udførte ritualdrab i huset. Lederen af politiets eget okkult-efterforskningshold sagde offentligt, at der ikke var beviser for, at nogen form for ceremoni nogensinde havde fundet sted der. Teorien lever stadig i nogle af de artikler, der er skrevet om sagen — men den er aldrig blevet understøttet af noget som helst. Og en af van Roj-ens egne sønner, Flippie van Roj-en, har offentligt hævdet, at hans far drev et netværk, der solgte børn videre til navngivne ministre i den daværende sydafrikanske regering. Den påstand er af sydafrikanske medier rapporteret som afkræftet. Det er også værd at vide, at Flippie van Roj-en selv, i en helt separat sag flere år senere, blev dømt for et andet drab og for mened — det har intet med hans fars sag at gøre, men det er en del af, hvorfor hans egne udtalelser om faren skal læses med et vist forbehold. En anden søn, Gerhard van Roj-en, er separat dømt for tyveri og bedrageri, til 15 års fængsel — heller ikke det har noget med denne sag at gøre, men to af seks sønner med egne, alvorlige straffesager er værd at nævne som baggrund. Sagen blev aldrig formelt lukket. Og omkring 2010 begyndte en efterforsker i den sydafrikanske specialenhed for organiseret kriminalitet, Hawks, at kigge på den igen. Han hed Marcel van der Watt. Tre kilder havde henvendt sig til ham med påstande om uregelmæssigheder i den oprindelige efterforskning. Han besøgte 17 adresser i Pretoria med tilknytning til sagen og satte en liste sammen med 121 personer, der potentielt kunne bidrage med oplysninger. Han anbefalede sin chef i Hawks, at sagen formelt blev genåbnet. To opfølgende breve til den daværende chef for Hawks, og siden til landets politiminister, fik han ifølge egne oplysninger aldrig svar på. Van der Watt har senere sagt offentligt, at han videregav påstande fra tidligere bordelejere om, at politikere havde besøgt etablissementer "med tilknytning til børn" — med påståede, men ubeviste forbindelser til van Roj-en. Han er i dag lektor på et sydafrikansk universitet og en anerkendt international forsker i menneskehandel. Han har sagt, at en opfølgende efterforskning blev sat i gang, efter han selv forlod politiet, men at han "ikke ved, hvad status eller udfaldet af den var." I januar 2019 rejste en gruppe pårørende og lokale en underskriftsindsamling for at få politiet til at udpege en ny, fast efterforsker på sagen. En kriminolog, der blev bedt om at kommentere, sagde, at det mindst burde få politiledelsen til "at se på, hvad folk siger, har noget på sig." En anonym privatdetektiv, der havde arbejdet med sagen, sagde det enklere: "De piger skal være et sted." Samme år, i 2019, stod en kvinde ved navn Lea Sloane frem og hævdede at være Fiona Harvey — støttet af en privat efterforsker og en fregneanalyse. Fiona Harveys egen far og søster afviste påstanden offentligt og bad om, at familien ikke blev kontaktet yderligere om den. I 2018 udkom desuden en bog om sagen, "Gert & Joey," skrevet af journalisten Pieter van Zajl efter et halvt års research, interviews med omkring 20 personer og gennemgang af politimateriale gennem tre årtier. Bogen peger på et muligt bredere netværk bag parret og nævner, ifølge forfatteren selv, flere andre børn ud over de seks, denne sag normalt regnes for. Flere af de sager ligger efter van Roj-ens og Haarhoffs egen død i januar 1990 — så hvis bogens teori holder, peger den ikke på parret selv som gerningsmænd dér, men på et bredere netværk, forfatteren mener stod bag mere end blot "de seks." Det er én journalists egen research og teori, bygget på et halvt års arbejde og interviews med omkring 20 personer, ikke en dom eller en bekræftet kendsgerning, og ingen domstol har nogensinde behandlet den. Der er aldrig fundet en eneste af de seks piger. Ikke dengang. Ikke siden. Og det er ikke, fordi ingen har ledt. Politiet gravede i haven ved huset på Malherbe Street allerede i 1989. Det gav ingenting. I maj 1996 donerede en bank, der havde overtaget huset efter en tvangsauktion, det til politiet til efterforskning. Taget blev fjernet og støvsuget for hår og negle. Derefter blev væggene revet ned, køkkenet og soveværelset blev skannet med sonarudstyr for skjulte hulrum, og jorden i haven blev sigtet, håndfuld for håndfuld. Retsmedicinerne fandt nogle knogler — men de var ikke menneskelige. I 2007 kom to nye spor, samme år, begge uden held. I marts og april blev der fundet knogler af en teenager på en strand nær Umdloti, ikke langt fra et feriested, van Roj-en og Haarhoff havde besøgt. DNA-testen viste, at de ikke tilhørte nogen af de seks. Samme år, i november, dukkede der flere knogler op på grunden ved siden af det gamle hus — fundet, mens nogen gravede til en swimmingpool. Heller ikke de viste sig at høre til sagen. I 2017 gravede politiet ved Blajd-dejl Beach, nord for Durban — et projekt sat i gang af en tv- producer, Alet Wright, efter femten måneders egen efterforskning. Med en gravemaskine, en hundepatrulje og arkæologer fra den lokale kulturarvsmyndighed ledte de i to dage efter en betonnedgravet regnvandskanal i klitterne, nær et offentligt toilet. Ifølge én kilde kom sporet oprindeligt fra en indsat, der havde tilstået noget på sit dødsleje. Hundene fandt intet menneskeligt. Nogle af knoglerne, de gravede op, viste sig at være fra dyr. Endnu et spor, aldrig fulgt helt til dørs: en gammel brønd under det, der i dag er et indkøbscenter i Pretoria, hvor van Roj-en menes at have opholdt sig som ung. En beboer har fortalt, at han selv legede med at smide sten ned i den brønd som barn, før den blev lukket med jernplader og sten. En unavngiven synsk person pegede angiveligt også på et gravsted et par kilometer fra Capital Park. Ingen af sporene er, så vidt jeg kan se, nogensinde blevet udgravet med det udstyr, der skulle til for at afgøre det med sikkerhed. Haven, i 1989. Huset, i 1996. Stranden og grunden ved siden af, i 2007. Endnu en strand, i 2017. Næsten tredive år imellem den første og den seneste. Og stadig ingenting. Fordi der aldrig blev rejst tiltale, og der aldrig kom en dom, er sagen den dag i dag formelt uopklaret. Politiet har bekræftet, at den stadig ligger som en åben sag, med en efterforsker knyttet til den. Men det, der findes af beviser — ting, der tilhørte pigerne, fundet i huset på Malherbe Street; Joan Booysens og Janet Delports egne forklaringer om, hvad de blev udsat for; van Roj-ens dømte fortid fra Hartbeespoort i 1979 — har fået næsten alle, der har med sagen at gøre, til at mene det samme: at det var dem. Politiet mener det. De efterladte familier mener det. Ingen domstol har nogensinde sagt det højt. Det er den del af denne sag, jeg selv har haft sværest ved at lave et afsnit om. De fleste af de sager, jeg har været igennem i denne podcast, ender et sted — med en dom, en tilståelse, et svar, selv når svaret er forfærdeligt. Den her ender ikke. Den stopper bare, midt i en biljagt, med to døde mennesker og seks familier, der aldrig fik lov at stille et eneste spørgsmål til dem. George Boucher var far til Odette, en af de seks. Hun var 11, da hun forsvandt fra Kempton Park sammen med sin veninde Anne-Marie. Han ledte efter hende i 31 år. Han døde i november 2020. Uden svar. Huset på Malherbe Street findes ikke længere — det blev jo revet ned i 1996, sten for sten, i jagten på beviser, der aldrig blev fundet. Men grunden gør det. Efter nedrivningen i 1996 stod grunden øde hen i årevis. Ifølge lokale kilder blev porten et sted, folk selv skrev på — spørgsmål om, hvorvidt der lå døde børn under jorden, og til sidst børns håndaftryk, malet i blåt og gult, som en uformel mindesmærke, længe før noget officielt kom til. Den 6. november 2019 blev det officielle minde sat op: en række vinylblomster, malet af kvadriplegikere fra et lokalt væresteds kunstprogram, monteret på en stålramme. Det var arrangeret af beboerforeningen i Capital Park, i samarbejde med en lokal kvindeforening og værestedet, der stod for kunsten. George Boucher og Joan Horns mor, Ansie, var begge til stede. Foreningens formand sagde ved den lejlighed: "Vores mål er at gøre denne grund til et sted, beboerne kan tage hen for at mindes pigerne." Hvert år, den 15. januar, mødes en lille gruppe mennesker dér. De tænder lys. Nogle af dem er forældre, eller var det. Ved 30-årsdagen i januar 2020 stod omkring 50 mennesker på det sted, hvor huset engang lå — arrangeret af en lokal vælgerforening og af forældre, der stadig ventede. George Boucher var blandt dem. Han sagde ved lejligheden, at han var glad for, at nogen havde valgt at holde en mindehøjtidelighed — "såret er stadig råt," sagde han. Ti måneder senere var han død. Samme år, 2019, rejste en gruppe pårørende og lokale en underskriftsindsamling, der krævede, at det sydafrikanske politi satte en fast efterforsker på sagen igen. Politiet har ikke en permanent cold case-afdeling — sager som denne bliver kun taget op med mellemrum, når nogen presser på. Det er, hvad 30 år uden svar i praksis betyder: at det stadig kræver, at nogen bliver ved med at banke på. Seks piger forsvandt over femten måneder, i 1988 og 1989. To mennesker, som næsten alle med kendskab til sagen mener stod bag det, har været døde siden januar 1990. Og der findes stadig ikke ét sted, en familie kan tage hen og sige: her er hun. Næste uge tager jeg dig med til Belgien. Til en mand, politiet allerede havde haft i hånden én gang før — og løsladt. Til et hus, politiet selv gennemsøgte mere end én gang — uden nogensinde at finde det, der var der hele tiden. Det hører du mere om på torsdag. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker.

CALEB FLYNN

I februar 2026 bliver Ashley Flynn fundet skudt i sit hjem i Tipp City, Ohio. Hendes mand, Caleb, ringer selv til politiet og fortæller, at en indbrudstyv har skudt hende.

Men politiet begynder hurtigt at tvivle på historien. Der er ingen tegn på det indbrud, Caleb beskriver, og efterforskningen afslører et hemmeligt forhold til en yngre kvinde og mere end 100.000 beskeder mellem de to.

Om den tidligere American Idol-deltager, der forsøgte at få sin hustrus drab til at ligne et indbrud, beskederne der blev afgørende for sagen, og den dom, der sendte ham i fængsel på livstid. 

KILDER OG RESEARCH

  • Timeline: Ashley Flynn's death through Caleb Flynn's murder trial — Springfield News-Sun
  • Ashley Flynn Murder: What We Know About Caleb Flynn and the Case — Biography.com
  • Caleb Flynn trial: a circumstantial murder case — The Safir Lawyer
  • Former 'American Idol' contestant sentenced to life without parole for wife's murder — ABC News
  • Caleb Flynn, former 'American Idol' contestant and pastor, sentenced to life without parole — CBS News
  • Caleb Flynn, former 'American Idol' contestant, found guilty of murdering his wife — CNN
  • 'I did not kill my wife,' Caleb Flynn says before life prison sentence — Dayton Daily News
  • Former 'American Idol' Contestant Caleb Flynn Sentenced to Life Without Parole — Rolling Stone
  • Who was Ashley Flynn? — friends remember her kindness, passion for life — WDTN
  • Former worship pastor and American Idol contestant arrested in connection with wife's murder — Roys Report

TRANSSKRIPTION


MARC DUTROUX

Belgisk politi gennemsøger et hus i Marcinelle og hører børnestemmer nede fra kælderen. De konkluderer, at lyden kommer udefra. Manden, der bor i huset, sidder allerede varetægtsfængslet — for noget helt andet.

Over halvandet år forsvinder fire piger og unge kvinder fra Belgien. Ingen af familierne kender hinanden — og ingen ved, at manden bag det hele allerede har en dom for noget lignende i sit navn.

Om manden bag det, systemet der havde chancer, det ikke greb, og Den Hvide March, der fulgte.

KILDER OG RESEARCH

  • Wikipedia – engelsk — samlet tidslinje over bortførelserne, redningen og retssagen
  • Sabine Dardenne – Wikipedia — om en af de overlevende
  • Brussels Times, 2026 — retrospektiv om sagen og dens betydning for Belgien
  • VRT NWS, 2026 — belgisk retsreporters tilbageblik på sagen
  • White March – Wikipedia — om den politiske og sociale reaktion på sagen

TRANSSKRIPTION

Dette afsnit handler om børn, der blev holdt fanget, og om nogle, der ikke overlevede det. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Den 13. december 1995 gennemsøgte belgisk politi et hus i Mar-si-nel. De hørte børnestemmer. Nede fra kælderen. De konkluderede, at lyden kom udefra. Manden, der boede i huset, sad allerede i varetægt — for noget helt andet. To piger var i kælderen under politiets fødder, mens de stod der. Marc Dü-tru var elektriker af uddannelse, men levede af at handle med stjålne biler og skrot. Han boede i Mar-si-nel, en forstad til Sjar-lö-rwa i det sydlige Belgien. Han var ikke ukendt for politiet. Han var, tværtimod, en mand, systemet allerede havde haft i hånden én gang før. Mellem 1985 og 1986 bortførte og voldtog han, sammen med to medskyldige, fem piger og unge kvinder mellem 11 og 19 år. Han blev dømt i 1989 til 13,5 års fængsel. Han sad tre år af dem. I 1992 blev han løsladt — mod anbefaling fra både anklageren, der havde ført sagen mod ham, og fængslets egen psykiater, der skriftligt havde kaldt ham "ekstremt farlig." Den daværende justitsminister, Melchior Wathelet, gav alligevel ordren om løsladelse. Tænk på, hvad det betyder: der findes et dokument, skrevet af en fagperson, der advarer om præcis denne mand, før noget af det, du skal høre nu, overhovedet var sket. Advarslen blev overhørt en gang. Den skulle blive overhørt igen. Tre år senere, den 24. juni 1995, forsvandt to bedste veninder fra Grâce-Hollogne, en by i det østlige Belgien: Julie Lö-shön, 9 år, og Mélissa Russo, 8 år. Forsvundet samme dag. Den eftermiddag var Julie på besøg hos Mélissa. De øvede en dans i haven, de skulle optræde med til en skolefest. Bagefter ville Mélissa vise Julie en gangbro over motorvejen nær huset — et sted, hun kunne lide at stå og vinke til bilerne, der kørte forbi. Ved sekstiden begyndte Mélissas mor, Carine, at blive urolig. Julies mor, Louisa, kom for at hente sin datter og fandt begge piger væk. De to mødre ledte selv i kvarteret, før de ringede til politiet — som først behandlede det som to piger, der var stukket af. To måneder senere, natten mellem den 22. og 23. august, forsvandt An Marchal, 17 år, og Eefje Lambrecks, 19 år. De var på ferie sammen i Westende ved den belgiske kyst og havde taget sporvognen til et kasino i Blankenberge for at se en tryllekunstner optræde. De gik omkring midnat, nåede ikke den sidste sporvogn hjem, og besluttede at tomle fra O-sten-de i stedet. En ansat i det lokale transportselskab huskede at have set dem på kajen omkring klokken et om natten. En taxichauffør ved banegården i O-sten-de var det sidste menneske, der så dem i live. Da de ikke kom hjem, fandt venner deres cykler stadig stående ved sporvognsstoppestedet og meldte dem savnet. Den betjent, der tog imod anmeldelsen, skal ifølge kilderne have affejet den med, at pigerne nok bare "havde det sjovt." Fire piger og unge kvinder, fra to helt forskellige egne af landet. Ingen af familierne kendte hinanden. Ingen anede, at der var en forbindelse — eller at manden bag det hele allerede havde en dom for præcis den slags i sit navn. Den 6. december 1995 blev Dü-tru anholdt — ikke for bortførelserne, som endnu ikke var sat i forbindelse med ham, men for tyveri af en bil. Han sad varetægtsfængslet i over tre måneder, frem til den 20. marts 1996. I den periode gennemsøgte politiet hans hus i Mar-si-nel — mindst to gange, den 13. og den 19. december. Den 13. december ledte betjenten René Mi-sjo ransagningen, sammen med en låsesmed, Alain Lö- shön, der fulgte med ned i kælderen. Begge hørte noget. Mi-sjo beskrev det som en lyd af børnestemmer, der stoppede, da betjentene blev stille — han konkluderede, det kom fra gaden udenfor, hvor børn legede, og gik videre. Låsesmeden huskede det anderledes, og mere præcist: to små pigestemmer, en kort udveksling på tre-fire sekunder, én, der sagde noget, en anden, der svarede med en enkelt stavelse — "som børn, der leger," sagde han selv. Han forlod huset uden bekymring. Han har senere fortalt, at han blev chokeret, da han i august 1996 fandt ud af, at pigerne måske havde siddet dernede, mens han stod og lyttede. Den 19. december vendte Mi-sjo tilbage til huset — uden resultat. Samme dag kom en anden betjent, Demarcq, forbi for at fotografere nogle lænker og låse, han selv havde bemærket ved en tidligere lejlighed. Mi-sjo fortalte ham ikke, at andre havde mistanke om noget skjult i huset i Mar- si-nel — så Demarcq gik derfra og troede, Dü-tru slet ikke var forbundet til Julie og Mélissas forsvinden. Det stoppede ikke der. Politiet havde beslaglagt videobånd fra huset ved en tidligere ransagning — deriblandt ét, der ifølge flere kilder viste Dü-tru selv i gang med at bygge det skjulte kælderrum. Ingen nåede at se det igennem, før det var for sent. Ifølge én kilde var en del af grunden helt banal: den lokale politistation havde ikke selv en fjernsynsafspiller til at gennemgå beslaglagte bånd på. Den oplysning kunne jeg kun bekræfte ét sted, så tag den med det forbehold — men den passer med billedet af en efterforskning, der druknede i praktiske forhindringer, ikke kun i dårlig vilje. To efterforskningskorps — gendarmeriet og den kriminalpoliti, der begge havde en del af sagen, og som dengang fungerede som to helt adskilte, til tider konkurrerende styrker — delte ikke deres oplysninger med hinanden. Det var netop den kommunikationssvigt mellem myndigheder, den senere parlamentariske undersøgelseskommission pegede på som en af sagens centrale årsager. Samme efterår havde Dü-trus egen mor skrevet til myndighederne og advaret om, at hendes søn holdt to piger fanget i huset. Brevet blev ikke fulgt op på. Den 13. august 1996 — otte måneder senere, mens politiet ledte efter Laëtitia Delhez — ransagede Mi-sjo huset igen, denne gang med to gendarmer, to kriminalteknikere, en hundefører med en ligsøgende hund og endnu en låsesmed. De ledte i to timer med sonde-udstyr. De fandt intet. Anklageren i sagen har senere sagt, at kælderrummet var "så sofistikeret bygget," at det gik ubemærket hen, selv med det udstyr. To dage senere, den 15. august, vendte Demarcq tilbage til det samme sted — og lagde denne gang mærke til noget: omvendte hjørnebeslag, svejsede bolte. "På tredive sekunder gik det op for mig," har han fortalt. Ved retssagen i 2004 brød han sammen, mens han vidnede om det. "Siden da har jeg ikke kunnet sove," sagde han. Julie Lö-shön og Mélissa Russo var i en skjult kælder under det hus, politiet gennemsøgte. Mens Dü- tru sad fængslet for biltyveri, og ingen kom for at hente dem, sultede de to piger ihjel. Det er ikke en sætning, jeg siger for at chokere. Det er, hvad der skete, mens systemet, der skulle beskytte dem, havde manden, der holdt dem fanget, siddende i en celle et andet sted — hørte deres stemmer gennem gulvet, havde et videobånd af kælderen liggende i en bevismappe, havde et brev fra hans egen mor liggende ulæst — og stadig ikke fandt dem. Efter sin løsladelse fra varetægt i marts 1996 fortsatte Dü-tru. Den 28. maj 1996 bortførte han Sabine Dardenne. Hun var 12 år og var på vej til skole på sin cykel, i byen Kain. Hun blev holdt lænket om halsen, i mørke, i 80 dage — i et lydisoleret rum, bag en falsk væg, med kun en seng og et toilet. Firs dage. Det er over to en halv måned. Hendes forældre vidste ikke, om hun overhovedet var i live. Dü-tru overbeviste hende ifølge det, hun senere selv har skrevet, om, at en kriminel organisation havde bortført hende, og at han i virkeligheden beskyttede hende imod den. Han fortalte hende, at hendes forældre var gået under jorden, og at politiets indblanding ville bringe dem i fare. Han satte hende til skolearbejde. Han lod hende skrive breve til sine forældre — breve, han aldrig sendte. På et tidspunkt sagde hun, at hun savnede at have en veninde med sig. Kort efter bortførte Dü-tru 14-årige Laëtitia Delhez — og sagde til Sabine: "Se, hvad jeg har gjort for dig." Den 9. august 1996 bortførte han altså Laëtitia, nær en svømmehal i Bertrix. Denne gang var der et vidne, der havde set en hvid varevogn og skrevet en del af nummerpladen ned. For første gang i hele forløbet havde politiet noget, der ikke krævede et gennembrud, en tilståelse eller held — bare et nummerskilt, nogen huskede at skrive ned. Den 13. august 1996 blev Dü-tru, hans kone Michelle Martin og deres medskyldige Michel Lö-li-ævr anholdt. Ved retsbygningen i Nöf-sha-to, hvor de blev fremstillet, stod der allerede en vred menneskemængde bag afspærringer. Betjentene, der eskorterede dem ned ad trapperne, frygtede ifølge en journalist, der var til stede, at de kunne blive lynchet på stedet. To dage senere, den 15. august 1996 — 80 dage efter Sabine forsvandt — fandt politiet endelig den skjulte kælder under huset i Mar-si-nel. Dér, i live, var Sabine Dardenne og Laëtitia Delhez. Sabines første reaktion, dokumenteret i politiets egen rapport, var at spørge, om Dü-tru stadig var i huset. Da hun fik at vide, han sad i en celle nedenunder, bad hun betjentene om at få lov at gå ned og skælde ham ud. De frarådede hende det. Da betjentene fik hende ud, takkede hun dem for at bringe hende tilbage til sin mor — og vendte sig så om og kyssede Dü-tru på kinden, før hun gik. Det er ikke en modsigelse. Det er, hvad 80 dages fangenskab, styret af én mand, der havde gjort sig selv til hendes eneste tilknytning til omverdenen, faktisk gør ved et barn. Hun har selv sagt om det: "Jeg er ikke en, der let lader sig slå ned. Under hele fangenskabet troede jeg altid, jeg skulle se mine forældre igen." Kort efter redningen begyndte udgravningerne. I haven bag huset i Mar-si-nel fandt politiet resterne af Julie Lö-shön og Mélissa Russo. De havde sultet ihjel, mens deres gerningsmand sad fængslet for noget andet. Sammen med dem fandt politiet resterne af Bernard Weinstein — en tidligere medskyldig. Ifølge det, der kom frem under retssagen, havde Dü-tru givet ham mad tilsat sovemedicin og derefter tortureret ham for at få at vide, hvor nogle penge var gemt. Obduktionen fandt jord i Weinsteins luftveje — beviset på, at han stadig trak vejret, da han blev lagt i jorden. Dü-tru forklarede det selv, med sine egne ord, dokumenteret fra retssagen: "Han trak stadig vejret, da jeg lagde ham i jorden." Den 3. september 1996 fandt politiet endnu et gravsted, under et udhus i Jumet: An Marchal og Eefje Lambrecks. Begge havde ifølge Dü-trus medskyldige Michelle Martin været holdt fanget, voldtaget gentagne gange og bedøvet. Ved An Marchals obduktion fandt retsmedicinerne en rest af emballagen fra sovemedicinen i hendes svælg — et tegn på, at hun endnu ikke var død, da hun blev lagt i jorden. Hendes hænder var bundet, og hendes ansigt var dækket af en plastikpose og tape. Ved Eefje Lambrecks' obduktion kunne retsmedicinerne derimod ikke fastslå dødsårsagen med sikkerhed. Den ledende retsmediciner pegede i stedet på fuldstændig mangel på mad under fangenskabet som den mest sandsynlige dødsårsag — ikke kvælning i jorden. En anden rapport kunne hverken udelukke kvælning, forgiftning eller væskemangel. Det betyder: fortællingen om, at begge piger blev begravet levende, er den, gerningsmændene selv har givet — men retsmedicinerne kunne aldrig med sikkerhed fastslå, præcis hvordan nogen af de to kom af dage. Fem mennesker døde. To børn, ladt til at sulte, mens politiet havde stået i huset ovenover og hørt dem. Det, der kom frem i månederne efter, var ikke kun historien om én mand. Det var historien om et system, der havde haft chancer, det ikke greb — igen og igen, i årevis, ikke kun i december 1995. Den 20. oktober 1996 gik hundredtusindvis af mennesker gennem gaderne i Bruxelles. De kaldte det Den Hvide March — hvidt for de forsvundne børn. Det var forældrene selv, der stod bag den: Carine og Gino Russo, Louisa og Jean-Denis Lö-shön, Paul og Betty Marchal, og familierne til to andre forsvundne piger, Elizabeth Brichet og Loubna Benaïssa. De sendte en fælles opfordring ud og arrangerede det hele på under to uger. Omkring 300.000 mennesker deltog, efter politiets eget skøn — nogle senere opgørelser i belgisk presse går helt op til 500.000-600.000, men 300.000 er det tal, flest kilder holder fast i, og som Child Focus selv bruger den dag i dag. Det var under alle omstændigheder en af de største folkelige samlinger i Belgiens historie. Marchen var præget af stilhed. Ingen råbte slagord. Folk bar hvidt — hvide balloner, hvide blomster, hvide kasketter — som et symbol på uskyld og håb, ikke på vrede. Ved afslutningen talte Carine Russo, Mélissas mor, til mængden: "Vi troede, at retssystemet ville hjælpe os. Vi måtte opgive," sagde hun. Og: "Lad denne march gøre nytte. Må intet barn nogensinde igen kende det helvede." Samme dag modtog daværende premierminister Jean-Luc Dehaene familierne personligt. I ugerne efter blev der nedsat en parlamentarisk undersøgelseskommission til at grave i, hvad der var gået galt. En måling fra dengang viste, at kun 3 procent af belgierne havde "fuld tillid" til deres regering — mens 76 procent gav deres tillid til ofrenes forældre. Ifølge én kilde skal så mange som syv politifolk være blevet anholdt, mistænkt for på en eller anden måde at have haft forbindelse til sagen. Den oplysning kunne jeg ikke bekræfte i andre kilder, så tag den med det forbehold — men den var en del af det, der cirkulerede i den offentlige mistillid til politiet, dengang det hele rullede op. Et par uger forinden var den oprindelige efterforskningsdommer, Jean-Marc Kon-nö-rot, blevet fjernet fra sagen — fordi han havde deltaget i en velgørenhedsmiddag for ofrenes familier, hvilket en domstol vurderede som inhabilitet. Beslutningen var så upopulær, at den var med til at udløse marchen. I april 1998 overmandede Dü-tru kortvarigt en fængselsbetjent og flygtede fra en domstolsbygning. Han blev genfanget efter fire timer. Indenrigs- og justitsministeren gik af som følge af episoden. Retssagen begyndte først i marts 2004, i byen Ar-long — næsten otte år efter anholdelsen. Otte år, hvor sagen skiftede efterforskningsdommer to gange: Kon-nö-rot, som du lige har hørt om, og hans afløser, Jean-Claude Van Espen, som trak sig i 1998 efter beskyldninger om forbindelser til Ni-ul, som aldrig blev dokumenteret. Retssagen varede fra marts til juni 2004. Omkring 450 vidner blev afhørt. Sagens akter fyldte cirka 440.000 sider. Belgiske aviser havde forbud mod at bringe billeder af Dü-trus ansigt helt frem til marts 2004, kort før retssagen gik i gang — så meget frygtede man, at offentlighedens raseri ville gøre en retfærdig rettergang umulig. Under retssagen gennemførte juryen noget sjældent for en straffesag: et besøg på selve stedet i Mar-si-nel, så de med egne øjne kunne se det bur, Sabine havde tilbragt sine 80 dage i. En journalist, der dækkede sagen fra retssalen dag for dag, har senere beskrevet besøget som nødvendigt — juryen skulle ikke bare høre beskrivelser af rummet gennem vidneudsagn, de skulle selv stå i det og mærke dets faktiske størrelse. I april 2004 afgav Sabine Dardenne, nu 20 år, sin egen vidneforklaring — og stillede Dü-tru et direkte spørgsmål midt i retssalen: "Hvorfor dræbte du mig ikke?" Hun beskrev igen, for retten, hvordan hun blev lænket om halsen og misbrugt fra første dag. Dü-tru svarede, at han ikke havde til hensigt at slå hende ihjel: "Jeg indrømmer at have misbrugt hende, og jeg bærer ansvaret for det." Sabine fandt svaret utilstrækkeligt: "Det er ikke et særlig overbevisende svar," sagde hun. Da Michelle Martin senere bad hende om undskyldning, afviste Sabine den offentligt: "Du, som mor til en familie, vidste, hvor jeg var, med hvem, og hvad han gjorde. Din undskyldning accepterer jeg ikke." Vidnesbyrdet var så belastende at overhøre, at to af de andre ofres forældre måtte hastes til hospitalet fra selve retssalen. Forsvaret for Michelle Martin forsøgte at tegne hende som en psykologisk afhængig kvinde, domineret af Dü-tru, snarere end en selvstændig gerningsperson. Psykologen Christian Mor-mong vidnede om hendes baggrund: "Siden hun var barn, har hendes følelse af at være forladt drevet hende til at klamre sig til en genstand eller en person, hun bliver afhængig af." En tidligere lærer beskrev hende med et billede: "Hun var en fugl for katten." Martin selv forklarede det i retten: "Han var en redningskrans i forhold til min mor. Han blev min Gud, ligesom min far havde været det." Og: "Jeg skammer mig. Jeg føler skyld over pigerne, der døde. Men jeg blev tortureret, både fysisk og psykisk." Michel Lö-li-ævrs forsvarere bestred blandt andet tidslinjen i anklagen og hævdede, at han slet ikke havde mødt Dü-tru tidligt nok til at kunne have deltaget i bortførelsen af Julie og Mélissa. Den 17. juni 2004 blev Dü-tru, Michelle Martin og Michel Lö-li-ævr kendt skyldige. Fem dage senere, den 22. juni, faldt dommene: livsvarigt fængsel til Dü-tru, 30 år til Martin, 25 år til Lö-li-ævr. En fjerde tiltalt, forretningsmanden Michel Ni-ul, blev dømt for narkotikahandel og kriminel organisering — men frikendt for medvirken til selve bortførelserne og drabene. Ifølge én kilde stemte juryen 7 mod 12 for at kende ham skyldig i medvirken til bortførelsen af Laëtitia Delhez — én stemme fra det flertal, der krævedes for en domfældelse. Den konkrete stemmefordeling har jeg kun fundet i én kilde, så tag tallet med det forbehold — men selve frifindelsen er bredt dokumenteret. I december 2004 afviste Belgiens højesteret Dü-trus anke og fandt ingen fejl i sagsbehandlingen. Dommen står ved magt den dag i dag, endeligt og uden yderligere retlig tvivl om skyldsspørgsmålet. Under retssagen hævdede Dü-tru selv, at han blot var en brik i et langt større netværk af mægtige mennesker med interesse i børnemisbrug. En kvinde, der optrådte under dæknavnet "X1," støttede en lignende teori om et netværk, der rakte ind i dele af det belgiske samfund. Hendes rigtige navn er Regina Lauf — selv et offer for overgreb fra barndommen, ifølge hende selv fra hun var fire år gammel. Hun beskrev fester, hun hævdede at have været bragt til som barn, hvor Dü-tru ifølge hende skaffede stoffer og adgang til ofre, og hvor Michel Ni-ul ifølge hende var fast gæst. En af de betjente, der først efterforskede hendes forklaring, sagde dengang, at det var "umuligt at vide, hvad hun vidste, uden selv at have været der." Men senere i forløbet blev hun mødt med langt større skepsis: en dommer kaldte hende offentligt "en fantast," efter hun begyndte at navngive personer fra samfundets top. Det oprindelige efterforskningshold omkring hendes forklaring blev udskiftet, og planlagte, landsdækkende ransagninger baseret på hendes oplysninger blev aflyst. Hun blev aldrig indkaldt som vidne ved selve retssagen i 2004. Det blev aldrig bevist. Ingen domstol har nogensinde fundet beviser for et bredere netværk. Michel Ni-ul, den eneste anden voksne, der stod tiltalt for at være en del af det, blev frikendt for netop den anklage. Og da Sabine selv forklarede, under selve retssagen, hvordan Dü-tru havde fået hende til at tro, han beskyttede hende mod en "stor chef," der ellers ville komme og hente hende, pegede hendes egen forklaring i den modsatte retning: ikke et bevis for et netværk, men et billede af, hvor systematisk én mand kunne manipulere et barn til at tro på ét. Det er derfor sådan, sagen skal forstås: Dü-tru, Martin og Lö-li-ævr er dømt, endeligt og uden tvivl, for det, de gjorde. Påstanden om et større netværk er en ubekræftet, formelt afvist teori — ikke en kendsgerning, uanset hvor ofte den bliver gentaget andre steder. Sagen ændrede Belgien på måder, der stadig kan mærkes i dag. Politiets to rivaliserende korps — dem, der ikke delte oplysninger med hinanden i december 1995 — blev lagt sammen ved en lov af 7. december 1998, der trådte i kraft 1. januar 2001, til én samlet, føderal og lokal styrke. Allerede den 4. september 1995 — kort efter Julie og Mélissas forsvinden, og længe før Dü-tru overhovedet blev anholdt — blev der oprettet en selvstændig enhed for forsvundne personer. Den har siden behandlet over 32.000 sager og opgiver i dag en opklaringsprocent på 97. Den 12. marts 1998 trådte den såkaldte Franchimont-lov i kraft — opkaldt efter den professor, der havde forberedt den. Den styrkede ofres og familiers ret til at få indsigt i deres egen sags akter og til selv at bede den undersøgende dommer om at foretage bestemte efterforskningsskridt, med ret til at klage, hvis de blev afvist. Den gav dem også en ret, der lyder simpel, men som ingen af de dengang sørgende familier havde haft: retten til selv at se deres barns lig, før eller efter obduktionen. Det var netop den slags indsigt og medbestemmelse, Julie og Mélissas forældre ikke havde haft, mens de sad magtesløse tilbage i december 1995. Der blev desuden oprettet et uafhængigt råd for domstolene i 1999, som skulle føre tilsyn med udnævnelser og svigt i retsvæsenet — den slags politiske indblanding, der havde fjernet den oprindelige dommer fra sagen. Og en ny, samlet føderal anklagemyndighed blev oprettet i 2002, begrundet direkte i erfaringerne fra netop denne sag: at ingen anklager tidligere havde haft kompetence på tværs af hele landet, i en sag der krydsede flere retskredse. I de to-tre år efter 1996 søgte mere end hver tredje belgier med efternavnet Dü-tru om at få det ændret. Jean-Denis Lö-shön, Julies far, havde under et besøg i Washington D.C. hørt om det amerikanske center for forsvundne og udnyttede børn og ville have noget tilsvarende i Belgien. Han fik politisk opbakning fra premierminister Dehaene samme dag som Den Hvide March. Organisationen, Child Focus, blev fuldt operationel den 31. marts 1998, med kong Albert 2. og dronning Paola til indvielsen — hun blev organisationens æresformand. Child Focus arbejder stadig med forsvundne og seksuelt udnyttede børn i Belgien. Jean-Denis Lö-shön skrev senere sin egen bog om det, han havde været igennem, og gik ind i lokalpolitik. Sabine Dardenne, som overlevede 80 dage i kælderen, udgav i 2005 en bog om det, hun havde været igennem. Den franske originaltitel er "J'avais douze ans, j'ai pris mon vélo et je suis partie à l'école" — "jeg var tolv, jeg tog min cykel, og jeg tog af sted til skole." På engelsk kendt som "I Choose to Live." Michelle Martin sad ikke sin dom ud. I august 2012 — efter knap 16 år af de idømte 30 — blev hun løsladt på prøve og flyttet til et kloster i Malonne, syd i Belgien, hvor hun skulle arbejde, men ikke blive nonne. Betingelserne var strenge: ingen kontakt til ofrenes familier, ingen adgang til de områder, hvor hun havde boet med Dü-tru, fortsat terapi, og intet mediekontakt. Løsladelsen udløste demonstrationer foran klostret. Jean-Denis Lö-shön sagde det kort til pressen dengang: "Kampen fortsætter" — og opfordrede hende til endelig at fortælle hele sandheden om, hvad der skete med hans datter. I 2022 blev huset i Mar-si-nel revet ned — i samråd med Julies og Mélissas forældre. Selve kælderrummet blev bevidst bevaret under en betonplade, på familiernes eget ønske, "i tilfælde af fremtidig efterforskning." En mindehave stod færdig i september 2023, med et vægmaleri af et barn, der ser en drage stige til vejrs. Julies far, Jean-Denis Lö-shön, sagde ved indvielsen: "Tak, fordi I bevarer mindet om vores små med dette flotte arbejde." Han tilføjede, at det stadig er vigtigt at huske, at udnyttelse af børn "har eksisteret, og at det stadig eksisterer." Gino Russo, Mélissas far, sagde, at hans harme stadig ikke var mindsket. Huset er væk. Men kælderen er der stadig. Under jorden. Under mindehaven. Næste uge tager jeg dig med til Australien. Til to skolepiger på vej hjem fra en teltplads, der tog imod et lift af to fremmede mænd. Til otte timer og en lille by, der aldrig blev den samme igen. Det hører du mere om på torsdag. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker.

DUANE "KEEFE D" DAVIS

I 27 år blev ingen anholdt for mordet på en af verdens mest berømte rappere. Så, i 2023, blev én mand anholdt — ikke fordi politiet fandt nye beviser, men fordi han selv, år efter år, havde fortalt sin egen version af historien højt: i tv-interviews, og til sidst i sin egen bog. Den 13. oktober 2026 fik Duane "Keffe D" Davis sin dom for at have planlagt drabet på Tupac Shakur i Las Vegas i 1996. Hør historien om bandekrigen i Compton, skuddene på Flamingo Road, og den tilståelse, der endte med at dømme ham selv.

KILDER OG RESEARCH

  • Wikipedia: Murder of Tupac Shakur, Tupac Shakur, Orlando Anderson, Suge Knight, Afeni Shakur
  • NBC News: Davis found guilty, Dealen med de føderale myndigheder
  • PBS NewsHour: Davis gets 40 years to life
  • Fox5 Las Vegas: Sentencing
  • Rolling Stone: Den hemmelige politiafhøring i retten
  • Khaleej Times: Tvivlen efter dommen
  • Biography.com: Venskabet med Jada Pinkett Smith, Øst-vestkyst-rivaliseringen

TRANSSKRIPTION


  • LESLIE CAMILLERI & LINDSAY BECKETT


  • To veninder går en aften i oktober 1997 fra en teltplads nær Bega i Australien, på vej mod en fest syv kilometer væk. De tager kun en lommelygte med. De kommer aldrig frem.

    To fremmede mænd standser bilen og tilbyder et lift. I løbet af de næste otte timer sker der noget, ingen af pigerne kunne vide var den forkerte beslutning at tage imod.

    Om Lauren Barry, Nichole Collins, og de fem uger, en by ventede på svar.

    KILDER OG RESEARCH

    • Wikipedia (engelsk), "Bega schoolgirl murders" — samlet kronologi over forsvindingen, eftersøgningen og opklaringen
    • Morbidology — grundig gennemgang af selve sagsforløbet
    • Bega District News — lokal dækning, bl.a. interview med Laurens bror 20 år efter
    • ABC News (Australia), 2012 og 2013 — bl.a. om Camilleris senere dom for mordet på Prue Bird
    • Facing the Devil af Caroline Overington — bog om sagen, brugt til enkelte detaljer

    TRANSSKRIPTION

    Dette afsnit handler om to unge piger, der blev bortført, voldtaget og dræbt. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Den 5. oktober 1997, klokken ni om aftenen, gik to veninder ud fra en teltplads nær Bi-ga i det sydøstlige Australien. De skulle bare hen til en fest, syv kilometer væk. De havde kun en lommelygte med. De kom ikke tilbage den aften. Det tog fem uger, før nogen vidste, hvad der var sket med dem. Lauren Barry var 14 år. Om ti dage skulle hun fylde 15. Hun gik på Bi-ga High School, løb langdistanceløb, og ville arbejde med børn eller dyr, når hun blev voksen. Hendes far, Garrett, arbejdede som byplanlægger for kommunen. Hendes mor, Cheryl, var hjemmegående. Hun havde en storebror, Nathan. Nichole Collins var 16. Også hun gik på Bi-ga High School, og hun havde et fritidsjob ved kassen i det lokale supermarked. Hun ville være indretningsarkitekt, eller måske kiropraktor. Hendes far, Graeme, var dyrlæge. Hendes mor, Delma, var sygeplejerske på den lokale dagkirurgiske afdeling. De to piger var veninder. De red på hest sammen og gik ofte ture i naturen omkring Bi-ga. I begyndelsen af oktober 1997 slog Nicholes far, Graeme, en lejrplads op ved White Rock nær Bi-ga, i anledning af en langweekend — Labour Day-helligdagen i New South Wales — og fordi Laurens fødselsdag nærmede sig. Den 5. oktober, om aftenen, forlod pigerne teltpladsen til fods. De var på vej til en fest i Dji-la, omkring syv kilometer væk — ifølge kilderne fordi Nichole gerne ville se sin tidligere kæreste, som skulle være der. De tog kun en lommelygte med. Ingen ved festen lagde mærke til, at de aldrig dukkede op — det var pigernes egne familier, der meldte dem savnet næste dag. Klokken var omkring ti om aftenen. Pigerne gik langs Bi-ga-Tath-ra Road ved Evans Hill, nær landsbyen Kalaru. En bil standsede. En cremefarvet sedan. Bag rattet sad to mænd, de ikke kendte: Leslie Ka-mi-le-ri, 28 år, og Lindsay Bek-it, 23 år. Pigerne satte sig ind af egen fri vilje. Et lift på en mørk landevej, af to fremmede mænd, der virkede venlige nok. Det var den beslutning, ingen af dem kunne vide, var den forkerte. I løbet af de næste otte timer kørte Ka-mi-le-ri og Bek-it pigerne rundt til flere forskellige steder, langt fra hinanden og langt fra nogen, der kunne høre noget: en strand ved Tath-ra. En losseplads ved en grusvej nær Kalaru. Old Wallagoot Road. Ben Boyd National Park — i dag omdøbt til Bi-å-va National Park. Videre mod Eden. Fem forskellige steder i alt, før de endte i Victoria. På flere af disse steder blev begge piger voldtaget, gentagne gange, af begge mænd. Jeg siger det så direkte, fordi det er, hvad der skete, og fordi en pyntet version af den nat ville være en løgn om, hvad de to piger blev udsat for. Jeg går ikke længere ned i det, end kilderne selv gør — men jeg lægger heller ikke en dæmper på det. Ved stedet i Ben Boyd National Park efterlod de en lommelygte, der tilhørte Lauren, og en tampon. Et andet spor — et lille, pink fjernsyn, smidt langs vejen et sted på ruten — blev også fundet og indgik siden i efterforskningen; kilderne siger ikke præcis, hvordan det hang sammen med resten. Sammen med lommelygten og tamponen blev det en del af beviserne mod de to mænd. Otte timer. Flere lokationer. To fremmede mænd, der havde al den tid, der skulle til, og et landskab, hvor ingen kunne se eller høre noget som helst. Om morgenen, den 6. oktober, kørte de to mænd med pigerne videre over grænsen til delstaten Victoria, til et sted, der hedder Fid-lers Grin Krik. Det var derfor Victoria, ikke New South Wales, hvor selve bortførelsen var startet, der endte med at rejse tiltale og føre sagen for retten. Klokken var omkring otte om morgenen. Mændene beordrede pigerne til at vaske sig i åen — for at fjerne spor. Så blev de bundet. Lauren blev bundet på hænder og fødder ved åens kant. Nichole blev bundet til et træ, omkring 30 meter derfra. Bek-it forsøgte først at drukne Lauren i åen. Da hun sprøjtede vand på ham, tog han en kniv frem og stak hende i halsen — og skar sig selv i tommelfingeren i samme bevægelse. Retsformanden, dommer Frank Vincent, sagde det senere direkte til Bek-it i retten: han havde stukket Lauren, fordi han "blev irriteret over, at hans knæ blev vådt," mens han forsøgte at drukne hende. Nichole blev skåret over halsen flere gange og stukket i brystet. Hun overlevede skaderne længe nok til, at Bek-it derefter slog og sparkede hende, indtil hun ikke bevægede sig mere. Dommer Vincent, der havde arbejdet med grov vold i næsten 40 år på det tidspunkt, sagde det selv sådan ved domsafsigelsen — ifølge en kilde, der gengiver hans skriftlige domsbegrundelse, som løb over 27 sider: "I en omfattende karriere med vold, som nu strækker sig over næsten 40 år, tror jeg ikke, jeg nogensinde har hørt en mere forfærdelig eller gribende beskrivelse af et menneskes død." Den præcise ordlyd har jeg ikke selv kunnet bekræfte mod den oprindelige retsafgørelse, kun mod en sekundær kilde, der citerer den — så tag den som gengivet, ikke som en verificeret ordret transskription. Beviserne mod Ka-mi-le-ri var blandt andet et spor af sæd på Laurens trøje — en DNA-profil, retsteknikeren Maxwell Jones senere vurderede var "sjældnere end én ud af en million" i den victorianske befolkning. De to mænd kørte videre mod Canberra og Sydney. De brændte blodige tøjrester og reb ved et udsigtspunkt på Monaro Highway. De kastede knivene ud fra en bro i Canberra, ned i søen Lake Burley Griffin. De brugte flere timer på at rengøre bilen. Et vidne meldte senere til politiet, at hun omkring klokken 23.45 samme aften havde hørt skrig fra en bil, der kørte hurtigt forbi nær Tath-ra. Samme eftermiddag, den 6. oktober, fandt en lokal mand, Alan Lane, en trøje og en flannelskjorte omkring en kilometer fra lejrpladsen — i den modsatte retning af der, hvor pigerne havde sagt, de var på vej hen. Det var pigernes tøj. Politiet, Bi-ga Volunteer Rescue Squad, den frivillige redningstjeneste fra Na-ru-ma og SES-frivillige fra Ber-ma-gwi, Eden og Bi-ga, sammen med hundredvis af frivillige og familiemedlemmer, ledte i dagene og ugerne, der fulgte — med fokus på Evans Hill mellem Kalaru og Tath-ra, med sporhunde og politiets helikopter, Polair, sat ind fra allerede den 6. oktober. Selve eftersøgningen blev midlertidigt indstillet på andendagen på grund af kraftig regn og dårligt udsyn, og genoptaget dagen efter. I det kuperede landskab omkring Bi-ga og Kalaru fandt de intet som helst mere. I lokalsamfundet gik der i starten rygter om, at pigerne var stukket af hjemmefra, eller måske havde sluttet sig til et kollektiv. Laurens far, Garrett Barry, sagde til pressen dengang, at der ikke var nogen grund til at tro, pigerne var stukket af. Hun ringede altid, sagde han, for at fortælle, hvor hun var — det var ikke hende. Han beskrev hende som en glad, udadvendt pige, der tænkte sig om. I fem uger vidste ingen, hvad der var sket. Ingen krop. Intet gerningssted. Kun en trøje, fundet i en grøftekant, og en by, der holdt vejret. Den 25. oktober 1997 fandt politiet en stjålet bil, Bek-it havde kørt i, parkeret i Canberra — med kort over Bi-ga-området liggende i den. To dage senere, den 27. oktober, blev Bek-it anholdt. Ikke for drab — kun for biltyveri. Dagen efter blev Ka-mi-le-ri afhørt. Begge nægtede at have noget med pigernes forsvinden at gøre. Efterforskningen ledtes af kriminalassistent Mark Winterflood, med kriminalassistent Stewart Gray som en central kraft i den. Ifølge en australsk regionalavis var de fleste andre spor ved at løbe ud, og taskforcen var tæt på at blive opløst, da et lille, mærkeligt spor pludselig fik betydning: et stort pink fjernsyn, som et vidne havde set ligge smidt langs vejen nær det sted, pigerne blev bortført. Gray havde en teori: skulle to mænd have plads til to piger i bilen, måtte de have fjernet noget for at få plads. Fjernsynet kunne være det, de smed ud. En anden kilde beskriver i stedet fjernsynet som noget, der kan have været brugt som et lokkemiddel eller en undskyldning for at standse bilen — kilderne er ikke enige om præcis, hvorfor fjernsynet lå dér, kun om, at det gjorde, og at det endte med at blive selve nøglen til sagen. Da Winterflood nævnte det pink fjernsyn under et forhør med Bek-it, skiftede Bek-it — indtil da afslappet — pludselig karakter. Politiet sporede fjernsynet gennem flere tidligere ejere via dets serienummer og fandt det til sidst i Bemboka, malet sort, men med et serienummer, der stemte. Med fjernsynet, der nu placerede begge mænd på gerningsstedet, gik Winterflood ind til endnu et forhør. Under en cigaretpause tilstod Bek-it over for fængselsbetjentene, der fulgte ham — og da han kom tilbage til forhørslokalet, grædende, tilstod han for alvor. Den 12. november 1997 førte han selv politiet til Fid-lers Grin Krik. Der, i åen og ved bredden, fandt politiet det, der var tilbage af Lauren Barry og Nichole Collins. Fem uger og en dag efter, de var forsvundet fra teltpladsen. Leslie Ka-mi-le-ri var 28 år, født i Liverpool i det vestlige Sydney. Han havde en lang kriminel fortid, der gik tilbage til han var omkring 12 — tyveri, biltyverier, indbrud, mere end 100 domme i alt inden udgangen af firserne. I 1995 blev han sigtet for seksuelt misbrug af et 11-årigt barn — ti anklagepunkter. Retssagen om det blev afbrudt i september 1997, kun tre uger før mordene på Lauren og Nichole, fordi dommeren vurderede, at noget af det, der var sagt i retten, var for forudindtaget. Ka-mi-le-ri blev løsladt som følge af det. Dage før mordene var han desuden netop blevet sigtet for endnu et seksuelt overgreb, denne gang mod sin samlevers datter. Han var det fjerde af seks børn, født i Liverpool i maj 1969. Han havde en svær opvækst. Han mødte først sin biologiske far, da han var 13. Han levede som gadebarn i King's Cross-kvarteret i Sydney, mellem han var omkring 10 og 12 år gammel, før han blev bragt tilbage til en ungdomsinstitution. En psykiatrisk rapport fra 1993 beskrev hans opvækst som forsømt, prægede af social isolation og voldsomme raserianfald. Lindsay Bek-it var 23, opvokset i New Zealand, bosat i Yass i det sydlige New South Wales. Han var, ifølge kilderne, selv et resultat af en voldtægt — hans mor var 15, da han blev født — og voksede op med en alkoholisk stedfar, der mishandlede ham. Han drak og røg hash fra han var 13, og rejste til Australien som teenager. Ifølge én kilde havde Bek-it tidligere en kæreste, han rutinemæssigt slog og voldtog — en påstand, der kun findes i denne ene kilde, og som kvinden selv ikke har udtalt sig offentligt om. Han var, ligesom Ka-mi-le-ri, en erfaren biltyv — de to mænd havde tilsammen over 200 domme. Han var allerede løsladt mod kaution for en anden sigtelse om seksuelt overgreb, da mordene på Lauren og Nichole fandt sted. Han var desuden pålagt at melde sig hos en tilsynsværge — noget han ikke gjorde, uden at nogen fulgte op på det. Han havde samlet sig 54 sigtelser for kørsel uden kørekort. To mænd, der begge var ude på kaution eller løsladt efter afbrudte sager, mens systemet omkring dem så en anden vej. De to mænd havde kendt hinanden i et par år, gennem biltyveri. Ka-mi-le-ri, fem år ældre, beskrives i retsdokumenterne som den dominerende af de to. Bek-it omtales som en mand med lavere begavelse, der "faldt under indflydelse af en langt stærkere personlighed." Ved en høring inden domsafsigelsen kom det desuden frem, at de to mænd omkring tre uger før mordene på Lauren og Nichole havde bortført og voldtaget en 19-årig kvinde. Hun blev holdt fanget i omkring 12 timer og slap væk ved at gemme sig i et vombathul. Tre uger. Det er den afstand, der var mellem den kvinde, der slap væk, og de to piger, der ikke gjorde. Lindsay Bek-it erkendte sig skyldig i to tilfælde af drab den 26. juni 1998 — en tilståelse, der betød, at Lauren og Nicholes familier ikke skulle igennem en fuld retssag om hans del af det, der var sket. Den 20. august 1998 idømte retten ham to sammenfaldende livstidsdomme — med en afsoningstid uden mulighed for prøveløsladelse på 35 år, dengang en af de længste, nogensinde afsagt i Australien. Bek-it bliver tidligst kandidat til prøveløsladelse omkring 2033. Leslie Ka-mi-le-ri nægtede sig skyldig. Retssagen mod ham løb fra februar til april 1999. 70 vidner blev afhørt — deriblandt Bek-it selv, der vidnede mod sin tidligere medskyldige i fem dage, og forklarede, hvordan Ka-mi-le-ri havde beordret ham til at dræbe pigerne og truet med at slå ham selv ihjel, hvis han nægtede. Ka-mi-le-ris eget forsvar var, at han havde sovet det meste af natten, påvirket af heroin, og at det var Bek-it alene, der havde dræbt pigerne, mens han selv, ifølge sin egen forklaring, havde "kørt begge piger hjem." En psykolog vidnede desuden om, at Ka-mi-le-ri led af paranoid skizofreni, at han havde selvmordstanker, og at han var bange for at komme i fængsel. Anklagemyndigheden fremlagde blandt andet en trøje med Ka-mi-le-ris DNA fundet nær Old Wallagoot Road, og kort over Bi-ga-egnen fundet i den stjålne bil. Den 19-årige kvinde, de havde bortført og voldtaget tre uger før mordene på Lauren og Nichole, vidnede også — som såkaldt lignende-sag-bevis, der skulle vise rettens medlemmer, hvordan de to mænd handlede sammen, når de fik en kvinde i deres magt. Juryen brugte 48 timer på at nå frem til en afgørelse. Ka-mi-le-ri blev kendt skyldig. Den 27. april 1999 idømte retten ham livsvarigt fængsel, uden mulighed for nogensinde at blive løsladt. Begge piges fædre, Garrett Barry og Graeme Collins, var til stede i retten hver eneste dag under retssagen. Graeme Collins har sagt om det: "Jeg ville se ham i øjnene, sige: se på mig, jeg er Nicholes far." Han ankede. Anken blev afvist af appelretten i 2001. Han ankede igen, til Australiens højesteret. Den blev afvist i 2002. Sagen er dermed endeligt og uigenkaldeligt afgjort for begge mænd. Retsformanden sagde til Ka-mi-le-ri ved domsafsigelsen: "Ved at bruge den kontrol, du tydeligvis havde over din svagere, men lige så onde ledsager, beordrede du ham til at udføre handlinger..." — og videre: "Gennem dine egne handlinger har du forbrudt din ret til nogensinde at gå iblandt os igen." Én ting mere, som ikke er en del af denne sag, men som er værd at nævne: i 2012, mens han allerede afsonede sin dom for mordene på Lauren og Nichole, tilstod Ka-mi-le-ri et helt andet, tidligere drab — af en 13-årig pige ved navn Prue Bird i Melbourne i 1992. Han blev idømt yderligere 28 års fængsel for det i 2013. Det er en separat sag, med et andet offer, en anden delstat og et andet årti — nævnt her, fordi det er en del af, hvem manden er, ikke fordi det har noget at gøre med det, der skete med Lauren og Nichole. I australsk presse omtales han den dag i dag som "Bi-ga-skolepige-morderen" — selv i artikler om Prue Bird-sagen, som slet ikke handler om Bi-ga. Den 19. november 1997 holdt Bi-ga en mindehøjtidelighed i Littleton Gardens. Omkring 90 procent af byens forretninger lukkede den dag. Mere end 3.000 mennesker mødte op — i en by, der dengang havde et sted mellem 4.000 og 5.000 indbyggere. Højtideligheden blev ledet af en kaptajn fra Frelsens Hær, Rob Anderson. En af talerne beskrev Lauren som "en dygtig atlet med et smil, man kunne dø for," og Nichole som "altid højlydt og midtpunktet, hvor end hun var." Bi-ga High School indførte krisehjælp og indrettede stille rum til de elever, der havde brug for det. Ved Bek-its domsafsigelse råbte Nicholes mor, Delma, efter ham, da han blev ført ud af retssalen: at hun håbede, han ville rådne op i helvede. Efter retssagerne sagde Nicholes far, Graeme, til pressen, at familien nu bare så frem til at lægge "de grimme dele" bag sig og huske deres pige, som hun havde været. Han har også sagt om gerningsmændene: "I har taget vores piger... og hvad var meningen, egentlig? Det virkede bare så meningsløst." Om den påståede forbindelse til lovgivningen: sagen bliver ofte nævnt som en del af baggrunden for en stramning af kautionsreglerne i New South Wales i 1998. Jeg har undersøgt det grundigt, og den påstand holder ikke ved nærmere eftersyn — lovforslagets egen forklarende tekst fra 1998 nævner hverken sagen eller gerningsmændenes navne. Det, jeg derimod KAN bekræfte, direkte fra det australske parlaments egne referater, er noget andet og stærkere: i 2003, da delstatsparlamentet debatterede en ny lov om skærpede kautionsregler for gengangerkriminelle, tilegnede politikeren Mr. Tink lovforslaget til pigerne med ordene: "Jeg ønsker at tilegne dette lovforslag til Nichole Collins og Lauren Barry, skolepigerne fra Bi-ga, som blev brutalt myrdet for nogle år siden af en gengangerkriminel." Han tilføjede: "Helt tilbage i 1997 mistede Lauren Barry og Nichole Collins, to skolepiger fra Bi-ga, livet til en gengangerkriminel, der var løsladt mod kaution under kautionsregler for gengangerkriminelle, der ikke var bedre end dem, vi har i dag." Pigernes navne blev med andre ord brugt direkte i den australske lovgivningsproces, år efter deres død — det er dokumenteret, uanset hvad man kan sige om selve 1998-loven. I 2017, 20 år efter, stod Laurens storebror, Nathan, frem i lokale australske medier. Han var da 37. Han huskede sin søster sådan: "Mit tidligste minde om Lauren er, at vi legede sammen på vores grund... Vi var et godt team." Han fortalte, at han og Lauren lignede hinanden så meget, at folk altid vidste, de var søskende — "vi delte et særligt bånd, som tvillinger," sagde han. Han havde ventet med at få børn selv, til han var 35, og var flyttet tilbage til Bi-ga med sin kone og deres to sønner, Reace og Aroha. At flytte hjem igen kaldte han både "helende og konfronterende." Ifølge en anden kilde, forfatteren Caroline Overington, der har skrevet indgående om familierne, håndterede Nathan — der var 17 dengang — det i årene efter blandt andet ved at lukke minderne om sin søster ude. "Det var, og er stadig, den mest forfærdelige tragedie, der er sket i dette område," sagde han om sagen, 20 år efter. "Det mærkes stadig af dem, der var her dengang." "Jeg vil hellere blive og se mine dæmoner i øjnene, end løbe fra dem," sagde han. Laurens far, Garrett Barry, skrev selv offentligt til 20-års-dagen i 2017 og opfordrede til mere oplysning om vold mod kvinder: "Jeg sagde ikke noget imod det, så jeg er skyldig i at have ladet det råddenskab gro." Han vedligeholder den dag i dag et uformelt mindesmærke på Evans Hill i Bi-ga — en sten, malet med et Om-symbol, som han med jævne mellemrum maler om. To mænd, der begge var ude på kaution eller nyligt løsladt fra afbrudte retssager, fik lov at køre videre den aften i oktober 1997. Det er ikke en påstand om, hvad der burde være gjort anderledes — det er blot det, der stod i sagens akter, da det hele senere blev gennemgået. Systemet havde haft begge mænd i hånden, kort før det skete. Byen Kalaru, dér hvor pigerne steg ind i bilen den aften, blev ifølge lokale kilder aldrig helt den samme igen. Begge domme har stået ved magt, siden den sidste appelmulighed blev afvist i 2002. Ka-mi-le-ri kommer aldrig ud. Bek-it kan tidligst søge om prøveløsladelse i 2033. Næste uge er det Halloween — og jeg markerer det med en særlig udgave. Jeg tager dig med til Texas, til en far, der gik rundt om hjørnet med sin søn den 31. oktober 1974 — og som selv havde fyldt godteposen med gift en måned forinden. Det er sagen, der skabte den frygt, amerikanske forældre stadig bærer rundt på hvert eneste år: frygten for det forgiftede slik. Historien om, hvor den frygt egentlig kommer fra, er ikke den, de fleste tror. Det hører du mere om på torsdag. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker

    Jesús Gerardo, Irineo Francisco og Ángel Jesús & Ary Gisell Silva

    I april 2024 kørte to australske brødre og deres amerikanske ven sydpå fra San Diego for at surfe. De slog telt op på en klint ved Punta San José, omkring 80 kilometer syd for Ensenada. Fem dage senere blev de fundet i bunden af en brønd på en forladt ejendom.

    Der lå fire mænd i den brønd. Den fjerde ved ingen stadig, hvem er.

    Den 16. oktober 2026 fik tre mænd 158 år og 9 måneder hver i en retssal i Ensenada. Det her afsnit handler om, hvad de dræbte dem for.

    KILDER OG RESEARCH


    • ABC News (Australien), 9., 12. og 26. september samt 17. oktober 2026
    • Courthouse News — retsreportager fra Ensenada, herunder retsmedicinerens vidneudsagn
    • Infobae / AFP, 17. oktober 2026
    • CBS News, 7. september 2026 og 21. november 2025
    • The New Daily (Australien), 7. maj 2024
    • Al Jazeera, 10. oktober 2026

    TRANSSKRIPTION


    RONALD CLARK O'BRYAN

    Halloween 1974, Texas. En 8-årig dreng får en godbid af sin far på vej hjem fra at gå fra dør til dør. Under en time senere er han død.

    Politiet frygter først det, forældre over hele Amerika frygter netop den aften: en fremmed, der har forgiftet fremmede børns slik. Det er ikke det, der er sket.

    Om sporet, der førte tilbage til en, ingen havde mistanke til — og den frygt, der stadig sidder i amerikanske forældre, 50 år efter, bygget på netop denne ene sag.

    KILDER OG RESEARCH

    • CourtListener – O'Bryan v. State (1979) — dommen fra Texas' appeldomstol
    • UPI's arkiver, marts 1984 — samtidige artikler omkring henrettelsen
    • Wikipedia – engelsk — samlet kronologi
    • A&E – "The Haunting Legacy of Ronald Clark O'Bryan" — retrospektiv om sagen og dens eftervirkning
    • Joel Best – "Halloween Sadism" — akademisk forskning om myten om forgiftet Halloween-slik

    TRANSSKRIPTION

    Dette afsnit handler om et barns død, forgiftet af sin egen far. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Klokken var lidt i ni om aftenen den 31. oktober 1974, i et soveværelse i Pasadena, Texas, syd for Houston. En 8-årig dreng var lige kommet hjem fra at gå Halloween rundt i kvarteret. Før sengetid ville han have en godbid — et kæmpestort rør af farvet sukker, en såkaldt Pixy Stix. Han sagde, den smagte bittert. Hans far gav ham noget sødt at skylle den ned med. Under en time senere var drengen død. Og politiet troede først, det var netop det, forældre over hele landet frygtede allermest den aften: at en fremmed havde forgiftet slik til børn, han aldrig havde mødt. Det var ikke det, der var sket. Han hed Ronald Clark O'Bryan. Født 19. oktober 1944, 30 år gammel i efteråret 1974. Han arbejdede som optiker hos kæden Texas State Optical, ifølge én kilde i firmaets butik i Houston- bydelen Sharpstown, og han var samtidig diakon og korsolist i Second Baptist Church i Deer Park — en af de forstæder til Houston, familien boede i. Blandt naboer og kirkegængere blev han, ifølge flere kilder, opfattet som en søjle i lokalsamfundet: en mand, andre forældre gerne lod sine børn gå Halloween rundt sammen med. Under overfladen så det anderledes ud. Ifølge selve retsafgørelsen i sagen havde han en ugentlig nettoløn på omkring 150 dollars, skyldte 2.000 dollars på et misligholdt lån, 800 dollars til det offentlige, og var otte måneder bagud med sine bilafdrag på 149 dollars om måneden. Flere sekundære kilder tegner et endnu dystrere billede — at han skulle have haft omkring 21 forskellige job på lidt over ti år, og at hans arbejdsgiver hos Texas State Optical på det tidspunkt mistænkte ham for tyveri og var tæt på at fyre ham. Det samlede gældsbeløb varierer voldsomt fra kilde til kilde, fra 20.000 til over 100.000 dollars — kun de mindre, konkrete gældsposter ovenfor er direkte bekræftet i selve retsafgørelsen, så jeg holder mig til dem. Det, der står klart uanset hvilket tal man bruger, er et billede af en mand, der udadtil fremstod stabil og velanset, men som indadtil var presset af gæld, han ikke kunne se nogen udvej fra. Han var gift med Daynene O'Bryan. Sammen havde de to børn: Timothy, 8 år, og en datter, Elizabeth — kilderne er ikke enige om, hvorvidt hun var 5 eller 6 år på det tidspunkt. Om Timothy selv som menneske — hvad han interesserede sig for, hvem hans venner var — findes der påfaldende lidt dokumenteret i de kilder, jeg har haft adgang til; det meste materiale om sagen handler om natten, han døde, og om retssagen bagefter, ikke om drengen selv. Det havde regnet den aften, den 31. oktober 1974, og derfor holdt gruppen sig til et begrænset område — gaderne Citation Street og Donerail Street i Pasadena, nabobyen til Deer Park. O'Bryan gik Halloween rundt sammen med familiens gode ven Jim Bates og hans børn, foruden Timothy og Elizabeth. Ved adressen 4112 Donerail Street — hjemmet hos Courtney og Carolyn Melvin — gik gruppen hen til døren for at bede om slik, ligesom ved alle de andre huse på ruten den aften. O'Bryan blev stående tilbage i mørket i omkring 30 sekunder, mens de andre gik hen til huset. Bates forklarede senere i retten, at han ikke så nogen åbne døren. Kort efter så han O'Bryan stå med mindst to kæmpestore Pixy Stix i hånden. O'Bryan delte dem ud — én hver til Timothy, Elizabeth, Bates' to børn, og en 10-årig dreng fra sin kirke, som gruppen mødte senere på ruten. Fem stykker slik i alt. En "giant Pixy Stix" var, og er stadig, et almindeligt amerikansk slikprodukt: et langt, tyndt rør — nærmest som et kæmpestort sugerør — fyldt med syrligt, farvet sukkerpulver, som børn typisk hælder direkte i munden. I 1974 var det en fast del af amerikansk Halloween-slik, og de store udgaver, kendt som "giant" eller "jumbo" Pixy Stix, kunne være over en halv meter lange. De fem rør, O'Bryan delte ud den aften, var alle blevet manipuleret på samme måde: de øverste cirka fem centimeter sukkerpulver var fjernet og erstattet med kaliumcyanid, hvorefter røret var lukket igen. Her lå det første tekniske spor, der siden blev afgørende: producenten bekræftede, at rørene fra fabrikken altid blev lukket ved varmeforsegling — aldrig med en hæfteklamme. De fem manipulerede rør var alle lukket med netop det: en hæfteklamme. Det var ikke en fabriksfejl. Nogen havde åbnet dem, ændret indholdet, og lukket dem igen. Ved sengetid ville Timothy have slik. Han valgte Pixy Stix'en. Pulveret sad fast, komprimeret af manipulationen, og han havde svært ved at få det ud — hans far hjalp ham med at åbne røret. Timothy sagde, det smagte dårligt, bittert. O'Bryan gav ham derefter noget Kool-Aid at skylle smagen ned med. Kort efter begyndte Timothy at kaste op. Så fulgte kramper. Han døde inden for omkring en time. Retsmedicineren, Harris Countys chef-retsmediciner Dr. Joseph A. Jachimczyk, udførte obduktionen. Ifølge flere kilder var det lugten af bitre mandler fra drengens mund, der først fik ham til at mistænke cyanid. Væske udsuget fra Timothys mave indeholdt 16 milligram cyanid; en blodprøve viste 0,4 milligram — mod en angivet dødelig dosis for mennesker på mellem 0,2 og 0,3 milligram. En patolog vidnede under retssagen, at dosis alene var nok til at slå to voksne ihjel. Hver af de fire andre, uspiste Pixy Stix indeholdt ifølge samme vidneforklaring nok cyanid til at slå tre til fire voksne ihjel hver. De fire andre stykker slik blev fundet og inddraget, før noget af de andre børn nåede at spise dem. Ifølge anklageren i sagen, Mike Hinton — en detalje, jeg kun har fundet i én kilde — blev et af børnene fundet sovende i sin seng, stadig med det uåbnede rør i hånden; barnet havde ganske enkelt ikke været stærkt nok til at åbne hæfteklammen. Sagen begyndte som et almindeligt opkald om et dødsfald på hospitalet. Ifølge én detaljeret kilde var det en ung Pasadena-betjent, Bill Lanier — dengang med omkring ni måneders erfaring i tjenesten — der først blev sendt derhen. Politiet havde i første omgang ingen grund til at mistænke faderen. Mistanken opstod, da efterforskerne begyndte at spore slikkets vej og fandt ud af, at ruten kun havde dækket to gader — og at ingen af husene på den rute havde delt Pixy Stix ud den aften. O'Bryan kunne i første omgang ikke huske præcist, hvilket hus han havde fået slikket fra. Efter flere gennemgange af ruten sammen med politiet landede han på familien Melvins hus, og forklarede, at en usynlig person havde rakt slikket ud gennem en revne i en næsten lukket, mørklagt dør — en "behåret arm," som han beskrev det, uden ansigt eller stemme, han kunne genkende. Historien holdt ikke. Courtney Melvin arbejdede som lufttrafikleder i Hobby Airport i Houston. Han havde forladt hjemmet klokken halv to om eftermiddagen og var først tilbage omkring klokken 23 — bekræftet af mere end 200 kolleger på arbejdspladsen, som alle kunne redegøre for hans tilstedeværelse på arbejde time for time gennem hele vagten. Der var ingen hjemme i huset på noget tidspunkt den aften. Ingen delte Pixy Stix ud fra den adresse. Familien Melvin havde aldrig ejet den slags slik. Det var, med andre ord, ikke bare et svagt alibi — det var et af de mest vandtætte alibier, der findes i sagens akter: 200 uafhængige vidner, der alle pegede samme vej. I august 1974 — over to måneder før Halloween — begyndte O'Bryan at stille usædvanlige spørgsmål om cyanid på sin arbejdsplads, selvom stoffet ifølge vidneforklaringer ikke havde været brugt i optikerfaget i over 20 år. Han ringede til Bobby Terry, ansat hos Arco Chemical Company, foregav at tage et kemikursus og spurgte ind til, hvor stor en dosis cyanid der skulle til for at slå et menneske ihjel. Han opsøgte desuden Curtin Matheson Scientific, et kemikalieforhandlerfirma i Houston, hvor sælgeren David Lee Jackson huskede, at O'Bryan ville købe cyanid — men trak sig, da han fik at vide, at den mindste tilgængelige mængde var en beholder på fem pund, langt mere end nogen privatperson ville have legitim brug for. For stort et kvantum, sagde han, og gik uden at købe noget. Jacksons vidneudsagn, herunder hans genkendelse af O'Bryan i selve retssalen, blev siden et omdiskuteret punkt under ankesagerne — men blev aldrig underkendt. Politiet fandt aldrig ud af, hvor eller hvordan han rent faktisk skaffede det cyanid, der dræbte Timothy. Kolleger og venner vidnede desuden om, at han i månederne op til drabet havde udvist en usædvanlig interesse for cyanids giftighed — én kilde, en kemiker, huskede at være blevet spurgt om det allerede sommeren 1973, hvilket ikke stemmer helt overens med de øvrige, senere daterede henvendelser; jeg nævner det med det forbehold. Fra januar 1974 begyndte O'Bryan at tegne livsforsikringer på begge sine børn — uden at hans kone efter alt at dømme var fuldt informeret om eller havde givet sit samtykke til det. I slutningen af september eller begyndelsen af oktober 1974, omkring en måned før Halloween, købte han policer på 20.000 dollars på hvert barn. Ifølge et samtidigt nyhedstelegram fra 1984 havde han dermed tredoblet sin søns livsforsikring til i alt 31.000 dollars kort før drabet — andre kilder nævner højere samlede beløb, op mod 60.000 dollars, men jeg holder mig til den laveste, mest samtidige kilde. Om morgenen den 1. november — dagen efter Timothys død — ringede O'Bryan til sit forsikringsselskab for at spørge, hvordan han fik udbetalt pengene, og henvendte sig samme dag i banken angående forsikringssummen. Han bestilte seks dødsattester. Ifølge svoger og svigerinde, der vidnede under retssagen, talte han allerede omkring begravelsen om, hvad forsikringspengene skulle bruges til — ferie, huset, regninger. Ifølge rettens egen gengivelse af vidneudsagnene fremstod O'Bryan da også "tydeligt sørgende" offentligt, i kirken og over for naboer, i dagene efter Timothys død. Det stod i skarp kontrast til de samtaler om forsikringspenge, familien beskrev bag lukkede døre — en uoverensstemmelse mellem det, han viste udadtil, og det, han gjorde privat, som anklagemyndigheden brugte aktivt i retssagen som bevis for overlæg. O'Bryan blev anholdt 5. november 1974, fem dage efter drabet. Han blev tiltalt for ét tilfælde af overlagt drab, på Timothy, og fire tilfælde af drabsforsøg, på de fire andre børn, der havde fået udleveret forgiftet slik — en sigtelse, der afspejlede, hvor tæt på en langt større katastrofe sagen reelt havde været. Han erklærede sig ikke skyldig i noget af det. Retssagen begyndte 5. maj 1975 i Houston. Anklagemyndigheden byggede sin sag op omkring Melvin-familiens vandtætte alibi, vidneudsagnene om O'Bryans cyanid-forespørgsler, retsmedicinerens fund, og hustruen Daynenes vidneudsagn om, at O'Bryan havde presset Timothy til at vælge netop den slikpose, og om samtalerne om forsikringspengene omkring begravelsen. Daynene vidnede desuden, at hun ikke var blevet fuldt informeret om flere af de forsikringspolicer, hendes mand havde tegnet på børnenes liv — hun havde med andre ord ikke selv haft nogen del i beslutningen om at forsikre Timothy og Elizabeth for de beløb. Forsvaret forsøgte sig med den udbredte forestilling om en anonym "Halloween-sadist," der tilfældigt forgiftede slik til fremmede børn — en idé, retten selv siden bemærkede, at der ikke fandtes et eneste dokumenteret eksempel på, nogensinde, før netop denne sag. Den 3. juni 1975 brugte juryen 46 minutter på at finde O'Bryan skyldig i alle fem anklagepunkter. Derefter brugte de 71 minutter på at fastsætte straffen: dødsstraf. Texas' øverste straffeappelret stadfæstede dommen og dødsstraffen den 26. september 1979. Retten skrev i sin egen kendelse: "En mere kalkuleret og koldblodig forbrydelse end den, ankemanden er dømt for, er svær at forestille sig." Clyde DeWitt, dengang anklagemyndighedens repræsentant i ankesagen, har årtier senere i et interview selv genkaldt sit mundtlige indlæg for appelretten — efter eget udsagn sluttede det med noget i retning af: "Hvis disse kendsgerninger ikke understøtter juryens dødsdom, vil der aldrig findes kendsgerninger, der gør." Det er hans egen, sent genfortalte erindring om, hvad han sagde — ikke et ordret citat fra selve retsmødet i 1979. Han har desuden sagt, mere direkte citerbart: "Jeg kan ikke forestille mig en forbrydelse mere forkastelig end at dræbe sit eget barn for penge." Forsvaret havde blandt andet gjort gældende, at tre potentielle jurymedlemmer — i sagens akter navngivet Wells, Pfeffer og Bowman — uretmæssigt var blevet udelukket, fordi de modsatte sig dødsstraf; retten afviste indsigelsen. Én dommer i panelet, Clinton, tog dog forbehold og var uenig i flertallets vurdering af, om beviserne var tilstrækkelige til at fastslå, at O'Bryan udgjorde en fremtidig fare — et af de lovpligtige spørgsmål, en Texas-jury skal tage stilling til ved en dødsdom. USA's højesteret afviste at behandle sagen i 1980. Der fulgte flere års føderale appelrunder. En henrettelse berammet til 31. oktober 1982 — ottendeårsdagen for drabet, og hvad der ville have været Texas' allerførste henrettelse ved giftindsprøjtning — blev udsat i sidste øjeblik, den 27. oktober 1982. Den føderale appelret stadfæstede i august 1983 afvisningen af alle hans resterende indsigelser. Et allersidste forsøg på at få henrettelsen udsat, med den juridiske påstand at giftindsprøjtning udgjorde en forfatningsstridig, unormal straf, blev afvist af en føderal dommer 28. marts 1984. Ronald Clark O'Bryan blev henrettet ved giftindsprøjtning i De forenede staters ældste fængsel, Walls-fængslet i Huntsville, Texas, klokken 00:48 natten til 31. marts 1984 — ni et halvt år efter drabet på hans søn. Fængselsinspektør Jack Pursley gav ordre til, at henrettelsen kunne gennemføres. O'Bryan gik i stå inden for omkring to minutter og blev erklæret død omkring otte minutter efter injektionen begyndte. Henrettelsen var blandt de tidligste ved giftindsprøjtning i både Texas og USA — delstaten havde først indført metoden i 1977, og O'Bryans blev ifølge samtidige telegrammer beskrevet som landets fjerde henrettelse ved giftindsprøjtning nogensinde. Hans sidste måltid bestod blandt andet af en bøf, pommes frites, majs, ærter, salat og en tærte. Hans tidligere hustru, Daynene, sagde til pressen: "Det er slut. Det er slut. Det er fint. Retfærdigheden har været langsom undervejs, men den er sket." Hans egen far fastholdt sønnens uskyld: "Han skal have en ordentlig begravelse. Ingen søn af mig skal begraves i en dømt forbryders grav." Familien Bates, der havde gået Halloween rundt sammen med O'Bryan den aften i 1974, sagde: "Ron O'Bryan fik det, han fortjente." Uden for fængslet stod omkring 300 demonstranter — en blanding af modstandere af dødsstraf, deriblandt bedende nonner, og tilhængere, hvoraf nogle svingede med Pixy Stix og råbte "Trick or treat" og kastede slik efter de andre demonstranter. Ifølge én kilde valgte anklageren i sagen, Mike Hinton, selv at tilbringe aftenen med at tage på fisketur langt fra Huntsville, i stedet for at overvære henrettelsen. O'Bryan afgav en sidste udtalelse, hvor han kaldte det, der skete, forkert, men sagde, at mennesker begår fejl, og at han tilgav alle involveret i hans død. Han tilstod aldrig og fastholdt sin uskyld til det sidste. Sagen udløste med det samme landsdækkende presseomtale og en frygt, der rakte langt ud over Texas. I lokalområdet afleverede forældre deres børns Halloween-slik til politiet af skræk for, at det kunne være forgiftet. Pressen døbte O'Bryan "Candy Man" og "manden, der ødelagde Halloween" — anklageren i sagen, Mike Hinton, blev citeret for at kalde ham "manden, der ødelagde Halloween for hele verden." Men her er den vigtige nuance, som forskning i sagen siden har fastslået: sociologen Joel Best fra University of Delaware har i årtier kortlagt historier om "Halloween-sadisme" — fortællingen om fremmede, der tilfældigt forgifter børns slik. Hans forskning viser to ting. For det første fandtes frygten for forgiftet Halloween-slik allerede fra mindst 1958 — mange år før O'Bryan-sagen; den skabte altså ikke frygten fra bunden, den bekræftede og forstærkede en frygt, der allerede fandtes. For det andet, og vigtigere: O'Bryans forbrydelse var netop IKKE den frygt, den kom til at symbolisere. Det var ikke en fremmed, der tilfældigt forgiftede børn — det var en planlagt, overlagt drab begået af en far på sit eget barn, for forsikringspenge, camoufleret til at ligne noget andet. Ifølge Bests forskning og flere andre, der har gennemgået historien, er O'Bryans drab på Timothy praktisk talt det eneste dokumenterede, bekræftede tilfælde nogensinde af et barn dræbt via Halloween-slik — og det kom indefra familien, ikke udefra. Praksissen med at røntgenfotografere børns Halloween-slik på hospitaler, som mange kender fra amerikansk tv og film, knyttes af flere kilder mere direkte til en separat skræmmeepisode i New Jersey i 1982 — samtidig med de berømte Tylenol-cyanidforgiftninger i Chicago samme år — end til O'Bryan-sagen alene, selvom begge sager tilsammen fastholdt frygten i offentligheden i årtier. Røntgenologer har siden påpeget, at metoden reelt er symbolsk: et røntgenbillede kan opdage metalgenstande som nåle og barberblade, men aldrig gift. Den ville aldrig have afsløret det, O'Bryan gjorde. De langsigtede kulturelle følgevirkninger går videre end røntgenapparaterne. I Houston-området blev der allerede i 1975 arrangeret et organiseret Halloween-arrangement på forlystelsesparken AstroWorld, som et kontrolleret alternativ til at gå fra dør til dør — en tidlig forløber for det, der siden er blevet almindeligt i store dele af USA: skolefester, indkøbscentre med "mall trick-or- treating," og det, amerikanere i dag kalder "trunk-or-treat," hvor børn går fra bil til bil på en parkeringsplads i stedet for fra hus til hus. Reglen om aldrig at spise slik, der ikke er fabriksindpakket, er i dag en fast del af amerikansk Halloween-opdragelse — selvom der, ifølge Bests forskning, hverken før eller efter O'Bryan findes et eneste dokumenteret tilfælde af, at en fremmed har forgiftet et barn på den måde. Sagen nævnes fortsat den dag i dag i amerikanske mediers årlige Halloween-sikkerhedsdækning, over 50 år efter, og optræder blandt andet i kulturhistorikeren David J. Skals bog om Halloweens historie fra 2002. Timothy O'Bryan var 8 år gammel. Hans far var diakon, korsolist, en mand, andre forældre stolede nok på til at lade deres egne børn gå Halloween rundt sammen med. I 50 år har amerikanske forældre inspiceret deres børns Halloween-slik for tegn på, at en fremmed skulle have pillet ved det. Den frygt har rod i én eneste, dokumenteret død — og den død kom ikke udefra. Den kom fra manden, der gik ved siden af sin søn hele aftenen, holdt ham i hånden ved dørene, og til sidst hjalp ham med at åbne det rør, han selv havde fyldt med gift en måned forinden. Fire andre børn gik hjem den nat med samme slags slik i posen — Bates-familiens to børn, Elizabeth O'Bryan, og en dreng fra kirken, hvis navn ikke er bevaret i kilderne til dette afsnit. Ingen af dem nåede at spise det. Det er en tilfældighed, historien om denne sag sjældent dvæler ved: havde bare ét barn mere fået åbnet sit rør den nat, havde dødstallet været et andet. Ronald Clark O'Bryan blev henrettet ni et halvt år efter. Han tilstod aldrig. Motivet, derimod, er der aldrig blevet rejst nogen alvorlig tvivl om: 20.000 dollars pr. barn, på et tidspunkt hvor han ikke kunne betale sin bilafgift. Timothy fik aldrig at vide, hvem der lukkede hans slik igen med en hæfteklamme. Sagen mod hans far er der til gengæld intet uvist ved. Han blev henrettet klokken 00:48 natten til den 31. marts 1984 — og har været død i over 40 år. Næste uge er jeg tilbage i det faste format. Jeg tager dig med til Japan. Til en pige, der ringede hjem og sagde, hun havde det godt — mens fire mennesker stod ved siden af hende. Til en lov, der skulle skjule hendes gerningsmænds navne, og et blad, der besluttede sig for at bryde den alligevel. Det hører du mere om på torsdag. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker. 


    ERIN PATTERSON 

    Lørdag den 29. juli 2023 sætter fem mennesker sig til bords i en lille by i Australien. Der er beef wellington, kartoffelmos og grønne bønner. Godt en uge senere er tre af dem døde, og den fjerde kæmper for livet. Var det et frygteligt uheld — eller havde nogen ved bordet villet det? Et ekstraafsnit om en af de mest omtalte sager i Australiens historie, hvor der fredag den 30. oktober 2026 faldt en ny afgørelse.


    KILDER & RESEARCH 

    • ABC News: appeldommen, 30/10-2026: https://www.abc.net.au/news/2026-10-30/erin-patterson-loses-mushroom-murder-convictions-appeal/107326714 
    • ABC News: beviserne, der fældede hende, 8/7-2025: https://www.abc.net.au/news/2025-07-08/erin-patterson-murder-guilty-verdict-trial-evidence/105504308 
    • WHO: om giften i grøn fluesvamp: https://inchem.org/documents/pims/fungi/amatox.htm 
    • Wikipedia: hele sagen samlet: https://en.wikipedia.org/wiki/Leongatha_mushroom_murders

    TRANSSKRIPTION

    Lørdag den 29. juli 2023 satte fem mennesker sig til bords i et hus i en lille by i det sydøstlige Australien. Der var beef wellington, kartoffelmos og grønne bønner. Før de spiste, bad de bordbøn. Godt en uge senere var tre af dem døde. Deres lever var gået til grunde indefra. Den fjerde lå i respirator, og lægerne troede, han ville dø. Hvad var der i maden? Var det en giftig svamp fra et supermarked — og lå der i så fald flere af dem på hylderne derude? Det var præcis det, sundhedsmyndighederne frygtede. Var det et frygteligt uheld i et helt almindeligt køkken? Eller havde nogen ved det bord villet det her? Og hvorfor endte kun fire af de fem på intensivafdelingen? De spørgsmål skulle ende i det, et australsk magasin kaldte århundredets retssag. Og fredag den 30. oktober 2026 faldt der en ny afgørelse i sagen. Du lytter til Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda. Det her er et ekstraafsnit. Fredag den 30. oktober 2026 faldt der en ny afgørelse i en af de mest omtalte sager i Australiens historie. Hvad den gik ud på, kommer vi til. Men for at forstå, hvorfor den betyder noget, skal vi tilbage til lørdag den 29. juli 2023 — til et hus i den lille by Leongatha, et par timers kørsel sydøst for Melbourne. Hvem var de fire gæster, der satte sig til bords den dag? Don og Gail Patterson var begge 70 år. Don havde været lærer — venner i England har kaldt ham "en virkelig inspirerende lærer". I en periode boede familien i Botswana i det sydlige Afrika, og dér lærte Gail selv børnene at læse og skrive gennem en brevskole, hvor undervisningen kom med posten. I familien og blandt vennerne var hun berømt for sine havrekiks, sine små pandekager og sin pavlova — en marengskage med flødeskum og frugt. De var begge dybt troende kristne og en fast del af livet i Korumburra, en by få kilometer fra Leongatha. Deres søn Simon har beskrevet dem som et team, der gik gennem livet sammen og altid arbejdede på at holde fast i hinanden. Når de skiltes, vinkede de altid farvel til hinanden. For, som Simon har sagt: "En dag ville det være det sidste vink." En ven af parret i Kina har kaldt dem "de venligste, de blideste sjæle, jeg nogensinde har mødt". Gails yngre søster hed Heather Wilkinson. Hun var 66 år og arbejdede som støttepædagog på Korumburra Secondary College, byens skole for de 12- til 18-årige. Skolens tidligere leder, Peter Biggins, har kaldt hendes evne til at nå eleverne "bemærkelsesværdig". "Heather handlede om at tage sig af mennesker og hjælpe dem," har han sagt. Hendes søn David har fortalt, at hun "elskede at grine og have det sjovt", at hun var "kompromisløs, men fuld af nåde", og at hun "betragtede moderskabet som en vidunderlig gave". Ifølge David var det Don og Gail, der havde været afgørende for, at Heather fandt sin tro. Heathers mand var Ian Wilkinson, 69 år. Han var præst i baptistkirken i Korumburra og havde været præst i næsten 25 år. Han og Heather havde været gift i over fyrre år. To søstre og deres mænd. Fire mennesker, der var familie. Og hvem var den femte ved bordet — kvinden, der havde inviteret dem? Erin Patterson var 48 år. Hun var vokset op i Glen Waverley, en forstad til Melbourne, var uddannet revisor og havde en overgang arbejdet som flyveleder. Hun mødte Simon Patterson i november 2004 gennem fælles venner på kommunekontoret i Monash i Melbourne, hvor hun arbejdede for dyreværnsorganisationen RSPCA. De var venner først. Erin har senere fortalt, at hun dengang var "fundamentalistisk ateist", og at hun prøvede at få Simon, der var kristen, til at opgive sin tro. Det gik den anden vej. I juli 2005 blev de kærester, og Erin begyndte at gå til bibelstudier med Simons familie og venner. Hun har fortalt om en gudstjeneste, der for hende var "en spirituel oplevelse". Den blev ledet af Ian Wilkinson. Manden, der stod for den gudstjeneste, var altså den samme mand, der i 2023 skulle sidde ved hendes bord. I 2006 arvede Erin omkring to millioner australske dollars efter sin bedstemor. I begyndelsen af 2007 blev hun og Simon forlovet, og Don og Gail var de første, der fik det at vide. De blev gift i juni samme år. Erins forældre var i udlandet og kunne ikke være med, så det var Ian Wilkinsons søn, der fulgte hende op ad kirkegulvet. Efter brylluppet gav de deres ejendele væk og kørte rundt i Australien. De slog sig ned i Western Australia, i den modsatte ende af landet, hvor de boede i omkring seks år. Simon arbejdede for kommunen, og Erin åbnede et antikvariat i den lille by Pemberton. I 2009 fik de en søn. Fødslen var ifølge Erin "meget traumatisk", og hun udskrev sig selv fra hospitalet imod lægernes råd. Don og Gail rejste til Perth for at hjælpe, og Erin har sagt, at Gail var "virkelig støttende". Samme år gik det galt første gang. Sidst i 2009 gik de fra hinanden — kun to år efter brylluppet. Det blev ikke sidste gang. "Det var anstrengt, der var spændinger," har Simon senere forklaret. "Det var altid hende, der gik fra mig." Erin har beskrevet det sådan: "Vi kunne bare ikke kommunikere godt, når vi var uenige." Ifølge Simon blev de uvenner om deres fælles ejendom, og Erin bad hans forældre om at mægle mellem dem. I 2013 flyttede de tilbage til Victoria for at bo tæt på Don og Gail, mens Erin ventede deres andet barn. To år senere, i 2015, gik de endegyldigt fra hinanden, med en økonomisk aftale og delt forældremyndighed. Men de blev aldrig skilt på papiret, og de forblev venner. Forholdet til svigerforældrene holdt også. Erin og Don delte, som Simon har sagt det, en kærlighed til naturvidenskab. Erin har selv kaldt det "en kærlighed til viden og læring". Da Gail en overgang havde problemer med helbredet, overtog Erin driften af Korumburras lokale nyhedsbrev, Burra Flyer, så Don og Gail kunne få en pause. Simon tog billederne. Erin hjalp også sine svigerforældre med at drive byens lokale udviklingsforening. Pengene var vævet ind i familien. Erin og Simon lånte penge ud til Simons søskende. Og da Erins egne forældre døde — begge af kræft, faderen omkring 2011 og moderen i 2019 — arvede hun og hendes søster blandt andet et strandhus. Så hvad var det, der gik i stykker? Det skete i 2022. Simon angav på sin selvangivelse, at de var separerede. Det fik betydning for Erins familieydelser fra staten. Og der opstod strid om børnebidrag: Erin søgte om det, og Simon bad hende trække det tilbage. "Hun var oprevet over det," har han sagt. Hvor oprevet, kan man læse i de beskeder, hun skrev til sine venner på nettet. Og hvem var de venner? Fire andre i en lille chat. De havde fundet hinanden i en Facebook-gruppe med omkring 2.000 medlemmer om en kendt australsk drabssag — en true crime-gruppe — og havde siden 2020 skrevet sammen og støttet hinanden. Mindst tre af dem havde aldrig mødt Erin i virkeligheden. For dem var hun, med en af venindernes ord, "en super-detektiv" og "en virkelig god researcher". Beskederne er siden kommet frem. I december 2022 skrev hun til dem: "Den her familie, jeg sværger ved fucking Gud." "Jeg er træt af det her lort, jeg vil ikke have noget med dem at gøre." "Nu ved jeg i det mindste, at de er håbløse." Dagen efter: "Jeg har ikke brug for noget fra nogen af de mennesker." Og, tilsyneladende om Simons mor: "Hvorfor er hun ikke forfærdet over, at hendes søn er sådan en taber, at jeg ikke havde andet valg end at kræve det?" Og: "Jeg troede, hans forældre ville have, at han gjorde det rigtige." I de to år op til frokosten udeblev Erin fra flere familiebegivenheder eller gik tidligt. I maj 2023 kom en invitation til Gails 70-års fødselsdag. Den kom for sent, mente Erin, og hun følte sig forbigået. Samme år beskrev hun selv forholdet til Simon som "funktionelt" — praktik omkring børnene, ikke mere. Hun følte, at Simon ikke ville have hende med i resten af familien. Sådan stod det til i familien Patterson i juli 2023. Og så kom invitationen. Hvorfor sagde de ja? Fordi Erin havde sagt, at det handlede om hendes helbred. Hun inviterede Don, Gail, Heather og Ian — og Simon — til frokost lørdag den 29. juli for at tale om det, hun i en besked kaldte en "alvorlig sag". Simon sagde nej. "Undskyld, jeg føler mig for utilpas ved at komme til frokost med dig, mor, far, Heather og Ian," skrev han. Erin svarede: "Det er vigtigt for mig, at I alle kommer i morgen. Jeg har brugt en lille formue på oksemørbrad til beef wellington." Hun havde også fortalt veninderne på nettet om frokosten på forhånd. En af dem, Daniela Barkley, har fortalt, at hun spøgte med, at hun selv hellere ville have en "tofu wellington". Simon kom ikke. De fire andre gjorde. I Gails kalender stod der: "Lunch at Erin's w Heather + Ian." Frokost hos Erin, med Heather og Ian. Hvad skete der ved bordet? Før de spiste, bad de bordbøn. Heather og Gail tilbød at hjælpe med at anrette maden. Erin afslog. "Tilbuddet blev afvist, og Erin anrettede," har Ian senere fortalt. På hver tallerken lå kartoffelmos, grønne bønner og en beef wellington — ikke én stor ret, man deler, men individuelle, indpakkede portioner, én til hver. Ifølge Ian fik de fire gæster maden på grå tallerkener. Erin spiste selv af en orange-brun. Heather bemærkede det senere over for Simon: Hun syntes, det var mærkeligt. Erin har afvist, at hun overhovedet ejede grå tallerkener, og Simon har selv sagt, at hun ikke havde meget service — hvilket kunne forklare det. Heather bad om at se spisekammeret. Ifølge Ian var Erin "meget modvillig". Han gik ikke selv med; han regnede med, at der rodede, og ville ikke gøre hende mere forlegen. Ian og Heather spiste hele deres portion. Don spiste sin egen — og halvdelen af Gails. Til dessert var der den kage og det frugtfad, Heather og Gail havde taget med. Og så kom det, de var kommet for. Erin fortalte, at hun havde fået konstateret kræft. Ian troede, det var i æggestokkene eller livmoderhalsen. "Det var ikke et indtryk," har han senere fastholdt. "Hun sagde direkte, at hun havde en form for kræft." Hun spurgte, hvordan hun skulle fortælle det til børnene. Don rådede hende til at være ærlig. Erin har forklaret det anderledes. Hun siger, at hun aldrig sagde, hun havde fået en diagnose — kun at hun var ved at blive undersøgt for kræft i æggestokkene og måske skulle i behandling. Den virkelige grund var ifølge hende, at hun skulle have en fedmeoperation og var for flov til at sige det. Men der var ingen kræft. Det har hun senere selv erkendt. Erins og Simons to børn var ikke med ved bordet. De var i biografen, sagde Erin. Hun har senere forklaret, at hun gav dem rester af retten — efter at have skrabet svampefyldet af. Var det maden, der gjorde dem syge? Og hvis det var — hvad skete der så inde i dem? Svaret er en svamp: grøn fluesvamp — på engelsk death cap. Giften i den hedder amatoxin. Den tåler både kogning og stegning, og én enkelt svamp kan indeholde nok til at slå et voksent menneske ihjel. Sådan beskriver lægevidenskaben, hvad giften gør ved en krop — de fire gæsters egne journaler er ikke offentlige. I mange timer mærker man ingenting. Typisk går der omkring et halvt døgn. Man har spist, man har snakket, man tager hjem. Så kommer smerterne. Pludselige, krampeagtige mavesmerter, der kommer i bølger. Kvalme. Opkastninger, igen og igen. Og en diarré, som læger beskriver som kolera-agtig: vandig, voldsom og uden ophold, i to, tre, op til fire dage. Kroppen tømmes for væske så hurtigt, at blodet bliver tykt, pulsen jager, og blodtrykket falder, til man kan gå i chok. Det ligner den værste madforgiftning, man kan forestille sig.Men det er ikke det, der slår en ihjel. For mens tarmen tømmes, er giften i fuld gang et andet sted. Amatoxin blokerer det, cellerne bruger til at aflæse deres eget DNA. En celle, der ikke kan aflæse sit DNA, kan ikke lave de proteiner, den skal bruge for at leve. Den dør. Leveren rammes hårdest. Fra omkring tredje dag bliver huden gul. Det hvide i øjnene bliver gult. Leverens celler dør i massevis, og det, der er tilbage af organet, kan ikke længere rense blodet. Affaldsstoffer som ammoniak hober sig op og når hjernen. Man bliver søvnig. Forvirret. Nogle bliver urolige og kæmper imod, så personalet må give dem beroligende medicin og lægge dem med hovedet højt, fordi uroen i sig selv får trykket inde i hovedet til at stige. Blodsukkeret falder. Vejrtrækningen bliver hurtig. Og blodet holder op med at størkne. Det er leveren, der laver de stoffer, blodet skal bruge for at stoppe en blødning, og når den svigter, forsvinder de. Et af de første tegn er, at det bliver ved med at sive blod fra de små huller, hvor nålene er stukket ind. Så kan der komme næseblod og blødninger i mave og tarm. Nyrerne kan holde helt op med at lave urin. Til sidst glider man ind i koma — og i komaen kan kroppen gå i kramper. Døden kommer ad en af få veje. Hjernen kan svulme op inde i kraniet, hvor der ikke er plads, indtil hjernevævet presses ud af sin plads. Blødningerne kan blive for store. En infektion kan tage over — op til otte ud af ti patienter med akut leversvigt får en undervejs. Eller organerne lukker ned, ét efter ét: nyrerne, lungerne, der fyldes med væske, hjertet. Når det ender med døden, sker det typisk mellem seks og seksten dage efter måltidet. Så hvad skete der med de fire? Dagen efter frokosten, søndag den 30. juli, var alle fire på hospitalet. Det var Simon, der ringede efter en ambulance, da han kom hjem til sin tante og onkel. Gail blev indlagt på Dandenong Hospital. Derfra skrev hun i familiens fælles chat: "Lots of love to you all." Masser af kærlighed til jer alle. Det var hendes sidste besked i familiens chat. Alle fire blev overført til hospitalet Austin Health i Melbourne, hvor man kan foretage levertransplantationer. De fik aktivt kul og medicin mod giften. Det hjalp ikke meget. Intensivlægen Stephen Warrillow har senere forklaret, hvad giften gør, når den først er i gang: "Forskellige organsystemer lukker i bund og grund ned." Heather Wilkinsons tilstand blev aldrig bedre. Hun døde af akut leversvigt i de tidlige morgentimer fredag den 4. august. Gail døde af det samme senere samme dag. Hun var så syg, at lægerne ikke kunne transplantere hende. "Det stod meget klart, at det her ikke kunne overleves," har Dr. Warrillow sagt om de to søstre. Don fik en ny lever. Men hans tilstand blev "ubønhørligt værre". "Alle vores behandlinger havde desværre slået fejl," sagde Dr. Warrillow, "og han var ved at dø på trods af alt, hvad vi gjorde." Don Patterson døde klokken halv tolv om aftenen lørdag den 5. august — en uge efter frokosten. Ian lå allerede i respirator med akut leversvigt, da behandlingen begyndte. Fra den 2. til den 4. august blev han dårligere og dårligere. Den 4. august — den dag, hans kone og hans svigerinde døde — fik han foretaget en kikkertundersøgelse af tarmen. "Vi troede, han ville dø. Han var meget tæt på," har Dr. Warrillow sagt. Fra den 5. august begyndte det at vende. "Det gik meget langsomt, fordi han kom fra en tilstand af ekstrem kritisk sygdom." Den 21. august kom han ud fra intensivafdelingen. Den 23. september blev han udskrevet — otte uger efter frokosten. Han overlevede som den eneste af de fire. Dr. Warrillow har senere forklaret, at alle fires symptomer passede med forgiftning med grøn fluesvamp, og at ingen anden forklaring blev fundet. Og Erin — kvinden, der havde lavet maden? Mandag morgen den 31. juli, omkring klokken fem minutter over otte, stod hun i døren til hospitalet i Leongatha. Lægen Chris Webster tog imod hende. "Jeg har gastro," sagde hun — maveinfluenza. Webster var bekymret for grøn fluesvamp og spurgte, hvor svampene kom fra. Hun svarede med ét ord: "Woolworths." En af Australiens store supermarkedskæder. Han sagde, at hun skulle have akut behandling. Få minutter senere gik hun. Overvågningskameraerne viser en anden læge, Veronica Foote, forsøge at stoppe hende. Erin trykker på knappen til den automatiske dør, skriver under på, at hun udskriver sig selv, og går. "Hun var her kun i fem minutter," sagde Webster, da han ringede til politiet. Hun havde fortalt ham, at hendes børn havde spist rester af retten — uden svampene — og at de var i skole. Webster sagde, at de skulle på hospitalet med det samme. Erin tøvede; hun ville ikke skræmme dem. Webster svarede: "De kan være bange og i live. Eller døde." Omkring halvanden time senere kom hun selv tilbage. Hun havde været hjemme for at passe sine dyr og pakke en ballettaske, sagde hun. Hvad hun egentlig brugte den halvanden time til, skulle senere blive et vigtigt spørgsmål. Politiet fandt resterne af beef wellington i hendes skraldespand. Børnene blev indlagt. Erin har senere forklaret, at hun i starten havde været tøvende: "Det var ikke, fordi jeg ikke ville have dem behandlet." Den 1. august udskrev hun sig selv imod lægernes råd — ligesom hun havde gjort efter fødslen fjorten år tidligere. Og hvad sagde Erin selv i de dage? Den 6. august, dagen efter at Don var død, ringede hun til en af veninderne fra nettet, Jenny Hay. Hun fortalte, at hun også selv var blevet syg, og at svampene var fra "en asiatisk købmand". Dagen efter, mandag den 7. august, kaldte lederen af efterforskningen, kriminalinspektør Dean Thomas fra drabsafdelingen i Victoria, hende offentligt for "mistænkt". Samme dag stod Erin uden for sit hus i Leongatha og pakkede en taske ind i bilen, mens journalisterne filmede. Klippet blev sendt i australsk tv og er siden blevet vist mange gange. Hun græd. "Jeg har ikke gjort noget," sagde hun. "Jeg elskede dem." Hun kaldte det "en tragedie" og sagde: "Jeg kan simpelthen ikke fatte, hvad der er sket." Om Gail sagde hun: "Gail var som den mor, jeg ikke havde, fordi min mor døde for fire år siden." Og så sagde hun: "De gjorde ikke noget forkert mod mig." Men hun byttede om på navnene. Hun talte om tabet af "Ian og Heather og Gail" — og sagde, at Don stadig lå på hospitalet. Det var omvendt. Don var død to dage før. Det var Ian, der kæmpede for livet. "Jeg beder, jeg beder for, at han klarer den, for mine børn elsker ham," sagde hun. Til sidst bad hun journalisterne om at lade hende være i fred: "Det er alt, hvad jeg har at sige." Det her er min egen tolkning — ikke noget, en domstol har slået fast. Når jeg ser det klip, er det én sætning, jeg hæfter mig ved: "De gjorde ikke noget forkert mod mig." Jeg ved ikke, hvad journalisterne spurgte hende om. Men for mig lyder det som et svar på, om hun havde en grund. Og navnene? Man kan sagtens bytte om på navne, når man er i chok. Det skal man huske. Men hun gjorde den døde levende og den levende død. Det er den detalje, jeg ikke kan slippe. Den 4. oktober blev Heather mindet ved en højtidelighed i Korumburra. Ian var blevet udskrevet elleve dage før. Han kom tidligt. Han sagde ikke noget til forsamlingen. Men hvordan var grøn fluesvamp endt i en beef wellington? Erin havde en forklaring — ikke den, hun gav lægen den første morgen, men den samme, hun havde givet Jenny Hay. Svampene, sagde hun, var tørrede svampe, hun havde købt i et asiatisk supermarked i Melbourne et par måneder før. Sundhedsmyndighederne tog det alvorligt. Hvis der lå giftige svampe til salg, skulle de "fjernes fra supermarkedernes hylder", som en medarbejder i delstatens sundhedsministerium, Sally Ann Atkinson, har forklaret. Fødevaremyndighederne kontaktede Woolworths, og kommunen blev bedt om at tjekke asiatiske butikker i flere forstæder. Den 2. august bad Atkinson Erin om at kigge sine kontoudtog igennem for at finde butikken. Erin kunne ikke sige, hvilken det var — kun at den lå på en butiksgade i Oakleigh eller Clayton. Indtil da havde det handlet om Mount Waverley. Den 3. august nævnte hun for første gang Glen Waverley. Anklagemyndigheden mente, at historien om det asiatiske supermarked var opdigtet — og at det var den, hun fandt på i den halvanden time, hun var væk fra hospitalet. Og over for politiet sagde hun, at hun aldrig havde ejet en dehydrator — en maskine til at tørre mad i. Det var ikke sandt. Men hvis det var en ulykke — hvorfor så lyve om en dehydrator? Overvågningskameraer på genbrugspladsen i Koonwarra viste Erin smide en dehydrator ud. Politiet fandt den. På den sad hendes fingeraftryk — og spor af giften fra grøn fluesvamp. Hun havde købt den i april 2023. Simon har fortalt, at han første gang hørte om, at Erin brugte en dehydrator, i en samtale på hospitalet dagen efter frokosten. I retten indrømmede Erin, at hun havde ejet dehydratoren, at hun havde plukket vilde svampe siden 2020, og at hun havde løjet over for politiet om begge dele. Hun erkendte også, at der kunne have været vilde svampe i retten. Bare ikke, at hun havde lagt dem der med vilje. En af veninderne fra nettet gav politiet deres chat. I én besked skrev Erin, at hun var "begejstret" for sin dehydrator, og at hun havde "gemt svampepulver i alt". I en anden skrev hun om at blende svampe for at gemme dem i børnenes mad, sammen med billeder af tørrede svampe. Alle tre veninder, der vidnede, beskrev hende som en hengiven mor, der elskede svampe. På Erins tablet fandt politiet billeder af svampe på en vægt. Svampeeksperten Tom May genkendte dem "med høj grad af sikkerhed" som grøn fluesvamp. Anklagemyndigheden mente, at hun vejede dem for at beregne en dosis. Det afviste hun. På naturappen iNaturalist, hvor folk indberetter, hvad de finder i naturen, var der i april 2023 indberettet grøn fluesvamp ved byen Loch, ikke langt fra Erins hjem. Hendes computer havde allerede i maj 2022 søgt efter iNaturalist. Erin benægtede at have set de konkrete opslag om svampene. Og så telefonen. Ifølge anklagemyndigheden nulstillede Erin sin mobil fire gange i august 2023 — for at skjule beviser. Erin sagde i retten, at hun gjorde det, fordi hun var bange. Var hun overhovedet selv syg? Forsvaret pegede på hendes blodprøver to dage efter frokosten: lavt kalium og forhøjede værdier af hæmoglobin og fibrinogen. Det var tegn, sagde forsvaret, på at også hun var blevet ramt. Hun har selv sagt, at hun kastede op efter at have spist af den kage, Gail og Heather havde taget med, og at hun havde diarré i flere dage. Anklagemyndigheden viste til gengæld en overvågningsvideo fra en tankstation i Tyabb dagen efter frokosten. Erin går ind på toilettet. Hun er derinde i ni sekunder. Hun sagde, at hun skulle af med nogle snavsede papirlommetørklæder efter et stop i vejkanten. Hendes forklaring på løgnene var den samme hele vejen igennem: frygt. "Jeg var bare bange, men jeg skulle ikke have gjort det," sagde hun. Hun kaldte det en refleks — "at grave sig dybere ned og blive ved med at lyve". Hun fortalte heller ikke lægerne, at maden måske havde indeholdt vilde svampe. Så vi er tilbage ved spørgsmålet fra begyndelsen: Var det en ulykke — eller var det mord? Og nu med et nyt spørgsmål oveni: Lyver man, fordi man er skyldig — eller fordi man er bange? Jeg lægger sporene frem, som de ligger. Ingen nye oplysninger — kun det, vi har hørt. Hvad ved vi nu? Vi ved, at Erin købte en dehydrator i april 2023. Vi ved, at der samme måned blev indberettet grøn fluesvamp ikke langt fra hendes hjem. Vi ved, at der på hendes tablet lå billeder af svampe på en vægt — svampe, en ekspert genkendte som grøn fluesvamp. Vi ved, at hun selv anrettede maden i individuelle portioner og afslog hjælp. Vi ved, at hun fik gæsterne til at tro, at hun var syg, og at det ikke var sandt. Og vi ved, at hun, efter at gæsterne var blevet syge, smed dehydratoren ud. Hvad betyder det? Hver enkelt ting kan forklares. En dehydrator kan bruges til meget. En søgning i en app er ikke en tilståelse. Folk afslår hjælp i køkkenet hele tiden. Men lagt ved siden af hinanden peger tingene samme vej — og det er præcis, hvad en sag bygget på indicier handler om: ikke ét afgørende bevis, men at ingen anden forklaring passer på det hele på én gang. Forsvarets forklaring var, at frygten kom bagefter. At løgnene var panik, ikke plan. Hvad er der stadig ikke svar på? Hvis det var en ulykke — hvorfor så skaffe dehydratoren af vejen? Og hvis det var planlagt — hvorfor smide den et sted, hvor der var kameraer? Det skulle en jury tage stilling til. Erin Patterson blev anholdt den 2. november 2023 og tiltalt for tre mord og fem drabsforsøg — ét mod Ian og resten mod Simon. Mod Simon? Han var jo slet ikke med til frokosten. Mellem 2021 og 2022 var Simon flere gange blevet alvorligt syg efter måltider, Erin havde lavet: en pasta bolognese, en kylling-korma og en grøntsagswrap. Han lå på et tidspunkt i koma, blev opereret flere gange og fik fjernet en del af tarmen. Lægerne fandt aldrig ud af, hvad han fejlede. Men retten besluttede, at de anklager skulle behandles for sig, og lige før retssagen om frokosten frafaldt anklagemyndigheden dem. Der var, sagde en talsperson, "ingen rimelig udsigt til domfældelse". Appelretten har skrevet, at der ikke var noget direkte bevis for, at Simon nogensinde blev forgiftet. Juryen i mordsagen hørte aldrig om det, og Erin er aldrig blevet dømt for noget, der har med Simons sygdom at gøre. Da politiet ransagede hendes hus i Leongatha i november, brugte de hunde, der er trænet til at finde elektronik. Hundene fandt det, betjentene ikke havde fundet ved de første ransagninger: en mobiltelefon, et vildtkamera, to SD-kort, et USB-stik, et SIM-kort, fem iPads og et smartur. Hvad der var på dem, oplyste politiet ikke dengang. I februar 2024 stod Ian Wilkinson igen på prædikestolen i Korumburra, for første gang siden frokosten. Det var seks måneder efter dødsfaldene, samme uge som han fyldte 70, og samme uge som han og Heather ville have haft 45 års bryllupsdag. "Vejen er nogle gange hård," sagde han, "men Gud er god. Han er med os." I maj 2024 nægtede Erin sig skyldig. Retssagen begyndte den 29. april 2025 ved Supreme Court of Victoria, delstatens øverste domstol, som på Erins egen anmodning holdt sagen i byen Morwell. Byens hoteller var fyldt med journalister fra blandt andet BBC, CNN og New York Times. Anklager Nanette Rogers beskrev en kvinde, der havde opfundet en sygdom for at samle familien, forgiftet maden med vilje og bagefter spillet syg for at skjule det — "en vedvarende tilsløring". Anklagemyndigheden sagde, at den ikke behøvede at bevise et motiv. Forsvareren Colin Mandy kaldte det "en tragedie og en frygtelig ulykke". Han bestred ikke, at det var grøn fluesvamp, der havde dræbt de tre. Han bestred, at Erin havde villet det. Hun var gået i panik, sagde han, efter at Simon beskyldte hende for at have forgiftet hans forældre — og hendes søgninger på nettet var "tilfældig nysgerrighed". Og hvad sagde Erin selv? Hun var forsvarets eneste vidne. Hun indrømmede, at hun havde fået gæsterne til at tro, at hun var syg: "Jeg havde ingen legitim medicinsk grund, nej, det er sandt," sagde hun. "Jeg er ikke stolt af det, men jeg fik dem til at tro, at jeg måske skulle i behandling." Om beskederne om svigerfamilien sagde hun, at hun havde haft "et godt forhold til Don og Gail", og at hun bare havde luftet sine frustrationer. Da anklageren foreholdt hende, at hun havde "to ansigter", svarede hun: "Spørger du mig, om jeg er enig i, at jeg havde to ansigter?" Og på det afgørende spørgsmål: "Jeg lagde ikke med vilje grøn fluesvamp i maden." Da anklageren spurgte, om hun havde forventet, at gæsterne ville dø, svarede hun: "Det er ikke sandt." Juryen voterede i seks og en halv dag, isoleret fra omverdenen. Den 7. juli 2025 kom den tilbage. Fire anklagepunkter. Fire gange det samme ord: skyldig. Men hvad betyder en dom for dem, der er tilbage? Den 25. august 2025 modtog retten 28 erklæringer fra efterladte og ofre. Syv blev læst højt. Ian Wilkinson brød grædende sammen, mens han læste sin. "Jeg føler mig kun halvt i live uden hende," sagde han om Heather. "Det er en forfærdelig tanke at skulle leve med, at nogen kunne beslutte at tage hendes liv." Om Don og Gail sagde han: "Mit liv er blevet meget fattigere uden dem." Og: "Jeg er fortvivlet over, at Erin har handlet med følelseskold og beregnende ligegyldighed over for mit liv og livet for dem, jeg elsker." Alligevel opfordrede han Erin til at tage imod hans tilgivelse — "med fuld bekendelse og anger". "Jeg bærer ikke nag til hende," sagde han. "Jeg er ikke længere Erin Pattersons offer. Hun er blevet offer for min venlighed." Simons erklæring blev læst op på hans vegne. Om børnene skrev han: "Den barske virkelighed er, at de lever i et uopretteligt ødelagt hjem med kun én forælder." Den 8. september 2025 idømte dommer Christopher Beale Erin Patterson tre gange livsvarigt fængsel, med mulighed for prøveløsladelse efter tidligst 33 år, og 25 år for drabsforsøget på Ian, afsonet samtidig. Dommeren lod muligheden for prøveløsladelse stå åben, blandt andet på grund af de hårde forhold, hun sad under i fængslet — i isolation. Det betød, at hun tidligst kunne komme ud i 2056, som over 80-årig. Men det var ikke slutningen. I oktober 2025 ankede begge parter: Erin ankede dommen, og anklagemyndigheden ankede straffen, som de kaldte "klart utilstrækkelig". Fredag den 30. oktober 2026 afsagde appelretten i Victoria sin afgørelse. Tre dommere: Stephen McLeish, Lesley Taylor og Peter Kidd. Erins anke blev afvist. Alle hendes ankegrunde faldt. Nævningene havde været indkvarteret samme sted som den ledende drabsefterforsker og nogle af anklagerne — men hendes egen advokat måtte indrømme, at der ikke var bevis for, at politi eller anklagere havde talt direkte med nogen af dem. Også alle hendes andre klager blev afvist — over mobildata, iNaturalist, Facebook-beskederne og resten. Og anklagemyndighedens anke fik medhold. De 33 år blev fjernet. Erin Patterson er nu idømt livsvarigt fængsel uden nogen mulighed for prøveløsladelse. Straffen udløber ved hendes død. Dommerne kaldte forbrydelserne "ekstraordinært kolde og beregnende" og "omhyggeligt planlagte og bevidste". "Uanset hvordan man ser på det, var det afskyelige forbrydelser," lød det. Kriminaliteten var så grov, at det ikke gav mening at fastsætte nogen dato for prøveløsladelse. Uden for retten smilede anklagere, efterforskere og Simons støtter bredt. Der er én vej tilbage for Erin: en anke til Australiens højeste domstol, High Court of Australia. Om hun vil gå den vej, vides endnu ikke. Don og Gail Patterson vinkede altid farvel til hinanden, når de skiltes. "En dag," som deres søn har sagt, "ville det være det sidste vink." En kort opdatering i en anden sag, vi har fulgt her: Christa Pike — kvinden, der overlevede sin egen henrettelse i Tennessee — har for første gang udtalt sig offentligt. Hun fortæller om smerter, der ikke er holdt op siden den nat. Der ligger et link til hele udtalelsen på Facebook-siden Når Lyset Slukker. Kilder, billeder og opdateringer i sagen finder du på naarlysetslukker.dk. Du har lyttet til et ekstraafsnit af Når Lyset Slukker. Tak, fordi du lyttede.

    JUNKO FURUTA, HIROSHI MIYANO, JŌ OGURA, SHINJI MINATO & YASUSHI WATANABE

    En 17-årig pige bliver holdt fanget og overfaldet, gentagne gange, i over en måned. Hun ringer hjem tre gange. Hver gang siger hun, at hun har det godt.

    Det er også hendes egen stemme — for der står fire mennesker ved siden af hende, hver gang hun siger det.

    Om Junko Furuta, ugerne ingen kom hende til undsætning, og ugebladet, der til sidst brød loven for at fortælle, hvem der stod bag det.



    KILDER OG RESEARCH

    • Wikipedia – engelsk og japansk — samlet kronologi og retssag; den japanske version har yderligere detaljer om efterforskningen
    • Tokyo Reporter — bl.a. om en af gerningsmændenes senere anholdelse
    • All That's Interesting — samlet gennemgang og overblik
    • President.jp — interview med redaktøren, der i 1989 besluttede at offentliggøre gerningsmændenes navne
    • Togetter — japansk tv-dækning, brugt til én enkelt detalje med forbehold på grund af oversættelsesled

    TRANSSKRIPTION

    Denne sag handler om en 17-årig pige, der blev holdt fanget og overfaldet, gentagne gange, i over en måned. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Hun ringede hjem tre gange. Hver gang sagde hun, at hun havde det godt. Hendes mor lagde røret på og troede på hende. Hvorfor skulle hun ikke det? Det var jo hendes datters stemme. Det var også hendes datters stemme, fordi der stod fire mennesker ved siden af hende, mens hun sagde det. Fredag den 25. november 1988, om aftenen. Djun-ko Fu-ru-ta er 17 år og på vej hjem fra sit deltidsjob på en plastvarefabrik i Mi-sa-to, en forstad nord for Tokyo. Hun cykler. En ung mand på knallert kører hen til hende og vælter hende af cyklen. Så kører han væk igen. Et øjeblik efter kommer en anden mand hen til hende. Han præsenterer sig, som om han tilfældigvis har set overfaldet, og tilbyder at følge hende hjem. Han hedder Hi-ro-shi Mi-ja-no. Han er 18 år. Kilderne er ikke enige om, hvorfor det lige blev hende. Den mest citerede version beskriver et rent tilfælde — to unge mænd ude på deres knallerter uden noget bestemt mål, der bare vælger den første kvinde, de ser alene på en mørk vej. En anden, mindre solidt underbygget version antyder i stedet, at Mi-ja-no havde forsøgt sig romantisk over for hende engang tidligere og blev afvist. De to forklaringer kan ikke begge være sande, og ingen af kilderne til dette afsnit kan afgøre, hvilken der er den rigtige. I stedet for at følge hende hjem fører han hende til et lager i nærheden. Han fortæller hende, at han er medlem af yakuza — den japanske organiserede kriminalitet — og voldtager hende der. Bagefter tager han hende videre, i de tidlige morgentimer den 26. november, til en park. Dér venter tre andre unge mænd. De fortæller hende, at de ved, hvor hun bor. Det er hele mekanismen, der holder hende der i starten. Ingen lænker, ingen låst dør — bare fire mennesker, der har sagt, at de ved, hvor hendes familie sover, og én mand, der har sagt, han er yakuza. Hun kender ingen af dem. Der er ingen forudgående historie mellem hende og de fire — ingen strid, intet bekendtskab. Et tilfældigt møde på en cykeltur hjem fra arbejde er alt, det kræver. Hun tager ikke hjem den nat. Eller den næste. Eller i over en måned derefter. Djun-ko Fu-ru-ta gik på sidste år på Ja-shi-o-Minami gymnasium. Kilderne beskriver hende samstemmigt som dygtig og afholdt — gode karakterer, populær blandt både klassekammerater og lærere. Hun drak ikke, røg ikke og tog ingen stoffer. Ifølge én kilde drømte hun om en dag at blive sanger — det er ikke bekræftet andre steder, men det er det eneste, der findes om, hvad hun selv ønskede sig af sit liv. Hun boede hjemme hos sine forældre sammen med en storebror og en lillebror. Hun havde et deltidsjob på fabrikken, og hun havde lige takket ja til et nyt job i en elektronikforretning — et job, hun aldrig nåede at starte i. Det er det, kilderne kan fortælle om hende, før den 25. november 1988. En helt almindelig 17-årig, med et almindeligt liv og en drøm om at synge, på vej hjem fra arbejde en fredag aften. De fire unge mænd havde alle droppet ud af gymnasiet samme sommer, nogle måneder før. De kaldte sig selv "chinpira" — lavtstående, håbefulde bøller på kanten af den organiserede kriminalitet, uden at være egentlige medlemmer. Hi-ro-shi Mi-ja-no var 18. Djo O-gu-ra var 17. Shin-dji Mi-na-to var 15 eller 16. Ja-su-shi Wa-ta-na-be var 16 eller 17. Fordi alle fire var mindreårige efter japansk lov, måtte medierne ikke offentliggøre deres navne, deres alder eller noget andet, der kunne identificere dem. Japanske domstole omtalte dem aldrig med navn — kun som person A, B, C og D. De navne, du lige har hørt, stammer ikke fra en dom. De stammer fra et ugeblad, der besluttede at bryde loven. Det kommer jeg tilbage til. Mi-na-tos forældre og storebror boede i det hus, sagen kom til at handle om — i A-ja-se, en bydel i A-da-chi i det nordlige Tokyo. Ifølge flere kilder var familien klar over, at der foregik noget i huset. De greb ikke ind. Kilderne peger på, at Mi-na-to tidligere havde været voldelig over for sin egen familie, og at han hævdede at have forbindelser til yakuza. En nyere bog om sagen, udgivet i 2024, beskriver desuden — ifølge én enkelt kilde, så det nævnes her med det forbehold — at Mi-na-tos forældre var medlemmer af det japanske kommunistparti, og at Mi-na-to selv var født i 1972. Mi-ja-no var den af de fire, der mest konsekvent optræder med den slags forbindelser i kilderne — han truede selv Fu-ru-ta med det den første aften, og efter sin løsladelse pralede han ifølge kilderne åbent med dem. To yderligere unge mænd, begge omkring 16 år, deltog ifølge kilderne i gruppevoldtægten af Fu-ru- ta, men ikke i selve drabet. De blev retsforfulgt særskilt og løsladt omkring år 2000. Deres navne er kun fundet i én, svagt bekræftet kilde og er bevidst udeladt her. Ordet "chinpira" dækker over en bestemt figur i japansk gadekultur i 1980'erne: unge mænd, ofte skoledroppouts, der efterlignede yakuzaens stil og sprog uden at være optaget i noget egentligt hierarki — løse, uorganiserede, og uden den slags interne disciplin, en rigtig yakuza-klan ville have håndhævet. Det er den beskrivelse, alle fire falder under. Af de fire er det konsekvent Mi-ja-no, der ifølge kilderne står bag de afgørende handlinger: han var den, der først tog kontakt til hende, den første, der voldtog hende, og — som du snart skal høre — den, der indledte det sidste overfald. Det afspejler sig også i straffene: han fik langt den hårdeste dom af de fire. De fleste kilder taler om "44 dages fangenskab." Tæller man kalenderdage fra den 25. november til hendes død den 4. januar, bliver det til omkring 40. Tallet 44 har bare hængt ved i eftertiden. Uanset hvad man kalder det: det var seks uger. Hun blev holdt i et værelse på første sal i Mi-na-tos families hus. Ifølge dokumentationen fra retssagen blev hun den 28. november voldtaget af flere af mændene samtidig. Bagefter barberede Mi-ja-no hendes skamhår af med en barberkniv og brændte hende med en tændstik. De ugerne, der fulgte, gentog sig et mønster: tvunget til at danse nøgen, tvunget til seksuelle handlinger foran gruppen. Ifølge dommen blev en jernstang og en flaske brugt til at forgribe sig på hende med. Hun blev tvunget til at drikke store mængder alkohol, mælk og vand, til at ryge to cigaretter samtidig, til at indånde dampe fra fortynder. Det foregik i et almindeligt hus, i et almindeligt kvarter, mens en familie boede under samme tag. Der er ingen dokumentation for, at nogen af dem nogensinde forsøgte at stoppe det, mens det stod på. I begyndelsen af december forsøgte hun at flygte. Som straf blev hun slået gentagne gange i ansigtet, og Mi-ja-no brændte hendes ankler med en lighter. Kilderne fortæller ikke mere om selve flugtforsøget — hvor langt hun kom, eller hvordan det blev opdaget. Kun at det skete, og hvad det kostede hende. Midt i december blev hun slået under påskud af, at Mi-ja-no var trådt i en pøl af hendes urin — og bagefter brændt flere gange på lår og hænder. Ved slutningen af december var hun alvorligt underernæret. Hun fik kun små mængder mad, til sidst kun mælk. Hendes ansigt var ifølge kilderne så hævet, at det knap var til at genkende. Familien i huset — forældrene, storebroren — hørte og så noget af det, uden at gribe ind. Frygten for Mi-na-to bliver i kilderne peget på som forklaringen: han havde tidligere opført sig voldeligt over for sine egne, og hans påståede forbindelser til yakuza gjorde det ikke nemmere at true ham med at gå til politiet. Der findes derimod ingen dokumentation for, at naboer udefra opdagede noget som helst. Huset lignede udefra et hvilket som helst andet hus i kvarteret — det var i sidste ende det, der gjorde det muligt at holde nogen fanget dér i seks uger, uden at nogen udefra anede noget. Og de tre telefonopringninger, den kolde åbning nævnte: for at holde politiet og familien fra døren tvang de hende til, mindst tre gange, at ringe hjem til sin mor og sige, at hun havde det godt. Hendes forældre havde allerede den 27. november meldt hende savnet til politiet. De blev ved med at tro, det var hendes egen stemme, der talte — for det var det jo. Den var bare ikke hendes egne ord. Kilderne til dette afsnit fortæller ikke, hvad politiet konkret gjorde efter den anmeldelse — om nogen nogensinde kom i nærheden af huset i A-ja-se, mens hun stadig var i live derinde. Det er ikke, fordi det er udeladt. Det er, fordi det ikke findes dokumenteret noget sted, jeg har kunnet finde. Den 4. januar 1989 vendte Mi-ja-nos vrede sig mod hende for sidste gang. Ifølge dommen fra byretten i Tokyo tændte han et stearinlys og lod voks dryppe på hendes ansigt. Han satte to afkortede lys på hendes øjenlåg. Han tvang hende til at drikke sit eget urin. Hun blev løftet op og sparket. Hun faldt ind i et stereoanlæg og begyndte at få krampetrækninger. De øvrige mænd — ifølge kilderne med plastikposer viklet om hænderne, for ikke at få blod på sig — slog hende derefter med knytnæver og med en jernkugle fra et træningsredskab. Til sidst hældte Mi-ja-no tændvæske over hende og satte ild til. Overfaldet varede omkring to timer. Djun-ko Fu-ru-ta døde omkring klokken ti om formiddagen den 4. januar 1989. Den officielle dødsårsag er angivet som traumatisk shock. Det, du lige har hørt, er byrettens egen gengivelse af det sidste døgn — den, der senere blev lagt til grund for dommen. Der findes ingen anden, uafhængig gengivelse af det, der skete i det rum den morgen. Kun deres egne forklaringer, givet til politiet og siden gentaget for retten. Under et døgn efter hendes død ringede Mi-na-tos storebror og sagde, at hun så ud til at være død. Af frygt for at blive opdaget pakkede gruppen hendes krop ind i et tæppe, lagde tæppet i en stor rejsetaske, og satte tasken ned i en tom metaltønde — den slags, der almindeligvis bruges til olie. Så fyldte de tønden op med våd beton, lag for lag, indtil den var støbt fast. Om aftenen den 5. januar 1989 kørte de tønden til en byggegrund på øen Wa-ka-su i Ko-to, i det østlige Tokyo — der, hvor Wakasu Park ligger i dag. Tønden blev fundet den 29. marts 1989. Kilderne til dette afsnit navngiver ikke, hvem der fandt den. I over tre måneder havde hendes familie ikke vidst, hvor hun var. Forbindelsen mellem tønden og de fire mænd kom næsten ved et tilfælde. I begyndelsen af 1989 blev Mi-ja-no og O-gu-ra anholdt i en helt anden sag — mistanke om bortførelse og gruppevoldtægt af en 19-årig kvinde i december 1988. Den sag havde, så vidt kilderne viser, ikke noget med Fu-ru-ta at gøre. Det var bare endnu en forbrydelse, de samme to mænd havde begået. Under afhøringen om DEN sag troede Mi-ja-no fejlagtigt, at O-gu-ra allerede havde tilstået drabet på Fu-ru-ta. Så begyndte han selv at fortælle om det — til politifolk, der et øjeblik slet ikke kunne følge med. De havde spurgt ham om en 19-årig kvinde. Han svarede om en pige, ingen af dem havde nævnt. Tilståelsen førte politiet til tønden på Wa-ka-su. Kroppen blev identificeret ved hjælp af fingeraftryk. Mi-na-to, Wa-ta-na-be og Mi-na-tos storebror blev herefter også anholdt. Sagen blev ført ved byretten i Tokyo. Anklagerne lød på bortførelse med uterlige hensigter, ulovlig frihedsberøvelse, voldtægt, vold, drab og skjulelse af et lig. Dommen faldt den 20. juli 1990. Anklagemyndigheden ankede — usædvanligt i den slags sager dengang, hvor det som regel er forsvaret, der anker — fordi de mente, straffene var for milde. Ankedomstolen i Tokyo afsagde sin kendelse den 12. juli 1991. Fordi alle fire var mindreårige på gerningstidspunktet, blev de dømt efter Japans lov om ungdomskriminalitet — selv Mi-ja-no, hvis alder på 18 år gjorde ham gammel nok til i princippet at kunne retsforfølges som voksen for de groveste forhold. Mi-ja-no fik 17 år i byretten. Anklagemyndigheden havde krævet livstid. Ved anken blev straffen skærpet til 20 år. De tre yngre fik det, japansk ret kalder tidsubestemte straffe — en ramme, ikke et fast tal, hvor den løsladende myndighed senere afgør det præcise tidspunkt inden for rammen. O-gu-ra fik fem til ti år. Mi-na-to fik oprindeligt fem til seks år, skærpet ved anken til fem til ni. Wa-ta-na-be fik oprindeligt tre til fire år, skærpet til fem til syv. Sagen udløste et voldsomt offentligt ramaskrig. Politiet i Tokyo modtog, ifølge datidens aviser, et stort antal opkald og breve, der krævede livstidsstraf eller dødsstraf. Alligevel svarede et flertal af de jurister, avisen Asahi Shimbun spurgte dengang, at straffene var rimelige, målt op mod tidligere sager. Ifølge juridisk kommentar fra dengang, heriblandt fra en universitetsprofessor ved navn Hiroshi Itakura, skyldtes det især den såkaldte Nagayama-standard — den ledetråd, japanske domstole siden en højesteretsdom i 1983 har brugt til at afgøre, hvornår dødsstraf kan komme på tale. Under den standard bliver dødsstraf sjældent idømt i sager med kun ét offer, uanset forbrydelsens grovhed, og en sag, man ofte sammenlignede med Fu-ru-tas — et dobbeltdrab i Nagoya, der endte med dødsdomme — adskilte sig både ved at have to ofre og ved en klarere hensigt om at slå ihjel fra begyndelsen. Den 20. april 1989 — mens sagen stadig kørte — offentliggjorde ugebladet Shu-kan Bun-shun de fire mænds rigtige navne og billeder. Det var en direkte overtrædelse af loven om ungdomskriminalitet, som ellers skulle beskytte netop den slags oplysninger om mindreårige gerningsmænd: navn, alder, erhverv, adresse, udseende. Redaktøren, Ka-zu-jo-shi Ha-na-da, forklarede det med, at dyr, som han udtrykte det, ikke har menneskerettigheder — og at gerningsmændene efter hans opfattelse havde forspildt deres ret til anonymitet. Der findes ingen dokumentation for, at bladet nogensinde blev retsforfulgt eller straffet for det. Loven, der beskyttede de fires identitet, indeholdt nemlig ingen strafbestemmelse for dem, der brød den. Det er også værd at være præcis om, hvad denne sag rent faktisk førte til. Mange fremstillinger antyder, at Fu-ru-ta-sagen alene ændrede japansk lovgivning om unge lovovertrædere. Det er ikke helt sådan, det hang sammen. Den store lovændring kom først efter en anden, endnu mere omtalt sag i 1997, hvor en 14-årig dreng i Kobe myrdede og lemlæstede to yngre børn — en sag, der rystede Japan på en anden måde, fordi gerningsmanden selv var så ung. Det var den sag, der for alvor fik politikerne til at ændre loven. En yderligere ændring fulgte i 2014, hvor den maksimale tidsbestemte straf for gerningsmænd, der var 17 år eller yngre, blev hævet fra 15 til 20 år. Fu-ru-ta-sagen var med til at holde debatten i live i årevis — akademikere har siden brugt netop denne sag som fast eksempel, når de diskuterer, om tidligere unge gerningsmænd bør kunne navngives, hvis de begår ny kriminalitet som voksne. Men den ændrede ikke loven alene, og det er værd at sige højt, når så meget andet om sagen allerede er fordrejet undervejs. Hi-ro-shi Mi-ja-no afsonede sin fulde dom og blev løsladt i 2009. Han pralede offentligt med sine forbindelser til yakuza og blev involveret i pyramidespil, den slags netværksordninger, hvor deltagerne tjener på at hverve nye deltagere under sig. I 2013 blev han anholdt, mistænkt for at stå bag svindelopkald rettet mod ældre mennesker — den type telefonsvindel, hvor en opkalder udgiver sig for et familiemedlem i nød og beder om penge med det samme. Han blev aldrig efterfølgende dømt for det. Djo O-gu-ra blev løsladt i 1999, efter omkring ti år. På et tidspunkt blev han adopteret og tog navnet Djo Ka-mi-sa-ku — det er derfor, du i nogle kilder om sagen støder på begge navne for samme mand. Han arbejdede en tid i en it-relateret branche, blev gift med en kinesisk kvinde omkring år 2000, og blev senere skilt. Ifølge kilderne mistede han jobbet, da hans fortid blev kendt. I 2004 blev han anholdt for at have overfaldet og frihedsberøvet en bekendt ved navn Ta-ka-to-shi I-so-no — dokumenteret blandt andet i den engelsksprogede avis Japan Times. Han fik fire års fængsel. Han blev løsladt igen i 2009. Han døde den 16. juli 2022, 51 år gammel — ifølge japanske mediers dækning alene, efter et fald i sit hjem. Han havde, ifølge samme kilder, i årevis fået medicin mod paranoide vrangforestillinger og boede på det tidspunkt på et bosted. En svoger udtalte til japanske medier, at han ikke kunne tilgive, at han fik lov til at leve i 51 år. Shin-dji Mi-na-to blev løsladt i 1998. I august 2018 — 30 år efter Fu-ru-ta — blev han anholdt igen, mistænkt for drabsforsøg. Ifølge politiet havde han overfaldet en 32-årig mand med en metalstav og et knivstik i halsen, efter en episode i trafikken mellem to fremmede. Offeret overlevede med lettere skader. Han blev til sidst tiltalt for det mindre forhold, legemsbeskadigelse, ikke drabsforsøg. Under retssagen i 2019 skiftede han flere gange forklaring — nægtede først det hele, tilstod siden knivstikket, nægtede stadig metalstaven. Den 22. november 2019 fik han et år og seks måneder, betinget i tre år. I 2024 udkom den tidligere nævnte bog om sagen, hvor forfatteren opsøgte kvarteret i A-ja-se og det hus, hvor Fu-ru-ta blev holdt fanget, for at se, hvad der er blevet af stedet 35 år efter. Ja-su-shi Wa-ta-na-be blev løsladt i 1996. Han levede, ifølge kilderne, tilbagetrukket sammen med sin mor. Han udviklede omkring 2005 en neurologisk lidelse og døde i maj 2021, 49 år gammel, af respirationssvigt. Han er, ifølge flere kilder, den eneste af de fire, der aldrig blev anholdt igen. Der findes intet dokumenteret offentligt udsagn fra Djun-ko Fu-ru-tas forældre — hverken dengang eller siden. Ved begravelsen den 2. april 1989 overrakte hendes kommende arbejdsgiver forældrene den uniform, hun aldrig nåede at bære. Hendes rektor overrakte dem hendes eksamensbevis, som hun aldrig nåede at få udleveret selv. Det er, hvad kilderne kan dokumentere om hendes familie. Ikke mere. De har, så vidt det kan følges i det materiale, jeg har haft adgang til, aldrig talt offentligt om det, der skete med deres datter. Læg mærke til tallene, du lige har hørt: 2009, 1999, 1998, 1996. Fra fire forskellige udgangspunkter, men regnet fra samme anholdelse i 1989, betyder det, at ingen af de fire sad fængslet i mere end 20 år for det, der skete i de seks uger — og tre af dem sad langt kortere end det. Sagen begyndte med, at fire domstole nægtede at sige deres navne højt. Den endte med, at et ugeblad gjorde det alligevel, og at eftertiden aldrig siden har kunnet lade være. I dag findes navnene i så godt som enhver dokumentar, enhver podcast, enhver artikel om sagen — inklusive denne. Kun ét menneskes navn er der ingen, der husker at spørge om, når snakken falder på "44 dages"-sagen. Det er hendes. Fire mænd holdt en 17-årig pige fanget i seks uger. Tre af dem er stadig i live i dag. Én af dem er aldrig siden blevet anholdt for noget som helst. Næste uge bliver lidt anderledes. En mærkedags-special. Jeg tager dig med til Worcester i England, til en fredag den 13. i 1973 — dagen en mand, familien stolede på, var alene med tre børn. Det hører du mere om på torsdag. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker

    MIGUEL ENRIQUE SALGUERO-OLIVARES

    Der lå en seddel midt på sengen, få centimeter fra hende. Tre linjer, skrevet med kuglepen på et afrevet stykke af en papirpose.

    Faith Hedgepeth var 19 år og læste biologi. Hun ville være børnelæge og tage hjem til sit eget stammesamfund og arbejde dér.

    Politiet havde morderens DNA fra dag 1. De brugte 9 år på at finde ud af, hvem det tilhørte — og det var ikke efterforskning, der løste det. Det var en helt almindelig spritkørsel.

    Og den dag i dag ved ingen, hvem der skrev sedlen.

    KILDER OG RESEARCH

    • Killing of Faith Hedgepeth — Wikipedia
    • Jurors see graphic photos of Hedgepeth's body — ABC7
    • Medical examiner describes injuries — 6abc
    • Crime scene photos shown to the jury — ABC7 Chicago
    • Forensic specialists testify about autopsy and bloodstains — The Daily Tar Heel
    • Week 3: DNA and fingerprint evidence — The Daily Tar Heel
    • Day 18: closing arguments — 9th Street Journal
    • Jury finds Salguero-Olivares guilty — ABC7
    • Attorneys request new trial — WRAL

    TRANSSKRIPTION

    Der ligger en seddel midt på en seng. Den er skrevet med kuglepen på bagsiden af et afrevet stykke af en hvid papirpose. Der står 3 linjer. Jeg er ikke dum. Luder. Skinsyg. Sedlen ligger få centimeter fra en 19-årig kvindes krop. Og den dag i dag ved ingen, hvem der skrev den. Eller hvorfor den overhovedet lå der. Inden vi går videre, skal jeg lige sige, hvad du går ind til. Det her afsnit handler om et drab på en kvinde på 19 år, og om en voldtægt begået mens hun lå bevidstløs eller var ved at dø. Jeg fortæller, hvad der blev gjort ved hendes hoved, og jeg læser op, hvad retsmedicineren og kriminalteknikeren sagde i retten, da de blev spurgt, hvad de så. Hvis det er for meget i dag, så vælg et andet afsnit. Der er mange andre at vælge mellem herinde. Du lytter til Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda. Det her er et ekstraafsnit. Det ligger uden for min almindelige torsdagskalender. Jeg laver dem, når virkeligheden selv bestemmer tempoet — ikke når det passer i min kalender. Og det er lige sket i den her sag. Der er faldet dom. Jeg vælger dem ikke, fordi de er kendte. Jeg vælger dem, fordi der lige nu er sket noget afgørende i en retssal. Og den her sag stod stille i 9 år. Og så, på én nat, gjorde den ikke længere. Det, der fik den til at bevæge sig, var ikke et vidne. Det var ikke en tilståelse. Det var en mand, der satte sig ind i en bil efter at have drukket. Faith Hedgepeth blev født i en lille by i det nordøstlige North Carolina. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var få måneder gammel. Hendes far, Roland, flyttede 4 timers kørsel væk — men han blev ved med at være tæt på sin datter resten af hendes liv. Hendes mor, Connie, blev tilbage og opdragede hende, med stor hjælp fra Faiths storesøster Rolanda, der var 18 år ældre. Rolanda har sagt det sådan: overalt, hvor vi gik hen, troede folk, hun var mit barn. Og det var hun også. Jeg følte, hun var mit barn. Og Connie har sagt en sætning om sin datter, som jeg ikke kan slippe. Hun kom på et tidspunkt, hvor jeg havde mest brug for hende. Hendes far siger det kortere. Han siger: hun var min Faith. Og: hun gav mig en grund til at ville leve. De beskriver hende begge som et barn, der fyldte et rum. Roland: hun mødte aldrig en fremmed. Hun var bare en fornøjelse at være omkring. Og tosset — tosset ligesom mig — og elskede bare at lave sjov. Connie: jeg kan huske, hun bare var så livlig. Bare hoppede rundt over det hele. Hun var duks i gymnasiet. Cheerleader. Med i et væld af klubber — så mange, siger hendes mor i dag, at hun ikke selv forstod omfanget, før Faith var død og folk begyndte at fortælle hende om det. Faith var medlem af Haliwa-Saponi-stammen. Det er et af North Carolinas officielt anerkendte oprindelige folk, med rødder i netop det område, hun kom fra. Det var ikke en baggrundsoplysning for hende. Det var det, hun var. Hun kom ind på universitetet i Chapel Hill på et af USA's mest eksklusive stipendier — et, der er forbeholdt studerende fra familier uden penge, med høje ambitioner. Hun læste biologi. Hun ville være den første i sin familie med en universitetsgrad. Og hun ville være børnelæge. Men det var ikke derfor, hun ville være læge. Planen var, at hun bagefter skulle tage hjem igen. Hjem til sit eget stammesamfund, og være læge dér. Hun var en pige fra en lille by, der havde sat sig et mål, nået det, og tænkt helt færdigt på, hvad hun skulle bruge det til. Hun arbejdede som tjener på en restaurant imens. Hendes far har beskrevet, hvor tidligt hun selv vidste det: hun vidste nøjagtigt, hvor hun ville hen. Hun var en Carolina-pige, helt ind i hjertet, og hun var fast besluttet på at læse på Chapel Hill. Den sommer flyttede Faith ind hos sin veninde Karena, fordi hendes egen lejekontrakt var udløbet. De 2 havde kendt hinanden siden deres første år på universitetet. Lejligheden lå i et boligkompleks lige på grænsen mellem Chapel Hill og Durham. Og den sommer skete der noget i den lejlighed. Karenas tidligere kæreste forsøgte 2 gange at bryde ind. Faith hjalp hende med at få et tilhold mod ham. Altså en afgørelse om, at han ikke må nærme sig hende. Og så skal han efter senere dokumenter have ringet og sagt, at han ville slå Faith ihjel, hvis ikke Karena kom tilbage til ham. Ikke Karena. Faith. Fordi det var Faith, der havde hjulpet. Og aftenen før hun døde, skal den samme mand angiveligt have lagt et opslag på sociale medier, hvor han bad om tilgivelse for det, han var ved at gøre. Så hold lige fast i ham. For det gjorde politiet også. En søndag kørte Faith og Karena op til Faiths mor for at fejre hendes fødselsdag lidt i forvejen. 2 dage senere, på selve fødselsdagen, ringede Faith til sin mor for at sige tillykke. Det blev den sidste samtale, de 2 nogensinde fik. Connie har sagt om det opkald: det var sidste gang, jeg talte med min pigebarn. Dagen efter sendte Faith en sms til sin far. Den var kort. Hun skrev, at han bare skulle have tro. Faith. Det var det, hendes mor havde kaldt hende. Det er den sidste besked, hendes far nogensinde fik fra sin datter. Den sidste aften var Faith til et møde for en studenterforening for oprindeligt amerikanske studerende. Hun gik derfra tidligt, for hun skulle hjem og skrive en opgave om sin egen stammes historie. I stedet mødte hun Karena på universitetsbiblioteket for at læse. Lidt før midnat var de hjemme. En halv time senere gik de ud igen. De endte på en natklub i det centrale Chapel Hill. De dansede. Efter halvanden time fik Karena ondt i maven og ville hjem. Og her er der én ting, som jeg skal fortælle, selvom jeg ikke tror på den. Midt i den nat ringede Faiths telefon ved et uheld til en veninde. Et lommeopkald. Der blev optaget knap 3 minutter. En lydekspert, der var hyret af et amerikansk true crime-program, mener, at han kan høre en kvinde græde om hjælp, og en mandsstemme svare: gør det alligevel. Politiet afviser den tolkning. De peger på, at både tidspunktet og baggrundsmusikken passer bedre med natklubben end med noget, der skete senere. Og det er den forklaring, jeg selv tror på. Men I skal kende begge, for optagelsen findes. Omkring klokken 2 forlod de 2 kvinder natklubben. Det er den sidste optagelse, der findes af Faith i live. Klokken 3 om natten var de 2 kvinder tilbage i lejligheden. En nabo i etagen under var vågen og så tv. Kort efter hørte hun 3 dunkende lyde. Hun har senere beskrevet dem som noget, der lød som en tung taske, der blev tabt. Eller møbler, der blev væltet. Lidt senere blev der sendt en sms fra Faiths telefon til en af Karenas tidligere kærester. Der stod, at han skulle komme over, og at Karena havde brug for ham. 3 minutter efter kom der én rettelse til. Et enkelt ord. Som om nogen havde skrevet forkert og rettede det. Det er den sidste aktivitet, der nogensinde blev registreret på Faiths telefon. Karena fik ikke svar fra ham. Hun ringede i stedet til en anden tidligere kæreste, og hun kørte med ham. Hun gik fra lejligheden omkring halv 5 om morgenen. Hun troede, Faith var faldet i søvn på sit værelse. Og hun lod døren være ulåst. Der blev aldrig fundet tegn på, at nogen havde brudt sig ind. Intet smadret vindue. Ingen opbrudt lås. Ingen dør, der var sparket ind. Så den enkleste forklaring er sandsynligvis også den rigtige. Han gik ind ad en dør, der stod ulåst, fordi den sidste, der gik, troede, hun bare lod sin veninde sove. Der var ingen til at se, hvad der nu sker. Men det her er ikke gætteri. Det er bygget på det, der blev lagt frem i retten: kriminalteknikernes forklaringer, obduktionen, blodet i rummet, og hvor hans DNA blev fundet. Og det hører I bagefter. Lige nu fortæller jeg bare, hvad der sker. Faith er alene i lejligheden. Hun har sin seng. Hun har en bogreol ved siden af den. Døren går op. Hun er på sengen. Og hun kommer ikke væk fra den. Hele det her sker på de 2 kvadratmeter, hun lige har lagt sig til at sove på. Han har en flaske i hånden. Det er en tom romflaske. Den stod i lejligheden. Han har ikke taget noget med. Han holder den om toppen. Det ved vi, fordi hans DNA blev fundet på toppen af den flaske. Og hendes blod blev fundet på halsen og på bunden. Altså: han holdt om den ene ende, og den anden ende ramte hende. Han slår hende i hovedet med den. Ikke ét slag. Han rammer hende i panden. Han rammer hende i ansigtet. Han rammer hende i hovedbunden. Og han rammer hende i højre side af hovedet så hårdt, at kraniet går i stykker. Hun bløder med det samme, og hun bløder meget, for man bløder voldsomt fra hovedet. Blodet sprøjter op på væggen over hendes pude. Puderne for enden af sengen bliver gennemblødt. Ikke plettet. Gennemblødt. Madrassen under hende får en pøl. Og blodet står på den nederste højre del af rummet, langt væk fra sengen. Hun kæmper imod. Hun har blå mærker på højre arm. Og hun har afskrabninger på begge knæ. Hun har forsøgt at komme væk, og hun er kommet ned på knæene et sted i det her. Og så sker der det, der er det værste at læse i hele den her sag. Hun ender halvt ud over sengekanten, med sin højre hånd klemt inde mellem sin egen krop og bogreolen. Hun er fastklemt. Hun kan ikke få sin arm fri. Og blodet begynder at samle sig i hendes højre arm, fordi den er den nederste. Hun dør af slagene mod hovedet. Der er blødning rundt om hjernen, og der er blødning inde i selve hjernen. Det er ikke et slag, der dræber hende. Det er dem alle sammen. Og mens hun ligger der, voldtager han hende. Han skubber hendes top op over brystet. Fra livet og ned tager han tøjet af hende. Hun er bevidstløs, eller hun er ved at dø. Det er muligt, at hun er begge ting. Hun kan ikke sige noget, og hun kan ikke komme væk, for hendes arm sidder fast. Anklageren sagde det i retten så direkte, som det kan siges, og jeg giver det videre, som hun sagde det. Hans sæd er inde i hende. Hendes skede. Hendes endetarm. Retsmedicineren forklarede i retten, at der ikke var skader på hendes kønsorganer. Og hun forklarede også hvorfor det ikke betyder noget: et seksuelt overgreb kan sagtens ske uden at efterlade skader. Især på en, der ikke kan gøre modstand. Og så gør han noget, som jeg ikke kan få til at passe med noget. Han tager et sort tæppe og lægger det over hende. Han dækker halvdelen af hende til. Han lægger en pude over hendes underliv. Puden er fuld af blod. Og oven på puden lægger han hendes mobiltelefon. Flasken, han har slået hende med, ligger stadig i sengen. Den bliver viklet ind i tæppet sammen med hende. Og så er der sedlen. Der ligger en hvid papirpose på sengen. Der er mad i den. En slags bolle, pakket ind i sølvpapir. Han river et stykke af posen. Han finder en kuglepen. Og han skriver 3 linjer. Jeg er ikke dum. Luder. Skinsyg. Han lægger den midt på sengen, ved siden af hende, så den ikke kan overses. Maden bliver liggende i posen. Og så gik han ud ad den samme ulåste dør. Karena forsøgte først at ringe til Faith for at få et lift hjem. Hun fik intet svar. Hun fik i stedet en bekendt til at køre hende — Marisol, en veninde af dem begge. Lidt før klokken 11 om formiddagen gik de 2 ind i lejligheden sammen. De kaldte på Faith. Intet svar. Og så gik de ind i soveværelset. Karena så blodpølen i det sekund, hun trådte ind i rummet. Hendes opkald til alarmcentralen varer knap 8 minutter. Hun siger: hun er bevidstløs. Jeg er lige gået ind. Der er blod over det hele. Og senere i samtalen: jeg kan ikke tro det. Der må have været nogen derinde. Hun havde låst sin veninde inde med ham, uden at vide det. Og hun havde troet, hun gjorde hende en tjeneste ved at lade hende sove. Og nu skal I høre noget, som jeg ikke havde regnet med. Ingen ved, hvor længe hun lå der. Der er ikke fastslået et dødstidspunkt i den her sag. Anklagerne havde faktisk fået regnet et ud, af en retsmedicinsk ekspert. Men dommeren afviste at lade det komme frem for juryen. Så der er et hul fra klokken 3 om natten, hvor naboen hører de 3 dunk, og til klokken 11 om formiddagen, hvor hendes veninde går ind ad døren. 8 timer. Og vi ved ikke, hvor i de 8 timer hun døde. Jeg har tænkt over det, og jeg kan ikke komme udenom det: det betyder, at ingen kan sige, om hun stadig var i live, da Karena gik ud ad døren. Den første betjent, der gik ind i lejligheden og fandt hende, hed Michael Castro. Han havde 22 års erfaring. Men han var ikke fra drabsafdelingen. Han sad i færdselsafdelingen. Og han arbejdede som den betjent, der er tilknyttet en skole. Han vidnede i retten i efteråret, 14 år efter. Han sagde, at lejligheden var rodet, og at Faith havde en sort trøje på, og at et tæppe dækkede den nederste halvdel af hende. Kriminalteknikeren hed Tamika Price. Hun fotograferede rummet, og hun nummererede hver enkelt ting, der blev taget med. I retten gennemgik hun dem, 14 år efter. Og jeg vil læse nogle af dem op for jer, som de blev nummereret. En kuglepen. En blå vinflaske. En romflaske, viklet ind i tæppet. Om den sagde hun i retten: den var blodig. En hvid pose på sengen, med en seddel på. En bolle i sølvpapir, inde i posen. En hvid top med polkaprikker, krøllet sammen på sengen. Et par boksershorts på gulvet, som ikke var hendes. Et bind, der sad fast på madrassen. En tampon på gulvet, med blod på. Og i papirkurven på badeværelset: opkast. Hun beskrev det som rødt og halvflydende. Og så Faith selv. Price forklarede, at hendes hænder blev pakket ind i papirposer på gerningsstedet. Det gør man for at bevare det, der kan sidde under neglene. Og det var den beslutning, der 9 år senere fældede en mand. Price blev spurgt i retten, hvad hun så, da hun kom ind. Og det her er hendes egne ord. Jeg bemærkede, at hun ser ud til at have et blåt øje. Blod løber her, ned til hageområdet. Og da hun lagde hånden på Faiths hoved for at vurdere skaden: Da jeg lagde hænderne på hovedet, kunne jeg mærke, hvor siden af hovedet var meget blødt. Det var indtrykt. Dagen efter blev hun undersøgt af en retsmediciner. Hun hed Lauren Scott, og hun var vicechef for retsmedicinen i staten. Hun havde på det tidspunkt lavet omkring 2.800 obduktioner. Altså undersøgelser af døde mennesker, for at finde ud af, hvad de døde af. Da hun vidnede i retten, blev der fremlagt 17 fotografier fra den obduktion. De blev vist på en skærm. Noget af hendes hår var blevet barberet væk, for at skaderne kunne ses tydeligt. Det her er, hvad Scott forklarede. Flere flænger i hovedbund, pande og ansigt. Skader fra slag med en genstand. Der var en flænge midt i panden. Og en mere i højre side af panden. Et billede viste, at kraniet var brækket i højre side. Hun havde blå mærker i ansigtet, på ryggen og på en arm. Begge øjne var misfarvede. Og hun havde afskrabninger på knæene. Og så det her, som er den linje, der afgør sagen. Indvendigt havde hun blødning rundt om hjernen og i selve hjernen. Hun døde af slag mod hovedet. Flere slag, med en genstand. Og så er der én ting, jeg skal rette i det, jeg lige fortalte jer. Jeg sagde, hvor han ramte hende. Det er dokumenteret, for skaderne sidder, hvor de sidder. Men rækkefølgen ved vi ikke. Der blev ikke ført nogen i retten, der kunne læse blodet og sige, hvad der skete først. Så hvilket slag der tog hende, og hvor meget hun var ved bevidsthed undervejs, det kan ingen svare på. Og det skal I have at vide, så I ikke tror, jeg ved mere end jeg gør. Da de 17 billeder var blevet vist, gav dommeren juryen en pause. Flere af jurymedlemmerne sad og græd. Politiet havde hans DNA fra dag 1. De havde det fra hendes krop, fra flaskerne, fra posen med sedlen. De havde alt, hvad man skal have. De havde bare ikke noget at sammenligne det med. Den første, de kiggede på, var manden med tilholdet. Ham, der havde truet med at slå Faith ihjel. De tog en DNA-prøve fra ham. Den passede ikke. Manden fra de sidste sms-beskeder blev også udelukket. Og så gik de bredt ud. Omkring 750 mænd fik taget en DNA-prøve. Mange af dem var gæster på natklubben den aften. Alle 750 blev udelukket. Politiet talte med omkring 1.700 mennesker, der havde en eller anden forbindelse til Faith eller til bygningen. De samlede omkring 100 DNA-prøver ind i selve lokalområdet, oven i de 750. Hver eneste af dem blev renset. Dusøren voksede til over 40.000 dollars. Universitetets bestyrelse betalte en del. Faiths egen stamme betalte en del. Delstatens guvernør lagde penge til. Politiet fik lavet en adfærdsprofil hos forbundspolitiet. Den sagde, at manden sandsynligvis havde boet tæt på hende på et tidspunkt, at han havde vist interesse for hende, og at hans opførsel kunne have ændret sig siden. Og de fik lavet noget, der dengang var nyt: et ansigt, tegnet ud af DNA alene. Ikke ud fra et vidne — ud fra biologi. En mand med blandet oprindeligt amerikansk og europæisk eller latinamerikansk herkomst. Oliven hud. Sort hår. Politichefen sagde det sådan: det her er ikke en kold sag. Det har aldrig været en kold sag. Og en journalist, der har gravet i sagen i årevis, har siden rejst kritik af den tidlige efterforskning. Politiet undersøgte angiveligt kun Faiths egen lejlighed og ikke de andre i blokken. De gennemsøgte ikke skoven bag bygningerne. Og optagelserne fra natklubbens parkeringsplads var slettet og overskrevet, da politiet endelig bad om dem — der var gået næsten halvandet år. Politiet selv afviser, at der var afgørende fejl. Og jeg kan ikke afgøre det. Jeg siger bare, at kritikken findes, og hvem der rejser den. Og så skete der ingenting i 9 år. Lad os lige stoppe op. Hvad ved vi nu? Vi ved, at der ligger en ung kvinde i en lejlighed med et knust kranium, og at manden, der gjorde det, har efterladt sig selv over hele rummet. Hans DNA er på hende, på flaskerne, på posen, på sedlen. Og vi ved, at det ikke hjalp i 9 år. Hvad betyder det? Det betyder, at beviserne ikke manglede. Det, der manglede, var et navn at lægge dem op imod. Og i de 9 år gik han rundt. Han havde et liv. Han boede en halv times kørsel derfra. Og hvad er der stadig ikke svar på? Sedlen. 3 linjer, skrevet i hast, lagt ved siden af hende, hvor ingen kunne undgå at se den. Jeg er ikke dum. Luder. Skinsyg. Hvem skriver det? Og til hvem? Det, der løste sagen, var ikke et nyt vidne. Det var ikke en tilståelse. Det var et værktøj, der ikke fandtes, da hun døde. Man kan nu tage DNA fra et gerningssted og spore det gennem fjerne slægtninge. Man leder altså ikke efter manden selv. Man leder efter hans familie, og går så indad. Efterforskerne brugte det, og det pegede dem hen på en gruppe mennesker. De blev interviewet. Deres DNA blev samlet ind. Og det pegede videre på en mand, der aldrig havde været mistænkt. Han hed Miguel Enrique Salguero-Olivares. Og så er der det, der giver afsnittet sit navn. 2 dage før han blev anholdt, fik efterforskerne en DNA-prøve fra ham. Den var ikke taget, fordi han var mistænkt for et drab. Han vidste ikke, at nogen kiggede på ham. Han var blevet stoppet for at køre bil efter at have drukket. Det er alt. Det er hele forklaringen. En helt almindelig spritkørsel, en helt almindelig aften, som ingenting havde at gøre med en kvinde, der blev myrdet 9 år tidligere. Prøven blev sendt til delstatens kriminallaboratorium. Den passede. Og det er den tanke, jeg ikke kan ryste af mig. Hvis han var kørt hjem den aften uden at have drukket, var hans DNA aldrig kommet i et register. Og så havde Faiths familie stadig ikke vidst, hvem det var. Da ransagningskendelserne senere blev offentliggjort, kunne man se, hvad de havde. Hans DNA passede med sæd fundet på Faiths krop. Indvendigt, både i skede og endetarm. Hans DNA var på vin- og spiritusflaskerne i lejligheden. Hans DNA var på selve sedlen. Hans DNA var på den hvide papirpose, sedlen var revet af. Og hans DNA var på de boksershorts, der lå på gulvet i hendes soveværelse, og som ikke var hendes. Og så var der et håndfladeaftryk. Det sad på den blå vinflaske, og det passede med hans venstre hånd. Først som et indledende match, og derefter bekræftet med nye aftryk, taget med hans vidende, 2 dage efter at han blev anholdt. Og romflasken — den, anklagerne mener er mordvåbnet — havde hans DNA på toppen. Og så er der 2 ting, som jeg synes I skal have med, fordi de er svagere, og fordi forsvaret brugte dem. Der blev taget prøver fra hendes venstre hånds negle. Dem kunne man ikke læse som ét menneske. Man kunne bare ikke udelukke ham. Det er ikke det samme som at finde ham. Og der lå en pen i rummet, grøn og hvid. Den samme ukendte mand kunne heller ikke udelukkes fra den. Men heller ikke bekræftes. Og en sidste ting, som forsvaret holdt fast i hele vejen: man kan ikke se på et fingeraftryk, hvor gammelt det er. Det sagde den kriminaltekniker, der identificerede håndaftrykket, selv i retten, da hun blev spurgt. Laboratoriet regnede ud, hvor sandsynligt det var, at DNA'et kom fra en tilfældig anden mand. Tallet er så stort, at jeg ikke kan sige det på en måde, nogen kan forholde sig til. Det, det betyder i praksis, er, at der ikke findes en anden mand på jorden, det kan være. Han var 28 år, da han blev anholdt, og han boede i Durham, en halv times kørsel fra lejligheden. Han havde ingen kendt forbindelse til Faith. Han havde aldrig været nævnt som mistænkt. Anklagerne har fremlagt en teori om, hvordan han endte i den lejlighed — og de sagde selv i retten, at juryen ikke behøvede at tro på den for at dømme ham. Teorien er, at han var til en grillfest i samme boligkompleks den nat. At han gik hen til de 2 kvinder, da de parkerede. Og at han blev afvist. Anklageren sagde det sådan: Faith lukkede ned for ham. Hun gjorde ham flov. Hvis det er rigtigt, døde hun, fordi hun sagde nej til en fremmed på en parkeringsplads. Men jeg skal sige tydeligt, at det er en teori. Og at anklagerne selv kaldte den det. Han nægtede sig skyldig. Han valgte ikke at vidne. Hans forsvarere førte ingen vidner. Retssagen varede omkring 4 uger i efteråret. Forsvaret byggede på 2 ting. Den ene var fejl i bevissikringen: en vatpind fra en blodplet på badeværelsesdøren, der blev taget, lagt i en hvid æske og derefter aldrig fundet igen. Kriminalteknikeren sagde i retten, at hun ikke ved hvorfor. Den anden var, at samlejet kunne have været frivilligt. Og der skete én ting i den retssal, som jeg bliver nødt til at fortælle, fordi den er svær at tro på. En efterforsker fra delstatens kriminalpoliti viste juryen et billede af en håndskrevet tekst, som var fundet på den anklagedes computer. Han bad juryen sammenligne den med sedlen fra gerningsstedet. Og så måtte han bagefter forklare, at billedet var et meme fra internettet. Altså et billede, der florerer og bliver delt af millioner af mennesker, og som ikke havde nogen som helst forbindelse til sagen. Det blev lagt frem for en jury i en drabssag. Forsvareren sagde om efterforskningen, at der var tunnelsyn i den. Men det ændrede ikke på håndaftrykket. Og det ændrede ikke på, hvor hans sæd blev fundet. Anklageren sagde i sin afsluttende tale: han slog hende, til hendes kranium knækkede som et æg. Og om DNA'et: han efterlod sit DNA som konfetti over hele det rum. Juryen fandt ham skyldig i alle forhold. Drab, indbrud, voldtægt og seksuelt overgreb. Da dommen blev læst op, rystede han på hovedet og sagde: det er ikke fair. Hans mor sad og græd i salen. Han fik livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Og den dom skal jeg lige forklare, for den betyder noget andet end dansk livstid. I USA er der 2 slags. En almindelig livstidsdom betyder, at man skal afsone et bestemt antal år, før man må søge om at komme ud. Man får ikke lov. Man får lov at spørge. Det er ikke den, han fik. Han fik den anden. Den, hvor man aldrig får lov at spørge. Han kommer ud, når han er død. Faiths mor sagde det enkelt i retten. Vi har ventet i over 14 år. Og jeg er bare glad for, vi har fået den afslutning, vi havde brug for. Hun sagde også, at hun havde tilgivet det, der skete. Hendes far sagde kun én ting. Han sagde: det er 14 år siden nu. Dommen er anket, og hans forsvarere har bedt om en helt ny retssag. Det er ikke afgjort. Og der er noget, der blev ved med at findes, selvom hun ikke gjorde. Der er et mindestipendie i hendes navn. Det bliver uddelt hvert år til oprindeligt amerikanske kvinder fra stammer i North Carolina. Hendes mor om det: hun ville hjælpe mennesker. Det var hendes drøm. Nu hjælper hun kvinder som hende selv. Hvert år. Og hendes stammes høvding sagde efter dommen, at han bad om, at den kunne give en form for afslutning til hendes familie og til deres stammenation. Der er én ting, som dommen ikke afgjorde. Sedlen er aldrig blevet forklaret. Politiet har aldrig sagt, om de overhovedet har fået håndskriften undersøgt af en ekspert. En håndskriftsekspert, hyret af et tv-program, har peget på 2 ting. Den ene er, at der ikke er blod på sedlen — og at den altså måske blev skrevet et andet sted, eller på et andet tidspunkt. Den anden er, at skriften kan være ført med den hånd, man ikke normalt skriver med. Og det er en teori. Det er ikke en konklusion. Og så er der de mænd, der levede med at være blandt de mistænkte i 9 år. Manden med tilholdet. Manden fra de sidste beskeder. Og flere hundrede andre, der fik taget en DNA-prøve i en by, hvor alle vidste det. Hver eneste af dem blev renset, længe før nogen kendte navnet på manden, der gjorde det. For Faiths familie er sagen afsluttet nu. Efter 14 år er der en dom. For resten af os står der stadig 3 linjer på et afrevet stykke papirpose, som ingen retssal har kunnet svare på. Jeg er ikke dum. Luder. Skinsyg. Hvad var det, han ville have hende til at tro, han ikke var? Det var Spritkørslen. Et ekstraafsnit af Når Lyset Slukker, fordi der er faldet dom i den sag, I lige har hørt. Hvis I vil vide mere om sagen, eller se kilderne, ligger de på naarlysetslukker.dk. Og hvis I har en sag, I tænker, jeg skal høre om — så skriv til mig. Tak for at I lyttede. Vi ses igen på torsdag.

    DAVID MCGREAVY

    Fredag den 13. april 1973 tager et ægtepar i den engelske by Worcester hjemmefra en sen eftermiddag. Deres tre børn — Paul, Dawn og lille Samantha på kun ni måneder — bliver hjemme hos en ven af familien, der bor til leje i huset og ofte passer dem.

    Da forældrene kommer hjem samme aften, er der ingen børn at finde.

    Om Paul, Dawn og Samantha Ralph, den nat, der gav en by et tilnavn, og de 46 år, det tog, før sagen fandt sin afslutning.

    KILDER OG RESEARCH

    • UK Parliament – Early Day Motion 52386 — officielt parlamentsdokument om sagen
    • ITV News (2018 og 2019) — dækning af afgørelsen om løsladelse og selve løsladelsen
    • The Irish Post — bl.a. direkte citater fra Elsie Ralph, børnenes mor
    • Crime+Investigation UK — samlet gennemgang af sagen
    • Morbidology — samlet gennemgang af sagen
    • Grunge.com — brugt til én enkelt oplysning om et selvmordsforsøg hos Elsie Ralph, og den er i dit materiale udtrykkeligt angivet med forbehold, ikke som fastslået fakta. 

    TRANSSKRIPTION

    I morgen er det fredag den 13. For de fleste af os betyder det ingenting. Måske en lille overtro. En kold fornemmelse af, at noget kunne gå galt. For en familie i en engelsk by betyder datoen noget helt andet. Fordi den allerede gjorde det. Én gang. Og det var 7 år før nogen havde hørt om en gyserfilm med det navn. Der er 3 børn i den historie. Den ældste er 4 år. Den yngste er 9 måneder. De bliver passet af en, deres forældre stoler på. Og der er ét spørgsmål i den her sag, som ingen har kunnet svare på i over 50 år. Heller ikke manden, der gjorde det. Hvorfor? Inden vi går videre, skal jeg lige sige, hvad du går ind til. Det her er det hårdeste afsnit, jeg har lavet. Det handler om drab på 3 små børn, og den yngste var 9 måneder. Jeg fortæller, hvordan hver af dem døde, og jeg fortæller, hvad manden gjorde med deres kroppe bagefter — fordi det står i retsbøgerne, i britiske aviser og i et officielt dokument i det britiske parlament. Hvis du har børn, der sover lige nu, så vil jeg sige det rent ud: vælg et andet afsnit i aften. Der er mange andre at vælge mellem herinde, og det her kan godt vente. Du lytter til Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda. Det her er et mærkedagsafsnit. Og jeg skal være ærlig og sige, at jeg har haft det underligt med at lave det. Et mærkedagsafsnit lyder som noget let. Et sjovt datosammentræf. En anledning til at hive fat i en overtro. De 3 børn, det her handler om, var ikke en anledning. Så lad os sige det, som det er, med det samme: datoen er interessant. Børnene var virkelige. Lad os lige blive ved datoen et øjeblik, for jeg opdagede noget, da jeg gravede i den. Fredag den 13. er 2 overtroer, der er lagt oven på hinanden. Tallet 13 har været uheldigt i Europa i århundreder. Den mest almindelige forklaring er den sidste nadver: der sad 13 til bords, og den 13. var den, der forrådte. Og fredag har sin egen historie, fordi det er den dag, Jesus blev korsfæstet. Men her er det mærkelige: de 2 ting blev først lagt sammen ret sent. Der findes ikke noget gammelt, udbredt tabu mod fredag den 13. som sådan. Det dukker først rigtigt op i slutningen af 1800-tallet. Og der findes faktisk et ord for angsten for tallet 13. Det hedder triskaidekafobi. Altså helt enkelt frygt for 13. Så fik overtroen et skub fra en roman i begyndelsen af 1900-tallet, der hed netop Fredag den 13. — om en børsmand, der bevidst vælger datoen til at krakke markedet, fordi han ved, at alle andre er nervøse. Og så kom filmen. Den kom i 1980. Og det er den, der for de fleste af os er grunden til, at datoen betyder noget. En maskeret mand. En sommerlejr. Det hele. Så nu har I tidslinjen. Filmen kom i 1980. Det, jeg skal fortælle jer nu, skete 7 år før. Og det er derfor, jeg synes, den her sag er værd at kende. Vi har en overtro, som vi i dag nærmest opfatter som noget, en filmplakat har opfundet. Men der ligger en ægte sag under den. Og den er værre end filmen. Paul Kenneth Ralph var 4 år. Dawn Maria Ralph var 2 år. Samantha Jane Ralph var 9 måneder. Og nu skal jeg sige noget, som jeg har det skidt med. Det er stort set alt, hvad kilderne kan fortælle om dem. Der er ingen beskrivelser af, hvad Paul kunne lide. Der står ikke, hvad Dawn legede med. Der er ikke et citat fra nogen, der husker, hvordan Samantha lo. Der er fødselsdatoer og dødsdatoer, og der er den rækkefølge, de blev dræbt i. Og jeg tror, jeg ved hvorfor. Jeg tror, det er fordi det, der skete med dem, var så groft, at det fyldte alt. Avisernes forsider handlede om hegnet. Ikke om børnene. Sagen er kendt den dag i dag. Børnenes navne er ikke. Så lad os gøre det her i stedet. Lad os sige, hvad vi med sikkerhed ved. De var 3 helt almindelige børn i en helt almindelig familie i en engelsk provinsby. Paul var 4 og var den store. Dawn var 2. Og Samantha var så lille, at hun stadig fik flaske om natten. Samantha blev født, efter at manden var flyttet ind i huset. Hun havde aldrig kendt et hjem uden ham i. Og alle 3 lå i deres senge og sov, da deres far kørte ud ad døren. Deres far hed Clive. Han kørte lastbil for sin egen far. Deres mor hed Elsie. Hun arbejdede om aftenen som bardame på et værtshus et par kilometer fra hjemmet. De boede på Gillam Street, i en bydel i Worcester, som hed Rainbow Hill. Og de havde en logerende. Han var ikke en fremmed, de havde fundet i en annonce. Han var Clives barndomsven. Han betalte 6 pund om ugen. Han lavede søndagsmad en gang imellem. Han havde et job på en fabrik. Og han passede børnene, når der var brug for det. Han hed David McGreavy. Han var 21 år den aften. Han var vokset op i en militærfamilie — hans far var sergent i den britiske hær — og familien havde flyttet meget mellem England og Tyskland, som militærfamilier gør. Han meldte sig til flåden som 15-årig. Han sejlede i Fjernøsten og var om bord på et hangarskib. Og så skete der noget på en flådebase i Wales. Han brød ind i en officers opholdsrum og satte ild til en skraldespand. Han forklarede det bagefter som et uheld med en cigaret. Han blev dømt ved en militær domstol for uagtsomhed — altså for at have været uforsigtig, ikke for at have gjort det med vilje. Han fik 90 dages arrest. Og han blev sendt til en psykiatrisk vurdering. Og her er den detalje, jeg ikke kan lade ligge. Hans forældre fik aldrig at vide, hvad den vurdering konkluderede. Hans chef videregav den ikke. Han blev smidt ud af flåden som 20-årig. Året efter mødte han en kvinde, han havde skrevet med 2 gange om ugen i månederne forinden. Han friede en uge efter, de havde mødt hinanden første gang. Hans mor brød sig ikke om forholdet. Hun mente, at kvinden var hypokonder — altså at hun bildte sig sygdomme ind — selvom kvindens rygproblemer efter alt at dømme var reelle nok. Hun hævede forlovelsen nytårsaften. Hun ville ikke gå videre med et dyrt kirkebryllup, mens han var arbejdsløs. Og hans forældre smed ham ud af huset. Så flyttede han ind hos Clive og Elsie. Og nu skal I høre de 2 ting, der stod side om side i den mand, og som alle omkring ham kendte. Den første er, at han holdt af børn. Det siger alle. Hans egne forældre sagde det ligeud dengang, til en avis: Alle, der kendte David, vidste, at han elskede børn. Den anden er, at han drak. Og at han blev voldsom, når han var fuld. Det var ikke en hemmelighed. Det var det samme mønster, der havde kostet ham både forlovelsen og pladsen i flåden. Og det var ham, der passede 3 børn under 5 år, når forældrene var på arbejde. Fredag aften sad han på et værtshus og spillede kort og dart. Han drak mellem 5 og 7 pints øl. Altså mellem 3 og 4 liter. Der opstod en lille episode. Han slukkede sin cigaret i en vens øl. Det er ikke noget, der normalt betyder noget. Jeg siger det, fordi det er det sidste, nogen husker om ham, inden han kom hjem. Clive kom og hentede ham. Han hentede ham, fordi han skulle have en til at passe børnene, mens han selv kørte ud og hentede Elsie fra arbejde. Så Clive kørte selv sin barndomsven hjem til sine 3 sovende børn. Og han gjorde det, fordi han stolede på ham. Og hvis I skal huske én ting fra det her afsnit, så er det den sætning. For der er ikke noget, Clive Ralph gjorde forkert den aften. Klokken er lidt over 10 om aftenen. Han er alene i huset med 3 sovende børn, og han har 4 liter øl i kroppen. Og så begynder Samantha at græde. Hun er 9 måneder. Hun græder, fordi hun vil have sin flaske. Det er hele motivet. Det er det eneste, han nogensinde har givet som forklaring. Et barn på 9 måneder, der vil have mad om aftenen. Han lægger sin hånd over hendes mund. Hun holder ikke op. Han tager hende og svinger hende mod væggen. Ikke én gang. Hendes kranium knuses. Retsmedicinsk hedder det et åbent kraniebrud — altså et brud, hvor knoglen går igennem huden. Og så bærer han hende ind på badeværelset, og der bruger han en barberkniv på hende. Hun er 9 måneder gammel. Hun har aldrig sagt et ord. Hun kan ikke gå. Hun bliver dræbt, fordi hun er sulten. Og så er der de 2 andre. Dawn er 2 år. Han kvæler hende. Og han skærer hendes hals over med barberkniven. Paul er 4 år. Han er den ældste. Han er den eneste, der er gammel nok til at forstå noget af det, der sker i det hus. Han kvæler ham med en gardinledning. Og om Paul sagde han bagefter til politiet noget, som jeg ikke kan få ud af hovedet igen. Jeg skulle have begravet ham, men jeg kunne ikke. Det betyder, at han stod der bagefter og tænkte over, hvad han skulle gøre med en dreng på 4 år. Og at han besluttede sig for noget andet. Han går ned i kælderen. Dernede står en hakke. Han tager den med op, og han skamferer alle 3 børn med den. Og der stopper kilderne. Hverken retsreferaterne, aviserne eller parlamentets eget dokument beskriver, hvad han gjorde med den. En kriminolog har sagt, at det var skaftet, han brugte — og det er den eneste, der siger noget konkret om det. Så det må jeg lade stå. Jeg siger, hvad der er dokumenteret, og jeg digter ikke resten. Men det, han gør bagefter, er dokumenteret helt ned i detaljen. Han bærer dem udenfor. Han går ikke ud i familiens egen have. Han går ind i nabohaven. Der står et smedejernshegn med spidse spir. Han spidder de 3 børns kroppe på spirene. Og han lægger dem på en række. De står synlige fra gaden. Det er ikke noget, han gjorde for at skjule dem. Det er det modsatte. En kriminolog har sagt det sådan: han stiller deres kroppe til udstilling. Og så går han. Clive hentede Elsie, og de kom hjem lige før midnat. Børnene var væk. Den logerende var væk. Der var blod på væggene, og huset var i uorden. De ringede til politiet. Og så skete der noget, som jeg bliver nødt til at fortælle, fordi det siger noget om, hvor galt det kan gå for mennesker, der ikke har gjort noget. Politiet lod dem ikke komme ind i deres eget hus igen. De blev kørt på politistationen. For politiet kunne ikke udelukke dem. De var forældrene, og forældrene er altid de første, man ser på. Det er sådan, politiarbejde virker, og det er ikke i sig selv forkert. Så Clive og Elsie Ralph sad på en politistation og vidste ikke, hvor deres 3 børn var, mens de blev spurgt, om de havde gjort det. Politiet gennemsøgte området i mørke, med lygter. Der kom en hundepatrulje til. De ledte i haverne bagved husene i omkring en time. Og i den time skete der noget, der er svært at forstå. Næsten ingen af naboerne havde hørt eller set noget. 2 gæster hos nogle af naboerne gik ud for at se, hvad der foregik. De så ingenting, og de gik hjem igen. Og så fandt politiet dem. Den ledende efterforsker hed Bob Booth, og han sagde det dengang så direkte, som en politimand kan sige noget: Ingen efterforsker har nogensinde skullet stå over for et syn af så ubeskrivelig rædsel. Flere uafhængige kilder siger, at en af de betjente, der var på stedet, kastede op. Og i britiske aviser står der, at betjentene på stedet var — og det er avisernes ord — syge og rystede. En lokal journalist, Tony Bishop, var på gaden den nat. Han har senere beskrevet, hvad han så. Vi så det forfærdelige gitter, og blodet var størknet på det. Det var det, der dengang gav ham sit tilnavn i de britiske aviser. Uhyret fra Worcester. Elsie fik det at vide på politistationen. Hun har sagt om det: jeg kunne simpelthen ikke tro, hvad de fortalte mig. Hun blev hysterisk. En læge gav hende en indsprøjtning for at berolige hende. Og så fik hun ikke lov til at se sine børn. Hun fik ikke lov at komme hjem, og hun fik ikke lov at komme ned på retsmedicinsk. Og hun fik ikke at vide, hvordan de var døde. Hun fik det at vide 33 år senere. Hun så tilfældigt et billede af manden på nettet. Og så begyndte hun selv at søge. Det var dér, en mor fandt ud af, hvad der var sket med hendes 3 børn. På en computer. Alene. Over 30 år efter. Hendes ægteskab med Clive gik i stykker efter drabene. Hun kunne i mange år ikke deltage i familiefester eller mærkedage. Hun skiftede efternavn, da hun blev gift igen, og hun har levet resten af sit liv under et andet navn end det, hendes børn blev født med. Og der er én oplysning mere, som jeg kun har fundet i én enkelt kilde, og som jeg derfor siger med det forbehold. Hun skal selv have fortalt offentligt, at hun forsøgte at tage sit eget liv omkring et halvt år efter drabene. Og at det ikke stod alene gennem årene. Den samme kilde citerer hende for at have sagt det her. Efter drabene gik jeg i stykker. Jeg mistede mine 3 børns liv, men jeg har også mistet det meste af mit eget. De fandt ham samme nat. Han var et par kilometer fra huset, i udkanten af byen, og han forsøgte at blaffe ud af Worcester. Kilderne er uenige om det præcise klokkeslæt — nogle siger omkring 3 om natten, andre 10 minutter i 4. De er også uenige om gadenavnet. Men kernen er ens overalt: han blev fanget samme nat, i udkanten af byen, på vej væk. Og det første, han sagde til betjenten, var: Hvad handler det her om? Et par timer senere tilstod han. Og det her er, hvad han sagde. Det var alt for forbandet grusomt. Det var mig, men det var ikke mig. Hvordan kunne jeg gøre det? Og så fortalte han, hvad han havde gjort. Jeg lagde min hånd over hendes mund, og så gik det derfra. På Paul brugte jeg en ledning. Jeg gik udenfor og satte dem på hegnet. Og til sidst sagde han det her. Alt, jeg kunne høre, var unger, unger, unger. Lad os lige stoppe op. Hvad ved vi nu? Vi ved alt. Det er det mærkelige ved den her sag. Vi ved, hvem der gjorde det. Vi ved, hvornår. Vi ved, hvordan hvert af de 3 børn døde. Han blev fanget samme nat, og han har aldrig på noget tidspunkt nægtet, at det var ham. Hvad betyder det? Det betyder, at der ikke er nogen gåde her. Der er ingen mistænkt, der gik fri. Der er ikke et spor, nogen overså. Alt det, en sag normalt handler om, var afklaret inden for 6 timer. Og hvad er der stadig ikke svar på? Hvorfor. Et barn på 9 måneder græd efter sin flaske. Er det en forklaring? Han mødte i retten i slutningen af juni og erkendte sig skyldig i alle 3 drab. Retsmødet varede 8 minutter. 8 minutter. For 3 børn. Og det var ikke fordi nogen hastede det igennem. Det var fordi der ikke var noget at diskutere. Han erkendte det. Hans forsvarer bad ikke om formildende omstændigheder. Der blev ikke rejst spørgsmål om, hvorvidt han var ved sin fornufts fulde brug. Der var ingen uenighed at forhandle om. Retssalen var overfyldt. Der stod kvinder udenfor. Journalisten Tony Bishop, der dækkede sagen, har sagt om stemningen, at hvis de kvinder havde kunnet komme til ham, ville de have lynchet ham. Han fik 3 livstidsdomme, der skulle afsones samtidig, med en mindstetid på 20 år. Og den dom skal jeg lige forklare, for den betyder noget andet end dansk livstid. En britisk livstidsdom med en mindstetid betyder ikke, at man kommer ud efter de år. Den betyder, at man først dér må begynde at søge om at komme ud. Man får ikke lov. Man får lov at spørge. Han fik ikke en dom til psykiatrisk behandling. Han fik en almindelig fængselsdom. Bare en meget lang en. Og der er noget, jeg skal sige om dommen, som jeg selv blev overrasket over. Kilderne er uenige om, hvilken dommer der ledede sagen. Der går 2 forskellige navne igen, og jeg kan ikke afgøre hvilket, der er rigtigt. Så jeg nævner ingen af dem. Han sad i fængsel i omkring 46 år. Fra han var 22, til han var 68. Næsten hele sit voksne liv. Og det var ikke tomme år. Han tilbragte det meste af tiden på særlige afdelinger for indsatte, der skal beskyttes mod de andre. Han blev overfaldet alvorligt af medfanger. Han blev truet med vold igen nogle år senere. Og hans celle blev tilsvinet af andre indsatte. Og der er et mønster i det, som senere blev dokumenteret i hans egne retssager: når aviserne skrev om ham, fulgte volden bagefter. Og så er der én historie fra hans afsoning, som jeg kun har løst kildebelagt, men som går igen flere steder. Han skal på et tidspunkt have udfordret en anden indsat til slagsmål. Den anden indsatte var den ene halvdel af de såkaldte Moors-mordere — nogle af Storbritanniens mest kendte børnemordere. Og grunden skal angiveligt have været at bevise, hvem af dem der var den mest berygtede. Og i alle de år malede han. Det siger flere kilder. Han brugte en del af sine årtier i fængslet på at male. Med en mindstetid på 20 år kunne han tidligst søge om at komme ud i begyndelsen af 1990'erne. Han søgte mindst 9 gange. Hver gang fik han nej. Og så sagde løsladelsesnævnet ja. 25 år efter, han første gang kunne have søgt. Nævnets egen begrundelse var, at han havde — og det er deres ord — ændret sig betydeligt, og at han ikke længere udgjorde en betydelig risiko for offentligheden. En psykologisk vurdering beskrev ham som medgørlig og samarbejdsvillig, og i stand til at forblive rolig i pressede situationer. Han blev løsladt med elektronisk fodlænke, udgangsforbud, og forbud mod at opholde sig i Worcester eller i det område, hvor familien siden havde bosat sig. Og forbud mod at kontakte dem. Og Elsie fik det at vide sådan her: at han var løsladt, at han havde en fodlænke, og at han skulle overholde nogle regler. Ikke mere. Hun havde tidligere fået at vide af myndighederne, at han aldrig ville blive løsladt. Hun har sagt det her, og jeg synes, man skal høre det som det, det er — en mor, der regner. De sagde, han skulle sidde livstid, og så ændrede de det til en mindstetid på 20 år. Men han har ikke siddet 60 år. Han tog 3 liv. Ikke bare ét eller to. Tre. Og om manden selv har hun sagt: Han satte mine babyer på spidse pigge, for Guds skyld. Han lemlæstede dem, og de døde i smerte. Og den her, som er den, der bliver siddende i mig: Jeg tænker på, hvad han gjorde, hvert eneste minut, hver eneste dag. Fordi han tog mit liv fra mig. Hun protesterede offentligt. Og hun var ikke alene. 6 medlemmer af det britiske parlament — fra 3 forskellige partier — skrev under på et forslag om, at justitsministeren skulle gennemgå afgørelsen igen. Det dokument findes stadig, og det beskriver selv sagen som en, der har haft en ødelæggende, livslang konsekvens for børnenes mor. Byens eget parlamentsmedlem kaldte løsladelsen en skændsel og sagde: jeg er forfærdet over, at han er blevet løsladt. Jeg har altid ment, at han aldrig burde løslades. Og han pegede på noget, der er værd at holde fast i: havde manden begået det samme i dag, ville han med stor sandsynlighed have fået en livstidsdom uden nogensinde at måtte søge om at komme ud. Den strafferamme fandtes ikke i britisk ret i 1973. Løsladelsesnævnet svarede med én sætning: offentlighedens sikkerhed er vores første prioritet. Og de forklarede, hvad deres opgave egentlig er. Den handler udelukkende om, hvorvidt en indsat er farlig for andre nu. Ikke om straffens længde. Og ikke om, hvor forfærdelig forbrydelsen var. Børnenes mor havde afleveret en udtalelse til sagen om, hvad det havde gjort ved hende. Den ændrede ikke på afgørelsen. Der er aldrig fastslået noget motiv i den her sag. Han var fuld. Det er sikkert. Og barnet græd. Det er også sikkert. Men ud over det er der ingenting. Ifølge én kilde har han selv år senere, i forbindelse med sine egne løsladelsessager, sagt noget i retning af, at det stadig er det, han selv forsøger at finde ud af. Aviserne spekulerede dengang i, at der skulle have været et forhold mellem ham og børnenes mor. Det har hun konsekvent og offentligt afvist, og jeg har ikke fundet en eneste pålidelig kilde, der understøtter det. Jeg nævner det kun, fordi det viser, hvad man spekulerede i dengang. Ikke fordi det er en sandsynlig forklaring. Og om faren, Clive, ved man næsten ingenting. Der findes ikke et offentligt citat fra ham. Ikke fra retssagen. Ikke fra løsladelsen. Ikke fra nogen af de gange, sagen har været oppe igen. Han forsvinder simpelthen ud af det dokumenterede materiale efter den nat. Det kan jeg ikke forklare. Det er bare det, kilderne viser. Eller rettere: det, de ikke viser. Nogle sager ender med et svar, selv når svaret er forfærdeligt. Den her sag har et gerningssted. En dato. Et navn på manden. Og intet svar på hvorfor. Der er en ting mere, jeg vil sige om datoen. I nyere britiske medier — især efter at han blev løsladt — er det den her sag, man peger på, når nogen spørger, om der findes en ægte fredag den 13.-morder. Og det skal siges helt præcist: dengang blev han ikke kaldt det. Dengang var han uhyret fra Worcester. Tilnavnet om datoen er kommet til langt senere, i takt med at sagen er blevet genfortalt igen og igen. Men datoen er ægte. Den behøvede ingen hjælp fra en filmtitel. Og jeg tror, det er derfor, den her sag bliver ved med at komme op igen, hver gang datoen falder på en fredag. Ikke fordi nogen husker navnene. Men fordi der er noget i os, der gerne vil have, at overtroen passer. Og i det her ene tilfælde gjorde den det. Og der er en journalist, der har sagt noget om den her sag, som jeg tror er rigtigt. Han dækkede sagen dengang og blev senere chefredaktør på et landsdækkende blad. Han har sagt, at folk stadig husker selve forbrydelsen — men ikke mandens navn. Og at grunden er, at retssagen varede 8 minutter og ikke uger. Så pressen fik aldrig den lange, gentagne dækning, der normalt fæstner et navn i folks hukommelse. Så det, der blev stående, var datoen. 3 børn. 46 år i fængsel. Og en mor, der mere end 50 år efter stadig lever under et andet navn end det, hendes børn blev født med. Paul var 4. Dawn var 2. Samantha var 9 måneder. I morgen er det fredag den 13. Næste torsdag skal vi et helt andet sted hen. Noida, i Indien. En 13-årig pige bliver fundet død i sit eget soveværelse. Døren havde været låst indefra om natten. Familiens husassistent er forsvundet. Og politiet har hurtigt en forklaring klar. 2 dage senere åbner nogen døren op til tagterrassen. Det, der følger, bliver en af Indiens mest omtalte retssager. En efterforskning fuld af ødelagte spor, skiftende teorier, og en offentlighed, der dømte længe før retten gjorde. Og til sidst 2 mennesker, der er døde, uden at nogen i dag er dømt for det. Det er på torsdag. Og så er der en ting, jeg gerne vil sige, inden vi slutter. Jeg fortalte jer, at børnenes mor selv har sagt offentligt, at hun forsøgte at tage sit eget liv. Hvis der sidder nogen og lytter, som selv har det sådan, så vil jeg gerne have, at I ved, hvor man kan ringe. Livslinien har telefonen åben, og nummeret er 70 201 201. Man kan også skrive med dem på livslinien.dk, hvis man har det nemmere med at skrive end at tale. Og man behøver ikke være i krise for at ringe. Man må godt ringe, bare fordi man har det svært. Det var Når Lyset Slukker. Hvis I vil vide mere om sagen, eller se kilderne, ligger de på naarlysetslukker.dk. Og hvis I har en sag, I tænker, jeg skal høre om — så skriv til mig. Tak for at I lyttede. Pas på jer selv i morgen.

    GINA H.

    Den 10. oktober 2025 forsvinder 8-årige Fabian fra sit hjem i Güstrow i Tyskland. 4 dage senere bliver han fundet død ved en sø syd for byen.

    Mere end et år senere, den 10. november 2026, dømmer en domstol i Rostock sin fars tidligere kæreste, Gina H., skyldig i mordet.

    Det her er et ekstraafsnit om sagen — og om den mand, der stadig ikke har forladt hende.

    KILDER OG RESEARCH

    • NDR, Tagesschau, ZDF
    • t-online
    • berliner-kurier.de
    • ostseewelle.de, n-tv.de, LTO
    • samt case-wikien på allmystery.de

    TRANSSKRIPTION

    Hvad gør man, hvis den person, man elsker mest i verden, står i vejen for den fremtid, man har bygget op i sit hoved?De fleste af os ville aldrig finde ud af svaret. Gina H. gjorde.Den 10. oktober 2025 kørte hun ind til den nordtyske provinsby Güstrow for at hente sin tidligere kærestes søn. Hun kom tilbage uden ham. 4 dage senere luftede en kvinde sin hund ved en lille tilgroet sø syd for byen — og fandt det, der var tilbage af en 8-årig dreng.Der skulle gå lige over 1 år, før en domstol i Rostock fastslog, hvem der havde gjort det. Og da hun fik sit sidste ord i retten, sagde hun ikke, at hun var ked af det. Hun sagde, at hun ville blive ved med at kæmpe, til hun igen var fri.Tidligere i retssagen havde hun beskrevet sig selv med tre ord: "Jeg er en god mor."Og den mand, hun stadig elskede — drengens egen far — tror på hende endnu.I dag handler det om drabet på et 8-årigt barn. Jeg kommer til at beskrive, hvordan han blev holdt fast og stukket med en kniv, og hvad der skete med kroppen bagefter. Det er ikke pænt, og det skal ikke lyde pænt — men er du ikke i humør til det i dag, er der mange andre afsnit at vælge mellem.Du lytter til Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda.Det her er et ekstraafsnit. Det ligger uden for den faste kalender, og det er der en grund til: for 3 dage siden, den 10. november 2026, faldt der dom i en sag, jeg har holdt øje med siden slutningen af oktober — en sag fra Tyskland, jeg ikke har kunnet finde dansk dækning af før.I dag skal vi til Güstrow, en lille by i Mecklenburg-Vorpommern, nord for Berlin. Og vi skal møde en dreng, der hed Fabian, en kvinde, der nu er dømt for at have myrdet ham — og en far, der ikke vil give slip på hende.Bag dagens sag står rigtige mennesker og deres familier.Fabian gik i 3. klasse. Han boede alene med sin mor, Dorina, i en lejlighed i Güstrow. Hans forældre havde ikke boet sammen siden 2018, dengang han var 1-2 år gammel.De, der kendte ham fra byens ungdomsklub, beskriver ham som en glad, sød lille dreng. Han kom der næsten hver dag efter skole — ingen af de voksne der havde nogensinde set hans forældre dukke op for at hente ham. Han passede sig selv hjem.Hans mormor har fortalt, at han kom hos sine morforældre hver 2.-3. uge, nogle gange en hel nat ad gangen, og at han dengang var livlig og glad. Men et sted omkring skolestart ændrede han sig, ifølge hende: han blev mere aggressiv og vred, og begyndte at sige, han ikke ville besøge sin far. "Papa var slem ved Gina," skal han have sagt.Hans far hed Matthias. Og Matthias havde en kæreste, der hed Gina H.Gina H. var 30 år. Hun havde i flere år fået en førtidspension på over 1.400 euro om måneden — dokumenteret i retten, uden en klar forklaring på hvorfor. Hun havde heste, som Matthias passede for hende. Og hun havde selv en søn.Om hendes egen opvækst findes der 2 versioner, og de passer ikke sammen — så jeg fortæller begge, i stedet for at vælge den ene. Gina H.s yngre søster, halvandet år yngre end hende, vidnede i retten om deres fælles barndom. Hun og Gina havde ikke talt sammen i omkring 8 år — familien havde reelt skåret Gina fra, efter søsteren rejste bekymring om, hvordan deres fælles bedstemor behandlede Ginas eget barn. Ifølge søsteren flyttede de 2 piger til morforældrene, da deres mor blev syg med kræft. Gina H. selv har hævdet noget andet: at de boede hos deres mor indtil hun var omkring 3 år. En anden kilde om Ginas barndom — en kvinde, der arbejdede som retsassistent og talte med hende i fængslet — har fortalt, at Gina som barn skulle være blevet sat i brand. Det er en tredje, ubekræftet version, og jeg kan ikke sige, hvilken af dem, der er sand.Søsteren beskrev Gina som en enspænder i skolen, der gik om 1. klasse — Gina selv har sagt, det var for at gå i klasse med søsteren; søsteren sagde bare, hun var fagligt svag. Søsteren beskrev hende som kærlig, men hurtigt aggressiv og skældende, når hun blev vred, og sagde, at Gina altid ville være den første — særligt hos bedsteforældrene. Hun fortalte også, at Gina engang slog en hest, da den ikke ville gøre, som hun ville. Og hun beskrev et voldeligt forhold mellem Gina og Fabians far, som engang endte med, at de begge blev indlagt sammen. Ifølge søsteren blev Gina diagnosticeret med en borderline personlighedsforstyrrelse allerede som 9-årig. Det er søsterens egen forklaring, ikke en dokumenteret journal fra dengang — men under selve retssagen fandt en uafhængig retspsykiatrisk vurdering, at Gina H. i dag har en borderline personlighedsstruktur.Da søsteren sagde det højt i retten, hviskede Gina H. til sin advokat: "Det passer ikke." Og til søsteren selv sagde hun: "Er du da tosset eller hvad?"Der er også en lille, kold detalje fra familien, som er værd at tage med: da søsteren engang rejste sin bekymring om, hvordan bedstemoren behandlede Ginas barn, skal bedstemoren have svaret: "Hvad kommer dit barn mig ved?"Og det er værd at stille spørgsmålet allerede her: hvad gør det ved et menneske at vokse op et sted, hvor selv ens eget barn ikke var nok til at gøre én uundværlig?Forholdet mellem Gina H. og Matthias havde kørt op og ned i flere år. De gik fra hinanden. De fandt sammen igen. Og hver gang var der én, der stod midt imellem: Fabian.Der er en detalje fra retten, som er værd at lægge mærke til allerede her, fordi den bliver vigtig senere: Matthias havde tegnet en livsforsikring på sin søn. Dorina havde en ulykkesforsikring på ham. Begge forsikringer udbetalte penge, da Fabian døde.Det er ikke bevis for noget som helst. Men det er en af de ting, en domstol lagde på bordet, da den skulle forstå, hvem alle disse mennesker var for hinanden.Fabians forhold til sin far var ikke ligetil. Ifølge Dorina stoppede Fabian med at have kontakt med sin far og Gina H. i foråret 2024, efter han selv havde overværet et fysisk sammenstød mellem dem. Hvem der gjorde hvad mod hvem i det sammenstød, er der ikke enighed om: Gina H. har selv fortalt politiet tidligt i sagen, at det var Matthias, der var voldelig — både mod hende og mod Fabian, som ifølge hende blandt andet blev lukket inde på sit værelse som straf. Matthias har, da det samme emne kom frem i retten et år senere, kun indrømmet, at "der var noget" — og beskrevet det som nærmere et skub.I august 2025 afsluttede Matthias sit forhold til Gina H. — efter 4 år sammen. Men bruddet var ikke en afslutning: ifølge chat- og talebeskeder, fremlagt i retten, fortsatte de kontakten og erklærede fortsat hinanden kærlighed. Og i Fabians liv betød bruddet noget konkret: han begyndte at se mere til sin far — hvilket, lagde retten senere til grund, gjorde Gina H. vred.I begyndelsen af oktober fandt de to hinanden igen — kort, i bare 2 dage. De talte om en ny start. Men konflikterne lå under overfladen hele tiden.Den 9. oktober 2025 — aftenen før Fabian dør — var der, ifølge Matthias' egen forklaring, igen tavshed mellem dem. Retten lagde til grund, at det var her, forholdet endelig sluttede, og at det skete med en følelsesladet afsked.Fabian havde været hjemme fra skole den dag. Han havde næseblod og hovedpine, og hans mor havde hentet ham tidligt. Ingen af børnene på ungdomsklubben vidste det endnu, men det var sidste gang, han var der.Fredag morgen, den 10. oktober 2025. Dorina går til arbejde på et apotek klokken halv 9. Fabian er hjemme — han har stadig ondt, og hun lader ham blive der. Han har efterladt sin telefon og sin tegnebog.Et sted i Güstrow holder en orange Ford Ranger. Det er Gina H.s bil. Overvågningskameraer fanger den tæt på Fabians hjem — 2 gange denne formiddag.Hun henter ham under et dække — en forklaring, der ikke handler om det, det egentlig handler om. Han sætter sig ind på bagsædet.Ifølge rettens egen rekonstruktion af forløbet, sådan som den står i domsbegrundelsen, var turen fra starten målrettet. Hun kører med ham og sin hund ud til skovområdet ved Klein Upahl, et par mil syd for byen — et sted, hun kender, hvor man ikke kan se søen fra den sti, folk går på. De går en tur. Og hun spørger ham, om han vil love at bryde kontakten med sin far.Fabian siger nej.Og det er først der, ifølge rettens egen begrundelse, at Gina H. beslutter sig for at slå ham ihjel. Retten fandt, at hun havde overvejet flere måder at gøre det på, inden hun valgte denne.Hun trækker en kniv. Fabian er sammen med et menneske, han stoler på — og har ingen grund til at være på vagt over for. Og hun stikker ham — 6 gange, fastslog retten i sin endelige dom. Deriblandt i hjertet og i leveren.Han dør inden for få minutter.Bagefter — kroppen ligger stadig ved søen — henter hun en flaske grilltænder fra sin bil og sætter ham i brand. En retsmediciner vurderede senere, at gerningsmanden havde brugt omkring 600 milliliter optændingsvæske for at sætte ilden, der skulle.Og så kører Gina H. videre med sin dag. Hun henter sin egen søn fra skole. Hun gør bilens kabine ren indefra.Da Dorina kommer hjem fra arbejde, er Fabian væk. Han kommer ikke hjem til den tid, de har aftalt. Klokken halv 9 om aftenen anmelder hun ham som forsvundet.De næste dage ruller en af de største eftersøgninger, politiet i regionen har sat i gang. Helikoptere. Både. Hundepatruljer. Hundredvis af betjente går gennem skove, tomme huse, et industriområde, søer.Hundene følger Fabians spor til busstationen i Güstrow — og videre til et sted tæt på hans fars hjem, hvor sporet forsvinder igen. 3 dage efter, at han blev meldt forsvundet, markerer hundene uafhængigt af hinanden ved Inselsee-søen, inde i selve Güstrow. Dykkere finder ingenting dagen efter.4 dage efter forsvindingen — den 14. oktober — går en kvinde en tur med sin hund ved en lille sø ved Klein Upahl, 15 kilometer syd for byen. Hun finder et barns lig, og det er hende, der ringer til politiet.Kroppen er delvist brændt. Politiet vurderer hurtigt, at det er gjort for at slette spor. En indledende obduktion viser, at drengen har været offer for en forbrydelse. 2 dage efter bekræfter en DNA-analyse, hvad alle allerede har gættet: det er Fabian.I dagene efter dræner politiet dele af søen og gennemsøger den igen.Men der er noget om netop den dag — den 14. oktober — som først kommer frem meget senere i retten. Vi vender tilbage til det.I de følgende uger ransager politiet en gård i nærheden og et affaldsfirmas grund, uden at komme tættere på en anholdelse.Den 5. november 2025 sender det tyske efterlysningsprogram Aktenzeichen XY — det er omtrent det, danskerne ville kalde en version af Station 2-genoptagelse, men på landsdækkende tysk tv i flere årtier — sagen om Fabian. Det udløser snesevis af nye henvendelser til politiet.Dagen efter, den 6. november, anholder politiet en 30-årig kvinde på mistanke om mord. De beslaglægger hendes bil. Flere adresser bliver ransaget. Dagen efter, den 7. november, bliver hun varetægtsfængslet.Hun siger ikke noget.Der findes ingen tilståelse. Der findes intet øjenvidne. Og selve mordkniven er aldrig fundet — en anden kniv, politiet fandt i marts 2026, blev undersøgt og kunne ikke knyttes til sagen.Alt, hvad anklagemyndigheden havde, var omstændigheder. Men der var 44 af dem, lagt frem over et halvt år i retten i Rostock.Nogle handlede om, hvor hun havde været. Overvågningskameraer viste hendes bil tæt på Fabians hjem den morgen. Et billede, hun selv sendte samme morgen, var taget tæt på det sted, hvor kroppen senere blev fundet. Vidner havde set hendes bil nær søen. Og hendes telefon — som hun ellers brugte konstant, ifølge folk, der kendte hende — var slukket netop i det tidsrum, hvor drabet skete.Andre handlede om spor på selve stedet, og på hende. I Fabians bil — altså den bil, politiet senere beslaglagde — fandt teknikerne hans eget blod. En fiber under hans negl stemte med en trøje, Gina H. ejede, selvom det ikke kunne tidsfæstes præcist, hvornår fiberen var havnet der. Et skoaftryk omkring 20 centimeter fra Fabians eget blev matchet til et par sko, hun selv ejede — det specifikke mærke er kun nævnt i én af mine kilder, og jeg kan ikke bekræfte, om det er stavet korrekt, så jeg lader det ligge. Fibre fra Fabians tøj — købt bare en måned forinden, i september — dukkede op i hendes bil, sammen med andre fibre på bagsædet. Og i hendes bil fandt politiet en flaske optændingsvæske med kun hendes egne fingeraftryk på.Retten lagde også vægt på selve det, hun sagde, når hun blev afhørt. Flere af hendes forklaringer blev vurderet som usande. Og nogle af de detaljer, hun selv kom med, var efter rettens opfattelse det, tysk ret kalder Täterwissen — altså oplysninger, som kun en gerningsperson kunne have kendt til.Der var også det, retsmedicinen kunne sige om selve gerningen. En retsmediciner sagde under sagen, at en kvinde fysisk godt kunne have begået drabet. Og da forsvaret pegede på, at der ikke var fundet rester af optændingsvæske på Gina H.s sko eller tøj, svarede eksperten, at det ikke beviser, det ikke var hende — kun at man ikke kunne finde det. Forsvaret pegede desuden på, at data fra hendes bil manglede for det afgørende tidsrum, og foreslog 3 mulige forklaringer: en teknisk fejl, at Gina H. selv havde slettet det, eller at en tredje person havde gjort det. Retten fandt ingen af de sidste 2 sandsynliggjort.Og nogle af sporene handlede om, hvad hun gjorde, efter Fabian var død. Hun søgte online efter politirapporter og efterlysninger i Güstrow — det var før hun officielt fik besked om, at han var forsvundet. Dagen efter søgte hun på, om vildsvin æder døde mennesker. Hun vidste, at Fabian havde haft ondt i maven og derfor var blevet hjemme fra skole den dag. Og hun foreslog selv at lede efter ham på en mark tæt på Klein Upahl — netop det sted, hvor han senere blev fundet. I en talebesked til en ven sagde hun, at drengens forsvinden var "på grund af den bengel" — et nedsættende ord for en dreng, nærmest i retning af "møgunge". Vennen forklarede i retten, at han forstod det, som at Fabian ofte havde udløst konflikter mellem Gina H. og Matthias.Og så er der den 14. oktober — dagen, politiet officielt fik meldingen om liget. Det viste sig under retssagen, at det ikke var første gang, nogen havde stået ved søen. Gina H. har selv hævdet, at det var en bekendt, Christian D., der fandt kroppen og ledte hende derhen. Men da Christian D. selv vidnede, fortalte han noget andet: at han og Gina H. sammen fandt kroppen allerede dagen før, den 13. oktober — og at ingen af dem ringede til politiet. Og det var ikke kun ham, hun tog med ud til liget: hun tog også en anden bekendt, Olaf K., derud. Ingen af de 2 mænd valgte at anmelde det på stedet. Retten fandt, at Gina H. også forsøgte at skaffe sig et alibi: hun bad en nabo om at bekræfte, at hun havde været hos ham til klokken 11 — inden hun overhovedet kunne vide, at der fandtes overvågningsoptagelser fra Güstrow, der ville modsige det.Forsvaret pegede på, at ingen vidner havde set Gina H. og Fabian sammen den dag. Nogle børn mente endda, de havde set Fabian i Güstrow samme eftermiddag — på et tidspunkt, hvor han efter anklagemyndighedens tidslinje allerede var død. Anklagemyndigheden og retten endte med at tro, at børnene havde forvekslet dagen med en anden dag.Så hvad ved vi nu? Vi ved, at der ikke findes et eneste vidne, der så det ske. Vi ved, at mordkniven aldrig er fundet. Og vi ved, at en domstol efter 35 retsdage alligevel fandt, at de 44 spor — hver for sig små, men lagt sammen — kun pegede ét sted hen.Hvad betyder det? At en dom for mord i Tyskland, ligesom i Danmark, ikke kræver en tilståelse eller et vidne. Den kræver, at beviserne hænger sammen, så der ikke er plads til en anden rimelig forklaring.Den tyske kriminalprofiler Axel Petermann, som har fulgt sagen udefra, har sagt noget, der er værd at tage med sig herfra. Han kalder Gina H.s forestilling om, at drabet på Fabian kunne skabe en fremtid for hende og Matthias, en "forvirret opfattelse" — i et forhold, der i virkeligheden var skrøbeligt og fuldt af anklager i begge retninger. Hans teori er, at hun håbede, Matthias ville komme tilbage til hende, hvis Fabian ikke længere stod i vejen. Og han peger på, at det høje antal knivstik kan afspejle et had, der tog overhånd i det øjeblik — uden at det, siger han selv, gør det mindre forkert.Og hvad er der stadig ikke svar på? Hvor den rigtige kniv er. Hvad der blev sagt i skoven, i de minutter før hun besluttede sig. Og hvorfor hun — hvis det var hende — valgte netop den dag, netop det sted.Retssagen begyndte den 28. april 2026 og endte 35 retsdage senere, den 10. november. Undervejs var der mere end anklagen og forsvaret.Da Fabians far, Matthias, selv vidnede, kom han med nogle udsagn, der fik retten til at løfte øjenbrynene. Da han satte sig i vidneskranken, var det første, han gjorde, ikke at se på Dorina. Han smilede til Gina H.Han sagde, at han ikke havde nogen anelse om, hvem der kunne have gjort sin søn fortræd. Han sagde også, at han ikke havde vidst, Fabian var hjemme alene den fredag. Og han anklagede politiet for aldrig at have fulgt op på et tip om, at en bekendt skulle have fundet en kniv i en skraldespand i Güstrow — en kniv, han mente, kunne have været mordvåbnet. "Ved I, hvordan det er, ikke engang at få det fortalt personligt, at mit eget barn er blevet dræbt?" spurgte han dommeren. Han sagde, han fik det at vide gennem medierne.Og der er endnu et lag i hans historie, vi vender tilbage til: kort efter blev der rejst mistanke om, at Matthias selv ikke havde fortalt hele sandheden.Det er den slags, der gør en sag som denne sværere end den ser ud til udefra: det er ikke kun gerningskvinden, der efterlader spørgsmål.Men den 10. november 2026, efter mere end et halvt års retssag, læste dommer Holger Schütt dommen op ved landsretten i Rostock: skyldig i mord. Livstid. Matthias var ikke i retssalen den dag — efter ønske fra Gina H. selv. Vi vender tilbage til, hvorfor det måske er den mest talende detalje i hele sagen.Retten fastslog også, at der var tale om det, tysk ret kalder en "særlig grov skyld". Det betyder, at hendes mulighed for prøveløsladelse ikke bliver vurderet efter den normale grænse på 15 år — løsladelse er ikke udelukket for altid, men kan først komme på tale efter en længere afsoning og en selvstændig juridisk vurdering. Det minder lidt om den måde, amerikanske livstidsdomme fungerer på: det er ikke selve straffens længde, der ændrer sig, men adgangen til at søge om at komme ud tidligere.Retten brugte ordet "Heimtücke" om gerningen — altså, at hun udnyttede, at Fabian ikke havde nogen grund til at være på vagt over for netop hende. Dommer Schütt sagde det rent ud: kun én, "som han ville have betroet sit liv til," kunne have gjort det. Han sagde også: "Der er ingen tvivl, der skal komme den tiltalte til gode" — og at fængsel for mord "skal gøre ondt." Han beskrev, at Gina H. havde gjort Fabian til "en ting" og "skaffet sig af med" ham.En psykiatrisk vurdering fandt, at Gina H. har en borderline personlighedsstruktur og en indlæringsvanskelighed — men vurderede hende fuldt ansvarlig for sine handlinger. Retten mente, ifølge sin egen begrundelse, at Gina H. så Fabian som en eksistentiel hindring for at kunne fortsætte forholdet til hans far.Gina H. nægtede sig skyldig fra start til slut. I sit sidste ord i retten sagde hun, at hun ville blive ved med at kæmpe, til hun igen var fri. Og tidligere i processen havde hun sagt om sig selv: "Jeg er en god mor."Dorina, Fabians mor, sad igennem alle 35 retsdage. Hendes advokat sagde, at hun ved slutningen var "ved vejs ende." Hun havde håbet på en afslutning. Dommen gav hende en dom — men ikke mordvåbnet, og ikke et rigtigt svar på hvorfor.Men den historie, der måske sidder mest fast efter denne sag, handler ikke om Gina H. Den handler om Matthias.Lige efter Fabian forsvandt, var det faktisk Matthias selv, der først satte spørgsmålstegn ved Gina H. Han sagde dengang, at han kunne forestille sig, hun havde noget at gøre med det. Men allerede tidligt i retssagen, i starten af maj 2026, havde han vendt rundt: i retten fortalte han, at han og Gina H. igen var et par, at han besøgte hende i varetægtsfængslet — og han sagde det rent ud: "Jeg tror på hendes uskyld."Samme måned, den 13. maj 2026, indledte anklagemyndigheden en undersøgelse af Matthias selv — ikke med drabet, men med mistanke om det, tysk ret kalder uneidliche Falschaussage: en urigtig vidneforklaring, afgivet uden at være under ed. Baggrunden var, at det, han havde sagt til politiet i oktober 2025, ikke stemte med det, han sagde i retten et halvt år senere. Anklagemyndigheden har understreget, at der ikke er nogen mistanke om, at Matthias selv medvirkede til drabet på sin søn — kun mistanke om, at han ikke fortalte sandheden om noget andet.Fabians mormor, Doris, fortalte også i retten, at Matthias besøgte Gina H. i fængslet, kort efter hun blev varetægtsfængslet i november 2025. Han ville spørge, hvad det hele betød. Samtalerne forblev, ifølge Doris, overfladiske — de rørte aldrig ved selve anklagen.Og det blev ikke ved snak. Beskeder fremlagt i retten tyder på, at de 2 havde et seksuelt forhold allerede omkring 2 dage efter, Fabians lig blev fundet. Et vidne fra Gina H.s egen familie fortalte samtidig, at Matthias var overbevist om hendes uskyld — og at hun, interessant nok, aldrig nævnte ham, når hun talte med fængslets psykolog.Den 30. oktober 2026, mens retssagen stadig stod på, bekræftede forsvarer Thomas Löcker, at Matthias og Gina H. er sammen igen, og at han tror på hendes uskyld. Löcker beskrev, at Matthias oplever fjendtlighed udefra for det. Selv har Gina H. sagt det med egne ord i sin forklaring til retten: "Jeg har elsket ham, og jeg elsker ham stadig."Og så er der det, vi nævnte tidligere: at Matthias slet ikke var i retssalen, da dommen faldt. Det var efter ønske fra Gina H. selv.Hvorfor en kvinde, der lige er dømt for at myrde sin kærestes søn, ikke vil have netop ham i rummet, når dommen læses op — det ved vi ikke. Men det er måske det mest talende spørgsmål, denne sag efterlader. Manden, der først var den, der tvivlede på hende, er endt som den, der tror mest på hende af alle.En domstol har nu sagt, at Gina H. slog hans søn ihjel, fordi hun ikke kunne dele ham. Og den mand, hun gjorde det for, besøger hende stadig.Sagen er heller ikke færdig i retssystemet. Dagen efter dommen, den 11. november 2026, indgav Gina H.s forsvarere en formel anke — en Revision — mod dommen. Landgericht Rostock bekræftede dagen efter, at anken var modtaget. Sagen skal nu behandles af den tyske forbundsdomstol, Bundesgerichtshof i Karlsruhe. En Revision er ikke en ny retssag: der skal ikke afhøres vidner igen. Domstolen i Karlsruhe undersøger i stedet, om der er juridiske fejl i dommen eller i selve sagsbehandlingen. Hvis den finder væsentlige fejl, kan dommen blive ophævet, helt eller delvist — og sagen sendt tilbage til en ny behandling. Forsvaret har en måned, fra de får den skriftlige dom, til at begrunde anken.Sagen om Fabian er ikke færdig. Gina H.s forsvarere har allerede anket dommen. Og der er stadig en kniv, ingen har fundet.Det var dagens ekstraafsnit af Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda, og jeg er glad for, at du lyttede.

    UKENDT MORDER - Indien

    Noida, Indien, 16. maj 2008. En trettenårig pige bliver fundet død i sit eget soveværelse. Døren var låst indefra om natten. Familiens husassistent er forsvundet, og politiet har hurtigt en forklaring klar.

    To dage senere åbner nogen døren til tagterrassen.

    Det, der følger, bliver en af Indiens mest omtalte retssager — en efterforskning fuld af ødelagte spor, skiftende teorier og en offentlighed, der dømte længe før retten gjorde. Og til sidst to mennesker, der er døde, uden at nogen i dag er dømt for det.

    KILDER OG RESEARCH

    • Wikipedia — grundig og bredt efterprøvet gennemgang af hele sagsforløbet
    • TheQuint — to dybdegående artikler, bl.a. med interview med Rajesh Talwar efter løsladelsen
    • Scroll.in — om ankedommen fra Allahabad High Court i 2017
    • Open Magazine — om Hemrajs familie i Nepal og deres tab

    TRANSSKRIPTION

    En 13-årig pige bliver fundet død i sin egen seng. Hendes forældres tjener er væk. Sporløst. Politiet har hurtigt en forklaring klar: han gjorde det, og så flygtede han. De leder efter ham i hele byen. De udsender en efterlysning. De bruger hele det første døgn på det. Han var ikke flygtet. Han lå død på lejlighedens egen tagterrasse. Få meter fra pigen. Ingen havde tjekket der. 5 år senere faldt der en dom. 4 år efter det blev den dom omstødt fuldstændigt. Og i dag, mere end 17 år efter, ved ingen, hvem der dræbte dem. Inden vi går videre, skal jeg lige sige, hvad du går ind til. Det her handler om drabet på en pige på 13 år og på familiens 45-årige hushjælp. Og det handler om en teori, som politiet selv rejste, og som indebærer, at den voksne mand skulle have haft sex med barnet. Jeg fortæller den teori, fordi den er hele grunden til, at sagen gik, som den gik. Og jeg fortæller også, hvad der skete med den, da den blev undersøgt. Men jeg skal advare om, at der er en lang del af det her afsnit, hvor voksne mennesker med magt siger grimme ting om en pige, der ikke kan svare igen. Hvis det er for meget i dag, så vælg et andet afsnit. Der er mange andre at vælge mellem herinde. Du lytter til Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda. Jeg skal sige én ting, inden vi begynder, og det er usædvanligt for mig at skulle sige. Den her sag bliver ikke løst i aften. Den er ikke løst i Indien. Den er ikke løst i noget retssystem. 2 mennesker blev dræbt, og der er ingen, der er dømt for det i dag. Så hvis du sidder og venter på, at jeg til sidst siger hvem, så skal du vide, at det gør jeg ikke. Fordi jeg ikke kan. Men det er ikke derfor, sagen er værd at kende. Den bliver den dag i dag brugt som pensum på journalist- og jurastudier i Indien. Som et skoleeksempel på, hvad der sker, når politiet, retssystemet og medierne fejler i den samme sag. På samme tid. Og hvad det koster de mennesker, der tilfældigvis stod midt i den. Aarushi Talwar var 13 år. Og jeg skal lige være præcis her, for det bliver gengivet forskelligt. Nogle kilder siger 14, og hendes egen familie har også sagt 14. Men hun var 13. Hun havde fødselsdag 8 dage senere. Hun gik i 9. klasse på en privatskole i Noida — en satellitby lige uden for New Delhi, hvor veluddannede familier flyttede til for at få mere plads og et roligere liv end i hovedstaden. Hendes forældre, Rajesh og Nupur, var begge tandlæger og drev deres egen klinik sammen. Og om hende som menneske findes der nogle helt almindelige spor. Hun brugte omkring 300 opkald om måneden på at tale med veninder. Hun var på Orkut og Facebook, som alle teenagere var i 2008. Hun havde i ugerne op til sin død haft meget kontakt med en bestemt dreng fra skolen — omkring 688 opkald og beskeder på 45 dage. Hun havde fået en buket blomster af en, der var vild med hende. Hun havde lige lavet et skoleprojekt om misbrug af rusmidler. Hun vandt en pris for det. Og den sidste aften lå hun og læste i en roman. Den hed De 3 fejl i mit liv. Det er sådan en helt almindelig teenagetilværelse, at man næsten ikke behøver at beskrive den. Telefonen, veninderne, drengen, blomsterne, bogen. Hold fast i den liste. For hver enkelt ting på den blev brugt imod hende, efter hun var død. Familiens hushjælp hed Hemraj Banjade. Han var 45 år. Han kom fra en landsby i Nepal, der hed Dharapani, og han var rejst til Indien for at finde arbejde. Han var en af mange tusinde nepalesiske migrantarbejdere, der tog til Indien for at arbejde som hushjælp, chauffører og vagter. Ofte langt hjemmefra, i årevis ad gangen, for at sende penge hjem til familier, der ellers havde svært ved at klare sig. Han havde arbejdet for familien Talwar i 7 måneder, da han døde. Hjemme i Dharapani ventede hans kone, Khumkala, deres søn, og hans gamle mor. Og her er en detalje, som jeg bliver nødt til at blive ved. Han havde ikke sendt penge hjem i flere måneder. Han havde fortalt sin kone, at han havde løn til gode hos familien, og at han ville tage pengene med hjem, næste gang han kom på besøg. Det besøg kom aldrig. Og den løn blev, ifølge hans familie, aldrig betalt. Der var 4 mennesker i den lejlighed den nat. Aarushi i sit værelse. Hendes forældre i værelset ved siden af. Og Hemraj i sit eget værelse. Omkring 11 om aftenen tændte Nupur routeren inde på Aarushis værelse. Lidt før midnat var der sidste aktivitet på computeren. Og så er der ikke mere at sige om den aften. Det var en helt almindelig torsdag aften i en lejlighed, hvor alle skulle tidligt op. Der er en ting mere, som jeg skal nævne nu, fordi den kommer igen senere, og fordi den er en af grundene til, at sagen aldrig blev løst. Forældrenes soveværelse lå lige ved siden af Aarushis. Og der kørte et støjende airconditionanlæg den nat. Efterforskerne fik senere lavet en lydtest i det soveværelse. Den viste, at den aircondition stort set gjorde det umuligt at høre lyde fra værelset ved siden af. Den test kom aldrig til at fylde noget i sagen mod forældrene. Der var ingen til at se, hvad der nu sker. Men obduktionerne af de 2 ofre er meget præcise, og de siger det samme om dem begge. Så lad os sige, hvad de siger. Det sker mellem midnat og klokken 1. Der bliver brugt 2 våben. Det ene er tungt og stumpt. Det andet er lille og meget skarpt. Og ingen af dem er nogensinde blevet fundet. Aarushi bliver ramt først. Med det tunge. Hun får et slag i panden og et bagerst i hovedet. Flængen i panden er 4 gange 3 centimeter. Inde bag den er der en blodansamling i hjernen på 8 gange 2 centimeter. Hun mister bevidstheden med det samme. Det er retsmedicinernes egen vurdering, og de siger også, at slaget i sig selv var nok til at dræbe hende. Men det er ikke det, der slår hende ihjel. Bagefter bliver hendes hals skåret over. Snittet går gennem luftrøret og gennem halspulsåren. Blodet går op på hovedpuden, på sengetøjet, på væggene, på gulvet, og på forsiden af soveværelsesdøren. Hun er 13 år. Hun ligger i sin egen seng, i sit eget hjem, med sine forældre i rummet ved siden af. Og hun ved det ikke. Det er det ene gode, der er at sige om den her nat: hun var væk fra det første slag. Og så er der Hemraj. Han bliver ramt med det samme tunge våben. Det ved man, fordi flængerne i de 2 ofres hoveder har præcis samme mål. Hans slag sidder bagerst i hovedet. Og bagefter bliver hans hals skåret over, på samme måde som hendes. Han bliver dræbt oppe på tagterrassen. Det ved man, fordi hans blod kun blev fundet deroppe. Og han bliver slæbt hen over den terrasse. Mindst 6 meter. Det ved man, fordi der er hudafskrabninger og blå mærker på hans krop, som er opstået, mens han stadig var i live. Han bliver lagt ved siden af airconditionanlægget. Og der bliver lagt et panel fra en køler delvist oven på ham. Og hen over gitteret, der skiller terrasserne, bliver der hængt et sengetæppe. Det er ikke tilfældigt. Nogen har dækket ham til, så han ikke kan ses fra den anden side. Og så sker der noget nede i Aarushis værelse, som er det mest foruroligende i hele sagen. Nogen rydder op omkring hende. Der bliver lagt et hvidt tæppe over hende. Hendes skoletaske bliver lagt hen over hendes ansigt. Lagenet under hende bliver glattet ud. Det ligger pænt, da hun bliver fundet. Og der bliver lagt noget legetøj og en lyserød pude op på sengen. Og den detalje afgør sagen. Der er blod over hele det rum. På puden, på sengetøjet, på væggene, på gulvet, på døren. Men der er ikke en dråbe blod på legetøjet. Ikke på skoletasken. Ikke på den lyserøde pude. De ting blev lagt der bagefter. Efter blodet var løbet. Og der er mere. Der er et vådt, rundt mærke på lagenet neden for hendes hofter. Det er ikke urin. Og hendes pyjamasbukser er bundet op. Efterforskerne mente, at nogen havde vasket hende dernede. Og nede i stuen står der en flaske skotsk whisky fremme på spisebordet. Der er blod fra begge ofre på den. Og så gik nogen ud ad en dør, der låser sig selv. Omkring 6 om morgenen ringede familiens nye hushjælp på døren. Hun hed Bharati. Hun ringede flere gange. Ingen lukkede op. Den yderste gitterport kunne hun ikke åbne. Det viste sig bagefter, at den ikke var låst — den var kun slået i, og den kunne skubbes op med kraft. Men det vidste hun ikke. Da Nupur til sidst lukkede hende ind, bad hun Bharati om at tjekke, om Hemraj var vågen endnu. Og så gik Nupur og Rajesh selv ind på Aarushis værelse. De fandt deres datter død i sin seng, tildækket, med halsen skåret over. En nabo fik en vagt til at tilkalde politiet. Det skete omkring kvart over 7. Hemraj var væk. Og alle — både familien og politiet — gik ud fra det samme med det samme: han havde gjort det, og så var han flygtet. Politiet udsendte en efterlysning på ham som mistænkt. De brugte det meste af det første døgn på at lede efter ham i Noida og omegn. Og mens de gjorde det, var der noget på terrassedøren. Der var blodmærker på håndtaget. Allerede den første dag. Nogle af Rajesh Talwars egne venner lagde mærke til det. De bad ham om nøglen til terrassen. Rajesh sagde, at nøglen var væk. Og da politiet selv bad om at komme op på terrassen, bad han dem i stedet lede efter Hemraj andre steder i bygningen. Det blev senere et af de stærkeste indicier imod ham. Og det er aldrig blevet afklaret, om det var et forsøg på at skjule noget — eller bare panik i et hjem, hvor alt var brudt sammen for få timer siden. Begge læsninger er mulige. Jeg kan ikke afgøre det, og det kunne retten heller ikke. Dagen efter gik nogen endelig op på lejlighedens egen tagterrasse. Døren blev brudt op. Og der lå Hemraj. Han havde ligget der i over et døgn, i maj, i Indien. Han var i fremskreden forrådnelse. Få meter fra det soveværelse, hvor en pige lå død. Og få meter fra det soveværelse, hvor hendes forældre havde sovet. Han havde ikke været savnet nogen steder. Ingen havde ledt efter ham her. Han havde ligget død ovenover dem hele tiden. Og der var spor deroppe. Slæbespor på mindst 6 meter. Et udtværet, blodigt håndaftryk på væggen. Blodet var Hemrajs — men selve aftrykket er aldrig blevet identificeret. Og et blodigt skoaftryk, som blev fotograferet. Størrelse 8 eller 9. Og den detalje skal I have hele vejen, for den er vigtig. Rajesh Talwar går i størrelse 6. Nøglen til terrassen blev aldrig fundet. Og Talwar-familiens egen advokat har sagt, at der blev set hår i Hemrajs mund. Politiet tjekkede det ikke. Og nu skal I høre, hvorfor den her sag aldrig kunne løses. Mens politiet ledte efter Hemraj, blev gerningsstedet nedenunder brugt som et almindeligt hjem. Omkring 15 mennesker opholdt sig i stuen. 5 til 6 mennesker var inde i selve soveværelset. Alt det skete, før politiet overhovedet afspærrede noget. Pressen var inde i lejligheden klokken 8 om morgenen. Og journalister fik også lov at gå rundt på selve terrassen, hvor Hemrajs lig lå. Aarushis blodige madras blev flyttet ud på en naboterrasse. Under oprydningen. Efterforskerne konkluderede senere, at omkring 90 procent af beviserne på stedet gik tabt. Der blev indsamlet 26 fingeraftryk. 2 af dem kunne bruges. Og de 2 passede ikke med nogen mistænkt. Whiskyflasken med blod fra begge ofre havde ingen brugbare fingeraftryk. Aarushis mobiltelefon dukkede senere op et helt andet sted, tørret ren for data. Og der blev aldrig fundet et våben. Ikke ét af de 2. Men der blev foreslået 5 forskellige. Det er ikke en tastefejl. Efterforskerne pegede undervejs på 5 forskellige mulige drabsvåben. Fra en kirurgisk skalpel til en nepalesisk kukri-kniv — en krum machete — og til en golfkølle fra Rajesh Talwars eget sæt. Golfkølleteorien blev til sidst droppet. Og om den skal I høre noget om lidt, som er svært at tro på. Der var ét spor i den lejlighed, som ikke kunne forurenes af 15 mennesker i en stue. Internetrouteren. Den slukkede klokken 3.43 om natten. Og en it-ekspert forklarede, at en router ikke slukker af sig selv. Der skal enten være strømafbrydelse, eller nogen skal gøre det med hånden. Elselskabet bekræftede, at der ikke havde været strømafbrydelse. Så der var nogen oppe klokken 3.43 om natten. I en lejlighed med 4 mennesker, hvoraf 2 var døde. Det lyder som sagens afgørende spor. Og det blev det ikke. Og grunden er næsten til at græde over. Routeren tændte og slukkede igen og igen hele den følgende dag. Også mens politiet var i lejligheden. Så man kunne ikke bruge den til noget. Hvis den slukkede af sig selv 10 gange i løbet af en dag med politi i huset, så kunne den også have slukket af sig selv klokken 3.43. Efterforskerne måtte selv konkludere, at beviset var upålideligt. Og retten afviste til sidst logfilerne helt. Det er den her sag i en nøddeskal. Der var et spor. Og så var der ikke. Lad os lige stoppe op. Hvad ved vi nu? Vi ved, at 2 mennesker blev dræbt i samme lejlighed inden for en time, med de samme 2 våben, af en, der bagefter brugte tid på at dække dem til. Og vi ved, at der ikke var tegn på indbrud. Hvad betyder det? Det betyder, at den, der gjorde det, sandsynligvis kunne komme ind. Og at personen ikke var i panik bagefter. Man glatter ikke et lagen ud i panik. Og hvad er der stadig ikke svar på? Næsten alt. Men der er ét spørgsmål, jeg ikke kan komme udenom. Hvordan kan en mand ligge død på et tag i over et døgn, 6 meter fra et gerningssted, mens politiet leder efter ham i hele byen? Politiets første officielle teori var et æresdrab. Teorien var, at Rajesh Talwar havde fundet sin datter og Hemraj i en seksuel situation, og havde dræbt dem begge i raseri. Og lad os være meget præcise om, hvad den teori indebærer. Den indebærer, at en mand på 45 skulle have haft sex med et barn på 13. Den teori blev fremsat af politiet. Ikke af pressen. Af politiet selv. En politigeneralinspektør navngav offentligt Rajesh som hovedmistænkt, længe før der var rejst nogen tiltale. Og pressen trykte det videre uden at efterprøve noget. Ved flere officielle pressemøder beskrev politiets øverste folk både forældrene og deres døde datter som mennesker af — og det er deres eget ord — tvivlsom karakter. Og nu kommer det, som alle, der har hørt om den her sag, burde vide. Teorien byggede på 2 lægelige påstande. Én om hendes krop, og én om hans. Og de faldt begge sammen, da nogen til sidst undersøgte dem ordentligt. Den første. Lægen, der obducerede Aarushi, skrev i sin rapport, at der intet unormalt var at bemærke. Han afviste altså et seksuelt overgreb. Der blev taget prøver, og der blev ikke fundet sæd. 4 år senere stod den samme læge i en retssal og tilføjede en række observationer om hendes krop, som ikke stod i hans egen rapport. Han blev spurgt, hvorfor de ikke stod der. Han svarede, at han havde udeladt dem, fordi de var — og det er hans ord — subjektive. Og den ene af de observationer, som alt det her kom til at hvile på, blev bagefter forklaret af en gynækolog i samme retssal. Hun forklarede, at det, lægen havde set, er helt normalt hos piger på 13 og 14 år, når de er begyndt at få menstruation. Den anden påstand handlede om Hemrajs krop, og den var lige så tynd. En læge havde peget på en hævelse som tegn på seksuel aktivitet. Men lægefaglig litteratur siger, at netop den hævelse opstår af sig selv 36 til 48 timer efter døden. Hemrajs krop blev undersøgt omkring 36 timer efter, han døde. Så lad mig sige det, som det er. Der har aldrig været noget, der viste, at der skete noget seksuelt mellem de 2 den nat. Ikke i obduktionsrapporten. Ikke i prøverne. Ikke nogen steder. Og der er en detalje om sproget, som siger alt om, hvordan teorien blev til. Det lokale politi skrev i deres allerførste rapporter, at Rajesh havde fundet de 2 i en — og nu citerer jeg — problematisk, men ikke kompromitterende stilling. Da efterforskerne senere skrev deres egen afsluttende rapport, var formuleringen blevet til: en kompromitterende stilling. Ordet ikke var forsvundet. Og det var den formulering, hele æresdrabsteorien hvilede på. Og så gik det for alvor amok. Kan I huske listen fra før? Telefonen, veninderne, drengen, blomsterne, skoleprojektet. Her er, hvad der skete med den. De 300 månedlige opkald til veninder blev fremstillet som tegn på umoral. Hendes profiler på Orkut og Facebook, som enhver teenager havde, blev fremstillet som det samme. En uskyldig undskyldningsmail om en biograftur — et år gammel — blev læst op på landsdækkende tv, med antydninger om skjulte fejltrin. Og hendes prisvindende skoleprojekt om misbrug af rusmidler blev vredet til antydninger om stofmisbrug i familien. Hun vandt en pris for at advare andre børn om stoffer. Og det blev brugt som bevis for, at hjemmet var fordærvet. Samtidig cirkulerede unavngivne politikilder rygter om, at Rajesh havde en affære, og at familien gik i en swingerklub. Ingen af delene er nogensinde blevet dokumenteret. Af nogen. En højtstående tv-redaktør sagde det ligeud dengang, offentligt: Der må være noget galt i et hjem, hvor en 14-årig bliver dræbt. Og Nupur Talwars reaktion på sin datters død blev også brugt imod hende. Hun græd ikke foran kameraerne, som flere kanaler tilsyneladende havde forventet. Hendes ro blev i sig selv fremstillet som mistænkelig. Og en af tv-stationerne gennemførte en seerafstemning om, hvorvidt forældrene var skyldige. Og behandlede resultatet, som var det et bevis. Der var nogen, der sagde fra. Og det var ikke de voksne. Det var Aarushis egne klassekammerater. En gruppe af dem holdt en lysvagt uden for skolen og protesterede offentligt imod det, de kaldte politiets og pressens karaktermord på deres klassekammerat. Teenagere. Der stod med lys. Imod deres eget lands politi og presse. Fordi de kunne se, hvad der foregik. Og det kunne de voksne ikke. Efterforskerne anholdt siden 3 af husets andre ansatte. De hed Krishna, Rajkumar og Vijay Mandal. Hjemme hos Krishna blev der fundet en blodplettet kukri-kniv. Alle 3 blev løsladt. Uden beviser. Og en domstol fastslog senere, at afhøringsmetoderne mod i hvert fald Krishna havde været for hårde. Vijay Mandal har selv sagt, at han blev tvunget og tortureret til at tilstå. Og der var et pudebetræk med Hemrajs blod på. Men hvor det blev fundet, er omstridt. Forsvaret sagde, det lå i Krishnas eget værelse. Anklagemyndigheden sagde, det lå i Aarushis. Og den oprindelige retstekniske rapport om det bevis blev senere trukket tilbage. Forklaringen var, at der var en skrivefejl i, hvor puden var registreret fundet. Det her skete med de 3 mænd bagefter. Vijay Mandal kunne aldrig få arbejde igen på grund af sin forbindelse til sagen. Han flyttede til et landdistrikt og arbejder i dag som landmand. Rajkumar vendte hjem til Nepal, tog sin uddannelse igen, og bor i dag i Kathmandu. Og Krishna — ham med kniven i værelset — mistede også sit arbejde og flyttede hjem til Nepal. Ifølge hans familie er hans mentale helbred varigt svækket. Det sætter de selv i forbindelse med den behandling, han fik under afhøringerne. 3 mænd, der blev frigivet uden beviser. Og 3 liv, der ikke blev de samme igen. Både forældrene og de 3 ansatte blev i øvrigt sat til løgnedetektortest og narkoanalyse — altså forhør under bedøvende medicin. Ifølge dem, der har gennemgået resultaterne, pegede forældrenes egne test snarere væk fra dem end mod dem. Mens testene af de ansatte pegede stærkere den anden vej. Den slags test er i dag forbudt som bevis ved indiske domstole. Landets højesteret har fastslået, at de krænker retten til ikke at inkriminere sig selv. Der var 2 forskellige efterforskningshold på sagen. Det første hold blev ledet af en erfaren efterforsker, der hed Arun Kumar. Han arbejdede på sagen i godt et år. Hans konklusion var, at det var en af husets ansatte. Mest sandsynligt Krishna. Hans egen chef var ikke overbevist. Og satte et nyt hold på. Det andet hold brugte de næste par år på vidner, retsteknik og gerningsstedet. Og nåede den stik modsatte konklusion. At det var forældrene. Samme sag. Samme materiale. 2 hold. 2 modsatte svar. Og ingen af dem havde beviser nok til at rejse en tiltale. Og så skete der noget uden for retsbygningen, som siger alt om, hvad den dækning havde gjort. Rajesh Talwar blev angrebet med en kniv. Manden, der gjorde det, var en ung mand, der ifølge politiet havde forklædt sig som pressefolk for at komme forbi sikkerheden og ind i selve retsbygningen. Han blev anholdt på stedet. Og han skal tidligere have angrebet en anden offentligt udskældt person ved en anden domstol. Rajesh blev kørt på hospitalet med et blødende ansigt. Og det her er det, jeg synes man skal holde fast i: på det tidspunkt var han ikke tiltalt for noget. Han var navngivet som mistænkt af politiet, og det var trykt i aviserne. Det var nok. 5 år efter drabene faldt der dom. En særlig domstol kendte begge forældre skyldige i dobbeltdrab og idømte dem livsvarigt fængsel. Og så er der det, dommen byggede på. Der var ikke et vidne. Der var ikke et mordvåben. Der var ikke en tilståelse. Dommen byggede udelukkende på indicier. Og der var et vidneudsagn undervejs, som jeg bliver nødt til at fortælle. Rajesh Talwars egen chauffør vidnede, at han havde afleveret 2 af Rajeshs golfkøller til efterforskerne. Næsten 2 år efter drabene. Hvorfor køllerne først dukkede op så sent, og hvorfor anklagemyndigheden alligevel byggede en del af sin våbenteori op omkring dem, blev aldrig forklaret i retten. Og den læge, der til sidst pegede på en golfkølle som muligt våben, forklarede selv i retten, hvordan han var kommet frem til det. Forsvaret sagde, at efterforskerne havde trukket ordet golfkølle ud af ham. 4 år senere gav en højere domstol forældrene medhold i deres anke og løslod dem fuldstændigt. Retten skrev, at en dom ikke kan bygges på mistanke alene. Og at skylden ikke var bevist hinsides enhver rimelig tvivl. Og så gennemgik den dommen fra 2013. Og det er dér, det bliver usædvanligt. En af dommerne skrev, at den oprindelige dommer havde opført sig som en filminstruktør. At han havde tvunget sammenhæng ind i spredte, usammenhængende kendsgerninger, i stedet for at bygge på det, der faktisk var bevist. At han havde en — og nu er det rettens ord — partisk og snæversynet tilgang, hvor han gav luft for sin egen følelsesmæssige overbevisning. Retten kaldte ræsonnementet gætværk. Og sagde, at dommeren havde foregrebet sine konklusioner og draget fantasifulde slutninger af løse tråde. Og den pegede også på noget større end én dommer. At politiet havde ladet gerningsstedet stå åbent for offentligheden i timevis den første morgen. At sagen var skiftet fra hold til hold på grund af det enorme mediepres. Og at efterforskerne oprindeligt selv havde bedt om at lukke sagen uden tiltale — før et pres udefra fik den til at fortsætte alligevel. Retten brugte om efterforskningen ordene kynisk ligegyldighed og udygtighed. Forsvarsadvokaten, Rebecca John, har sidenhen sagt det ligeud. Hun har kaldt hele forløbet et alvorligt justitsmord. Og hun har tilføjet noget vigtigt: ikke fordi nogen beviseligt er uskyldige. Men fordi efterforskningen fra første dag var præget af sjusk, forurenet bevismateriale, og et pres for at nå frem til en bestemt konklusion. Forældrene havde siddet 4 år i fængsel. Fængselsinspektøren stod ved siden af Rajesh Talwar, da nyheden nåede frem. Rajesh krammede ham og brast i gråd. Der er sket retfærdighed, skal han have sagt. Nupur Talwar sagde ingenting. Hun stod bare stille, med tårer i øjnene. Politiet eskorterede dem hele vejen fra fængslet og hjem den dag. Rajesh var jo allerede blevet angrebet med en kniv ved en retsbygning engang. Myndighederne tog ingen chancer denne gang. Der er 2 familier i den her sag. Den ene fik en bog, en spillefilm, en dokumentarserie og en plads i pensum. Den anden fik ingenting. Hjemme i Dharapani levede Hemrajs kone Khumkala videre. Med deres søn og hans gamle mor. Uden ham. Og uden den løn, han skulle have haft med hjem. Ifølge familien blev hans sidste måneders løn aldrig betalt. Khumkala fik aldrig nogen form for erstatning. Hendes højre hånd blev med tiden lammet. Sønnen var ofte syg. Og Hemrajs gamle mor endte på et alderdomshjem. Da dommen faldt i 2013, tog Khumkala den som retfærdighed. Hun takkede det indiske retsvæsen — på trods af, som hun selv sagde det, den onde kampagne, der var blevet ført mod hendes mands eftermæle. For det var også sket. Han var i et helt døgn landets mest efterlyste mand, mens han lå død på et tag. Og han blev i teorien om æresdrabet gjort til en mand, der havde forgrebet sig på et barn. Der er aldrig fundet noget, der viste det. Men det blev siddende på ham. Khumkala har også sagt noget, som jeg ikke kan afvise. Hun oplever retssystemet som et system, der læner sig mod de rige og indflydelsesrige. Og væk fra folk som hende selv. Da frifindelsen kom, talte Hemrajs svigersøn på familiens vegne. Han afviste teorien om en gerningsmand udefra. Morderen er en fra huset, sagde han. En udefrakommende ville ikke have dræbt 2 og ladet 2 andre overleve, i en lejlighed med kun én indgang. Familien havde hverken en advokat eller penge til at hyre en. De levede af naboers og tidligere arbejdsgiveres velgørenhed. Og Khumkala ankede alligevel selv frifindelsen til Indiens højesteret. Hun gjorde det inden for fristen. Og hun gjorde det uden advokat og uden penge. Og hun er ikke alene. Efterforskningsmyndigheden har også selv anket frifindelsen. Højesteret gav i 2018 tilladelse til, at begge anker kan behandles. Og der findes ikke offentligt tilgængelige oplysninger om, at nogen af dem nogensinde er blevet afgjort. Så juridisk er den her sag faktisk ikke slut. Den har bare stået stille i mange år. Der står 3 brede teorier tilbage, og de har alle stadig tilhængere. Den ene siger, at forældrene gjorde det. I affekt, i et øjeblik, der gik helt galt. Den anden siger, at en eller flere af husets ansatte gjorde det, måske i forbindelse med et tyveri, der udviklede sig. Den tredje siger, at en person udefra kom ind den nat, og at både politiet og efterforskerne ledte i den forkerte retning fra begyndelsen. Beviserne er for tynde og for ødelagte til, at nogen af de 3 nogensinde er blevet hverken bevist eller udelukket. Og der er ét spørgsmål i den her sag, som jeg har gemt til nu, fordi jeg ikke kan slippe det. Morgenen efter Hemraj blev fundet død, ringede Nupur Talwar til hans mobiltelefon. Nogen tog den. Hvem det var, ved ingen den dag i dag. Frifindelsen løste ikke sagen. Den efterlod den åben. Forældrene gik fri — men ingen ved, hvem der dræbte deres datter og deres hushjælp, hvis det ikke var dem. Rajesh Talwar har sagt om tiden lige efter løsladelsen: det er lidt skræmmende at skulle møde mennesker igen. At skulle ud i verden og møde samfundet. Og om det hele har han sagt: vi har overlevet. Det er alt. Nupur Talwar har sagt langt mindre. Men hun har fortalt, hvordan hun holdt fast i sin datter inde i fængslet. For mig var det, som om jeg havde Aarushi med mig i fængslet. De 4 år overlevede jeg på det. Hun har også fortalt, at Aarushi engang sagde til hende, at hun gerne ville være meget berømt. Og om hvem der dræbte hendes datter, har Nupur kun sagt én ting. Jeg overlader det til Gud. Og den første efterforsker, Arun Kumar — ham, der pegede på de ansatte og ikke på forældrene — siger den dag i dag, at han tror, de er uskyldige. Efter frifindelsen skrev han offentligt: tænk på familien, og hvad der er sket med dem. Lad os gennemgå vores retssystem. Ingen burde opleve det, familien Talwar har oplevet. Aarushi Talwar var 13 år. Hun havde fødselsdag 8 dage senere. Hemraj Banjade var 45 og havde løn til gode. Ingen er nogensinde blevet dømt for at have dræbt dem. Næste torsdag tager jeg dig med til Malaysia. Til en kvinde på 22, der blev fundet død i sit eget værelse. Og til den eneste mand, der nogensinde blev tiltalt i sagen. Han blev frikendt. Ikke én gang. Men 3 gange, af 3 forskellige domstole. Den sidste gang af landets højesteret. Men et sted i sagens beviser findes der DNA fra en anden mand. En, ingen nogensinde har fundet ud af, hvem er. Det er på torsdag. Det var Når Lyset Slukker. Kan du lide podcasten, så giv den gerne 5 stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker.

    PAUL NTHENGE MACKENZIE

    I en skov ved kysten i Kenya døde flere end 400 mennesker. Over halvdelen var børn. De var fulgt efter en prædikant, der sagde, at vejen til Jesus gik gennem sult – og at børnene skulle først. 

    Den 6. november fik Paul Mackenzie 200 års fængsel ved retten i Mombasa. Han siger stadig, at ingen blev tvunget. Men obduktionerne viser noget andet. 

    Det her er historien om skoven i Shakahola, om de advarsler, ingen handlede på – og om en far i Malindi, der stadig sælger boller om morgenen og venter på at få sine børn begravet.

    KILDER OG RESEARCH

    • Retten i Mombasa (dommen og straffen) 
    • Kenyas senats rapport
    • Nation (Cult in the Forest)
    • BBC, Reuters, Al Jazeera, The Star, Citizen Digital, Capital FM, KBC, Pulse Kenya, Nairobi Law Monthly, Dawan Africa, Africanews, The Standard, 
    • Wikipedia (Shakahola Forest incident).

    TRANSSKRIPTION

    På en kirkegård i Malindi, ved kysten i Kenya, står der et lille trækors. Under det ligger en dreng, der hed Samuel. Han var 7 år, da hans mor tog ham med ind i en skov for at vente på Jesus. Hans far har været derude med Samuels gamle skoleuniform. Han havde håbet at kunne begrave den sammen med ham. Samuel havde 5 søskende. Ingen af dem er blevet identificeret. Han er den eneste, de har kunnet sætte et navn på. Og den mand, der førte dem derud, siger, at ingen blev tvunget. At de sultede frivilligt. Men obduktionen af Samuel viser, at han blev kvalt. Så hvem strammede grebet om halsen på en dreng på 7? Inden vi går videre, skal du vide, hvad du går ind til. Det her handler om flere end 400 mennesker, der døde i en skov i Kenya. Over halvdelen var børn. De fleste sultede ihjel. Nogle blev kvalt eller slået ihjel. Jeg fortæller konkret, hvordan det foregik, sådan som de overlevende har forklaret det i retten. Hvis du ikke har overskud til det i dag, så spring det over. Der er mange andre afsnit at vælge mellem. Du lytter til Når Lyset Slukker. Jeg hedder Linda. Det her er et ekstraafsnit. Jeg laver dem, når der sker noget i en sag, som ikke kan vente til torsdag. Og for godt 2 uger siden, den 6. november, faldt der dom. En dommer i Mombasa idømte en prædikant 200 års fængsel. Vi skal til Kenya. Til kysten ved Det Indiske Ocean, og til en skov, der hedder Shakahola. Dagens sag handler om mennesker, der har levet, og om deres familier. Hvem var familien, der forsvandt ind i skoven? Stephen Mwiti bor i Malindi. Det er en turistby ved kysten, med hvide strande og hoteller, hvor mange europæere holder ferie. Han lever af at sælge mandazi. Det er en slags friturestegte boller, som man spiser til morgenmad eller med en kop te. Hans kone hedder Bahati Joan. Og sammen har de børnene: Hellen på 9, Samuel på 7, Jacob på 3, Lillian på halvandet år og Angelina, den mindste, på 7 måneder. Og da hun tager af sted, er hun gravid med endnu et barn. Det er en helt almindelig familie i en helt almindelig by. De største af børnene går i skole og har skoleuniformer på, når de går hjemmefra om morgenen. Men Bahati har fundet en kirke. Hun følger en prædikant. Det har hun gjort i flere år. Og en dag tager hun af sted til den skov, han har kaldt sine tilhængere ud i. Hun kommer tilbage. Og hun tager derud igen. Så tager hun børnene med. Stephen går til politiet. Igen og igen. Han går rundt i Malindi med et billede af sin kone og deres børn og spørger folk, om de har set dem. Han prøver selv at hente dem hjem. Det lykkes ikke. Hvem var manden, de fulgte? Han hedder Paul Nthenge Mackenzie. Han vokser op i det sydligste hjørne af Kenya, tæt ved grænsen til Tanzania, som et af 10 søskende. Hans forhold til sin far er dårligt, og han flytter hjem til sin mor i Mombasa. Han klarer sig dårligt i skolen. I Senatets rapport står hans karakterer fra gymnasiet, og de er lave. Han flytter til Malindi og bliver taxachauffør. Det er han i mange år. Han er katolik. Så skifter han til en anden kirke. Han bliver uvenner med ledelsen. Han skifter igen. Og i 2003 starter han sin egen. Den hedder Good News International. Det gode budskab. Hvad var det, han prædikede? I starten ikke noget særligt. Men det ændrer sig. Han får sin egen tv-kanal, og han lægger også prædikener ud på YouTube, hvor han får mange følgere. Og budskabet bliver skarpere for hvert år, der går. Skolen er af djævelen, siger han. Børnene skal tages ud. Hospitaler og medicin er af djævelen. Børnene skal ikke engang have ormekur. ID-kort og fødselsattester skal ødelægges. Man må ikke blande sig med verden udenfor, hvis man vil i himlen. Kvinderne må ikke flette deres hår. Og de må ikke bruge makeup. En mand, der hed Titus Katana, prædikede engang sammen med ham. Han gik, da reglerne blev for mange. Han har sagt det sådan: jeg ved simpelthen ikke, hvad der gik af ham. Hans tilhængere kalder ham Mtumishi. Det betyder tjeneren. Hvem var han som familiefar? Han har været gift 3 gange og har 7 børn. Hans første kone dør. Hans anden kone dør. Begge dødsfald bliver senere beskrevet som uforklarlige i de rapporter, der bliver lavet om ham til retten. Hvad der skete, er aldrig blevet opklaret. Hans tredje kone hedder Rhoda. Hun er selv tiltalt i sagerne om Shakahola. Og hans ældste søn, Dan, har fortalt, at han næsten ikke kendte sin far. At han aldrig var der. Dan ville ikke tro på det, faren prædikede. Og han ville ikke faste. Og nu sidder du sikkert og tænker: var der da ingen, der så det? Jo. Mange. I 2017 bliver han anholdt 2 gange. Første gang for at drive en skole uden tilladelse i sin kirke. Han får en bøde. Anden gang er anklagen alvorligere. Radikalisering. Og for at holde børn væk fra skolen. Den sag trækker ud i 4 år. Så bliver han frifundet. Der var ikke beviser nok. Men den samme anholdelse ændrer noget inde i kirken. En af hans præster har forklaret i retten, at det var dér, de begyndte at lede efter et sted at gemme sig. Mackenzie afsætter kirkens gamle ledelse. Alle afdelingerne skal sende deres indsamlinger direkte til ham. Og alle præsterne skal prædike hans budskab om de sidste tider. Forældre, der tager deres børn ud af skolen, betaler 200 shilling for at få dem optaget på hans egen bibelskole i stedet. I mellemtiden bliver hans tv-kanal lukket. Myndighederne i området holder møde om ham og foreslår, at kirken skal opløses. Ifølge Senatets rapport får de aldrig svar. Hvorfor blev han så ikke stoppet? Det spørgsmål har Kenyas senat brugt et halvt år på. Og konklusionen er hård. Sikkerhedsudvalget i området vidste, hvad han lavede. Men det gjorde ikke noget ved det. For der kommer flere advarsler. En kvinde ved navn Sylvia bliver meldt savnet. Hun er taget derud efter et besøg hos Mackenzie. Senere dukker der en begravelsestilladelse op i hendes navn. Ingen ved, om nogen nogensinde har tjekket den. Og så det, der burde have været nok. 2 børn er døde. De er sultet og kvalt og begravet i lave grave i skoven. Mackenzie bliver anholdt. Og han bliver løsladt mod en kaution på 10.000 shilling. Det svarer til omkring 500 kroner. Og fasten i skoven fortsætter. Hvad var det for et sted, han kaldte dem ud til? Shakahola ligger omkring 100 kilometer nord for Malindi. Det er tæt, tørt krat. Området grænser op til en af Kenyas store nationalparker, hvor der lever elefanter og løver. Han får fat i over 3 kvadratkilometer jord. Senatet mener, at han fik det på ulovlig vis. Og så sælger han jord til sine tilhængere. En grund på knap en halv hektar koster 1.000 shilling. Det er omkring 50 kroner. Folk sælger deres huse i Nairobi og i Mombasa. De siger deres arbejde op. De tager deres børn ud af skolen. Og de flytter derud. Han kalder det kirken i vildmarken. Skoven bliver delt op i landsbyer, og de får navne fra Bibelen. En af dem hedder Judæa. Hver landsby har sine ældste. Og der er et sikkerhedshold, der går rundt og holder øje. Og der er ikke lige vilkår for alle. Mackenzie har forbudt mobiltelefoner. Men de rige familier beholder deres. De kan tage ind til byen, hæve penge og få besøg. De fattige kan ikke. En af de tidligere vagter har sagt det sådan i retten: man hørte, at Mackenzie besøgte de rige familier. Men man så ham aldrig gøre det samme hos de fattige. Man må ikke bygge noget fast. Der må kun være midlertidige hytter. Og der er kun ét sted at hente vand — en dam, som senere kommer til at hedde Mackenzie-dammen. Han prædiker under nogle store træer. Hvornår skulle det ske? Det havde han allerede sagt. En søndag, mens de stadig samles i Malindi, tordner og regner det under gudstjenesten. Mackenzie siger, at det er et tegn. De skal leve 3 og et halvt år i vildmarken. Og så bliver de hentet op til himlen. Og datoen, han giver dem, er juni 2023. Og en dag siger han det, de har ventet på. Jesus kommer ikke tilbage, siger han. Hvis de vil se ham, må de selv gå hen til ham. Og vejen derhen er at faste. Indtil døden. Og han tilføjer noget, som politiet senere har forklaret i retten. Fasten tæller kun, hvis de gør det sammen. Derude. På hans jord. Men hvad var det, der satte det i gang? Jorden. Mackenzie har solgt grunde til folk, men han ejer dem ikke. Et år før den dato kommer de ældste fra den klan, jorden tilhører. Enten køber tilhængerne den, eller også skal de gå. Der bliver holdt et møde om en erstatning på 4 millioner shilling. De ældste siger nej. Og de truer med at komme og jage dem ud. Så siger han til sine tilhængere, at de ikke skal gå. De skal faste i stedet. Så når de at møde Jesus, før angrebet kommer. Hvem skal dø først? Det har han bestemt. Først de nyfødte. Så de små børn. Så de unge. Så kvinderne. Så mændene. Og til sidst ham selv og hans egen familie. Der bliver bygget små rum til det. De overlevende kalder dem fastebåse. De er lavet af grene og dækket af sort plastik. Solen står på dem hele dagen. Plastikken holder varmen inde. Det er Kenya, og det er tæt på ækvator. Inde i rummet sidder man uden mad. Og uden vand. Og hvis man vil væk? Ifølge retten er der lagt et hegn af tornegrene i skoven, så ingen kan flygte. Og børnene bliver låst inde i husene. Hvad gør sult ved et barn? Kroppen tærer først på sit eget fedt. Så på musklerne. Huden lægger sig ind om knoglerne, og øjnene synker ind i hovedet. Men uden vand går det meget hurtigere end uden mad. Et lille barn har ikke ret meget at tære på. Efter få dage bliver blodet tykt, nyrerne holder op, og hjertet begynder at slå uregelmæssigt. En dreng, som retten kalder GN, er 15 år, da han vidner. Han var der med sin mor og sin lillebror. Han fortæller, at han var 11 dage uden mad. Så prøvede han at flygte sammen med en ven. De blev fanget og ført tilbage til Mackenzies hus. Han blev slået af en mand, der hed Evans. Og han nævner vagterne ved navn i retten. En af dem kaldes Manu wa Tuk Tuk. Et andet barn fortæller noget, der er endnu værre. Barnet bad om vand. Og det var barnets egen mor, der meldte det til Mackenzie. Han bad for barnet. Han bad om, at den ånd, der ville have mad og vand, skulle forlade det. Og så blev barnet flyttet til et andet sted i skoven, under opsyn døgnet rundt. Fordi det ikke døde hurtigt nok. Hvad sker der, når et barn dør? Så er der begravelse. Men de kalder det ikke en begravelse. De kalder det et bryllup. Barnet er gået hen for at møde Jesus. Og derfor er sorg forbudt, og ingen må græde. Mackenzie roser de døde. Han kalder dem martyrer. Graven bliver gravet i skoven. Den er ikke dyb. Nogle gange ligger der flere i den samme. En af de tiltalte mødre har selv sagt i retten, at hendes børn gravede deres egne grave, før de døde. En anden mor vidner for anklagemyndigheden. Retten kalder hende VMM. Hun kom derud med sin mand og deres 6 børn. Hun fødte det syvende i skoven. Hun mistede dem alle 7. Til sidst var hun selv så svag, at hun bad om at få lov til at gå. Så blev hun slået, til hun mistede bevidstheden. Hun vågnede op på hospitalet i Malindi. Og bag dem alle sammen går mændene fra sikkerhedsholdet. De tager imod nye tilhængere. De fanger dem, der prøver at flygte. De graver gravene. Og de holder øje med, om politiet kommer. Folk må ikke engang besøge hinanden i de andre hytter. En af dem hedder Enos Amanya. De kalder ham Aleluja. I en tid er han leder af sikkerheden. Han graver gravene. Og han bærer de børn, der kæmper imod fasten. Han har selv 7 børn med derude. Før fasten begynder, giver Mackenzie hans familie en sidste nadver. Så dør 6 af hans børn. Hvad gør de ved et barn, der ikke adlyder? En medarbejder fra børneforsorgen har vidnet om de første 4 børn, han fik ud. De var helt udmattede, og tøjet hang i laser på dem. De havde striber af slag på armene og på ryggen. De fortalte ham, at vagterne bandt dem og satte dem i isolation, når de ikke adlød. Og at den, der prøvede at flygte, blev straffet foran de andre. Så alle kunne se det. Men døde de alle sammen af sult? Nej. Kenyas regering har sagt det højt. Mackenzie hyrede folk til at slå dem ihjel, der ville ud. Og dem, der var for længe om at dø. Statens retsmediciner hedder Johansen Oduor. Han lægger de første 30 lig på bordet. Nogle er så rådne, at der næsten kun er knogler tilbage. 20 af dem har tegn på sult. Og så er der 4, der er døde af noget andet. Et barn har mærker på halsen. Knoglerne i halsen er brækket. Nogen har kvalt det. 2 er døde, fordi nogen har holdt for deres næse og mund, indtil de holdt op med at trække vejret. Og endnu et barn er død af et slag mod hovedet. Og Samuel. Samuel, der havde en skoleuniform hjemme i Malindi. Hans obduktion viser, at han blev kvalt. Hvordan kom det frem? Det var familierne. Ikke myndighederne. I foråret 2023 går en mand til politiet. Hans kone og hans datter er ikke kommet hjem fra skoven. Andre har ventet i årevis. En murer, der arbejdede væk hjemmefra, så sin kone og deres børn sidste gang 4 år før. Konen havde solgt deres grund uden at sige det til ham og var taget derud. En anden mand har fulgt sin kones telefon. Den har ført ham til en landsby derude. Og så er den gået død. En mand ved navn Francis Wanje får en dommer til at give lov til at grave 2 børn op. Han tager ud sammen med en menneskerettighedsforkæmper og nogle betjente. Francis Wanje mister selv 8 i familien derude. Blandt dem hans datter og 2 af hans børnebørn. Midt i det hele får betjentene et telefonopkald. Så kører de. Og lader de 2 andre stå tilbage i skoven. Senatet har prøvet at finde ud af, hvem der ringede. Det er aldrig lykkedes. Der går over 3 uger, før de graver. I midten af april går politiet endelig derud for alvor. Og de finder 15 mennesker, der er så udsultede, at de knap kan stå. 4 af dem dør, før de når hospitalet. Så finder de gravene. Løs jord. Aske i kanterne. Nogle er dækket med grene. Nogle er gravet for nylig. Ved nogle har nogen brændt de dødes ting. Mange af kvinderne, de finder, har barberet hovedet. Og nogle af dem, der stadig er i skoven, prøver at forhindre eftersøgningen. Et vidne har forklaret i retten, at de døde blev flyttet rundt i skoven, så de lave grave ikke kunne findes. Og den, der kom for tæt på, blev overfaldet. Det gjaldt et vidne, der tog derud sammen med en journalist. Og det gjaldt en betjent fra den statslige naturbeskyttelse. Hvor mange lå der? Efter en uge har de gravet 47 op. Efter 4 uger er det over 130. Lighuset i Malindi bliver fuldt. De må stoppe med at grave, indtil der er plads. Og politiet gør noget, der er svært at forstå. De sigter 65 af de overlevende. For selvmordsforsøg. Hvad kunne ligene fortælle? Hen på efteråret er tallet 429. Siden er der fundet flere. Kenyas menneskerettighedskommission siger nu 448. 214 er sultet ihjel. 39 er døde af kvælning — enten af hænder om halsen eller af noget, der har lukket for luften. 14 er døde af slag mod hovedet. Og 115 er så forrådnede, at ingen kan sige, hvad de døde af. Der gik også et rygte. Om at der manglede organer i nogle af ligene. At nogen havde solgt dem. Det blev undersøgt. Og efter over 100 obduktioner afviste myndighederne det. Men hvem var de? Det er måske det værste tal af dem alle. Af de flere end 400 døde har de kun kunnet sætte navn på 26. Stephen Mwiti gav en blodprøve, så de kunne lede efter hans børns DNA. Men det var ikke en læge, der fortalte ham, at de var døde. Det var andre børn. Børn, der var flygtet fra skoven og nu var hos politiet. De kendte hans børn fra billederne. Og de vidste, hvor Jacob og Lillian lå begravet. Han har fortalt BBC, hvad de sagde til ham. At han ikke skulle lede mere. At de alle sammen var døde. Han sagde: jeg kom for sent. Og: i det øjeblik, jeg hørte, at de var døde, følte jeg, at jeg selv døde. Hvad ved vi nu? Vi ved, at over 400 mennesker døde i en skov, de selv var flyttet ud i. At børnene skulle dø først. At nogle blev slået, når de prøvede at gå. Og at nogle blev kvalt. Hvad betyder det? Det betyder, at ordet frivilligt ikke holder. Ikke for et barn på 7 måneder. Og ikke for dem, der blev holdt fast. Men det betyder også noget andet, som er svært at sige. Mange af børnene døde, mens deres egne forældre så på. Nogle af forældrene mente det. Nogle af dem mener det stadig. Hvad er der stadig ikke svar på? Hvor mange der i virkeligheden ligger derude. Over 600 er meldt savnet. Og hvordan man skal dømme en mor, der troede, hun sendte sine børn i himlen. For hvornår holder en tro op med at være ens egen? Hvad blev dommen så? Sagen kører ved landsretten i Mombasa. Dommeren hedder Diana Kavedza. Den 19. oktober bliver Mackenzie og 28 andre fundet skyldige i drab. Sagen handler om 191 mennesker. 190 af dem er børn. Retten bygger dommen på vidneudsagn fra overlevende, på forklaringerne om sikkerhedsholdet i skoven og på obduktionerne. Han har hele vejen nægtet. Han siger, at han aldrig har tvunget nogen til at sulte. En retspsykolog har sammenlignet Shakahola med Jonestown i Guyana og Waco i USA. En karismatisk leder, en tro på verdens undergang, en stat, der bliver gjort til fjenden, og mennesker, der bliver isoleret fra alle andre. Retten tror ikke på ham. Den fastslår, at han gav ordren om at faste til døden, at han sagde, børnene skulle først, og at han beordrede vold mod dem, der gjorde modstand. Og dommeren siger noget, som jeg synes, man skal høre. At være forælder er ikke at eje et barn. Det er en pligt til at beskytte det. Og den forælder, der ved, hvad fasten gør, og lader barnet sulte, kan være ansvarlig for dets død. 2 dage før beder han om nåde. Gennem sin advokat siger han: vi beder om, at retten vil vise barmhjertighed, før den giver os en hård straf. Forsvaret foreslår højst 10 års fængsel. De siger, at de dømte har været med i forløb, der skal få dem ud af deres tro, og at de har ændret sig. Anklageren kræver dødsstraf. Og han siger, at alle de dømte på nær én stadig siger, at de er uskyldige. Den ene er Enos Amanya. Fredag den 6. november skal han have sin straf. Det foregår i et telt, der er sat op uden for retten i Mombasa. Mackenzie har en grå poloshirt og sorte bukser på. Han smiler, da han går ind i teltet. Så læser dommeren straffen op. 100 år for drab ved sult. 100 år for direkte drab. Og de skal afsones efter hinanden. 200 års fængsel. Han reagerer ikke. Og dommeren siger, hvad hun mener, der skete derude. Børn så deres søskende falde døde om efter dage med sult. De, der stjal mad eller vand, blev slået. De fik hænderne bundet og blev låst inde i huse, der var lavet om til fastebåse. Så de kunne dø dér. Hun siger også, at han vandt sine ofres tillid gennem medierne. Og at han så gik efter de mest forsvarsløse. Især børnene. Og hun giver familierne ret i, at Kenyas institutioner har svigtet. Hun opfordrer parlamentet til at sørge for, at det ikke sker igen. Hans næstkommanderende hedder Smart Deri Mwakalama. Han havde selv 6 børn med derud. Hans egen mor prøvede at redde dem, og han skjulte dem for hende. Ingen ved, hvor de er i dag. Da han blev undersøgt før straffen, sagde han, at han gerne ville tilbage til Shakahola. Han og lederen af sikkerhedsholdet er blandt de 15, der får 160 år hver. 10 får 140. Én får 100. Og 2, der tilstod, får 10 år. Den ene er Enos Amanya, ham de kaldte Aleluja. Og blandt de dømte er Bahati Joan. Stephen Mwitis kone. Samuels mor. Hvad sagde de efterladte? Francis Wanje sad i retten den dag. Han sagde: jeg er glad. Det havde jeg ikke regnet med, for sagen har taget så lang tid. Mackenzies advokat siger, at de vil anke. Han siger, at han er meget sikker på, at dommen bliver omstødt. Og det har de gjort nu. Anken er sendt ind. Han mener, at 200 år er en straf, forfatningen ikke tillader, og at livstid havde været det rigtige. I foråret sad den mor, der sagde, at børnene gravede deres egne grave, i vidneskranken i en af de andre sager. Hun havde mistet 6 børn. Hun blev spurgt, hvorfor hun ikke stoppede dem. Hun svarede med et vers fra Bibelen. Lad de små børn komme til mig. Hun sagde, at de har det godt i himlen. Og er det så slut nu? Nej. Sidste år om sommeren begyndte de at grave i en landsby, der hedder Kwa Binzaro. Den ligger lige op ad Shakahola. Først fandt de 34 lig. Siden har politiet gjort over 100 fund af menneskelige rester. Nogle af de døde var blevet reddet ud af Shakahola. Og så var de forsvundet igen. Anklagemyndigheden mener, at de er sultet og kvalt. Der er anholdt 11. Og Mackenzie er selv anklaget for at have beordret 52 dødsfald dér. Han har nægtet sig skyldig. Mackenzie sidder i fængsel. Men det gør hans ord ikke. Og hans søn Dan? Han var udenfor, da straffen faldt. Han flygtede fra gruppen som ung teenager, fordi han holdt op med at tro på den himmel, faren lovede. Han sagde: jeg mistede også venner. Og min lillebror. Det er retfærdighed for dem, vi mistede derude i Shakahola. Han har også sagt, at han har tilgivet sin far. Og det er heller ikke slut i retten. I næste uge falder der dom i 3 sager mere mod Mackenzie. Den første handler om 238 dødsfald, hvor anklagen er drab uden forsæt. Det vil sige, at han er skyld i deres død, men uden at anklagen siger, han ville slå dem ihjel. Den anden handler om tortur af børn. At de blev tvunget til at faste, slået og pisket. Og den tredje handler om radikalisering og terror. I den sag sidder også hans kone Rhoda. Så når du hører det her, kan der allerede være faldet mere. Og Stephen Mwiti? I marts sidste år sad han i en retssal i Mombasa. Han havde troet, at hans kone var død derude. Og så sad hun der. I live. Han havde ikke set hende i flere år. Han er 48 nu. Han sælger stadig mandazi. Han har sagt, at når han kommer fra arbejde og ser børn, så farer han sammen. Han håber, at de dømte kommer i enecelle, så de ikke kan få andre fanger over på deres side. Og om dommen siger han: selv hvis de hængte ham, ville jeg aldrig se mine børn igen. Den dag, straffen faldt, stod han udenfor og spurgte journalisterne: men hvad med børnene? Og der stod en anden far og græd. Suleiman Zero. Det er ham, mureren, der så sin familie sidste gang 4 år før skoven blev åbnet. Hans kone og hans børn er stadig forsvundet. Han sagde: jeg er glad. Men hvor er min familie? Det eneste, jeg beder regeringen om, er, at de hjælper med at finde dem. Og hvis de er døde, så lad mig få ligene, så jeg kan begrave dem. Da han var ude ved graven, havde han billederne med. Og skoleuniformerne. Han sagde: det her er alle de minder, jeg har tilbage. Hellen. Samuel. Jacob. Lillian. Angelina. Og en lillebror, som Stephen kun har hørt om. Det her afsnit handler om mennesker, der blev bragt til at sulte sig selv ihjel. Hvis du selv har det svært eller har tanker om at tage dit liv, så ring til Livslinien. Du kan ringe til dem på 70 — 201 — 201. Man må være anonym. Det var dagens ekstraafsnit. Kilderne til afsnittet ligger på naarlysetslukker punktum d k. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker.

    UKENDT MORDER - Malysia

    Klokken er cirka halv fem om morgenen den 5. december 2003. To bofæller kommer hjem til deres lejlighed i Kuala Lumpur og finder

    deres 22-årige veninde død i sit eget værelse.

    Politiet får hurtigt en mistænkt. Han bliver anholdt, stillet for retten — og frikendt. Tre gange, af tre forskellige domstole, den sidste

    gang af Malaysias højesteret.

    Men et sted i sagens tekniske beviser findes DNA fra en anden mand. Nogen, der aldrig er blevet identificeret.

    KILDER OG RESEARCH

    • Federal Court-dommen selv (Malaysian Bar, PDF)
    • Malaysiakini og The Star
    • AskLegal.my
    • Nyere malaysiske artikler (Harian Metro, juni 2026) om sagens 23-års-mindedag 

    TRANSSKRIPTION

    Dette afsnit handler om en ung kvindes voldsomme død, herunder dokumenterede tegn på etseksuelt overgreb. Har du brug for at springe det over, er det helt i orden. Klokken var omkring halv fem om morgenen den 5. december 2003, i en lejlighed i Kuala Lumpur. To bofæller kom hjem fra en bytur. Lejligheden var mørk på en måde, den plejede ikke at være. De fandt deres 22-årige veninde i hendes eget værelse. Politiet fik hurtigt en mistænkt. Han blev anholdt, stillet for retten — og frikendt. Tre gange. For et sted i sagens beviser findes DNA fra en mand, ingen nogensinde har fundet ud af, hvem er. Hun hed No-rit-ta Sam-su-din.  Hun var 22 år gammel og arbejdede som funktionær — kilderne beskriver jobbet lidt forskelligt, som erhvervs- eller marketingmedarbejder i en virksomhed — og havde ved siden af et deltidsjob som model. Modelarbejdet er den detalje, der går mest igen i den malaysiske dækning af sagen, dengang og siden; hun beskrives i flere artikler direkte som "en model, " selvom det efter alt at dømme var en bibeskæftigelse ved siden af hendes almindelige job, ikke en fuldtidskarriere. Ifølge vidneforklaringer under selve retssagen skal hun desuden i en periode, fra juli til december 2003, have arbejdet deltid som vært på en karaokeklub i byen. Det er en oplysning, der kom frem i selve retssagen, men jeg har kun fundet den dokumenteret i én artikel og ét afledt referat af retssagens akter, så jeg nævner den med det forbehold. Det tegner et billede af en ung kvinde med flere indtægtskilder på én gang, i en storby, hvor det, ifølge kilderne, ikke var usædvanligt for unge i hendes situation. Hun boede til leje i en lejlighed i bygningen Pun-tjak Pri-ma Ga-le-ri-a i bydelen Sri Har-ta-mas i Kuala Lumpur — et almindeligt, middelklassepræget boligkvarter, af den slags unge, erhvervsaktive i hovedstaden ofte flytter til. Hun delte lejligheden med to bofæller — et par, som i sagens akter omtales som Kenneth og Azora. Om hendes familie findes der overraskende lidt dokumenteret. Ingen af kilderne til dette afsnit indeholder forældres eller søskendes egne minder om, hvem hun var som menneske. Én nyere kilde nævner, at det var hendes ældste søster, der stod bag den politianmeldelse, som satte efterforskningen i gang — men jeg har ikke kunnet bekræfte det i mere end én kilde, så tag det med det forbehold. Det er, kort sagt, en sag, hvor det meste af det dokumenterede materiale handler om selve natten og om det, der skete bagefter i retssystemet — ikke om, hvem hun var, før hun blev et sagsnummer. Kenneth og Azora havde været ude at more sig og kom hjem omkring klokken halv fem om morgenen den 5. december 2003. De havde regnet med, at No-rit-ta allerede sov. Lejligheden var usædvanligt mørk, og der var en lugt i entréen, de ikke kunne placere. Ifølge Azoras egen forklaring så hun, kort efter de var kommet hjem, silhuetten af en mand inde i lejligheden — og senere en mand, der var ved at tage sin skjorte på, mens han gik i retning af vagthuset ved bygningens indkørsel. Hun tænkte i det øjeblik ikke nærmere over det; en lejlighed med tre unge mennesker i Kuala Lumpur fik jævnligt besøg. Det var først, da de opdagede, at hoveddøren — som Kenneth ellers huskede at have låst, da de gik ud tidligere på aftenen — stod ulåst, at de begyndte at ane, at noget var galt. De gik ind i No-rit-tas værelse. Der fandt de hende. Der var ingen tegn på, at nogen havde brudt sig ind. Ingen smadrede ruder, intet opbrudt lås, ingen synlige spor af et opbrud noget sted i lejligheden. Det er en detalje, der siden har vejet tungt i sagen, både i efterforskningen og i retten: hvem end der var inde i lejligheden den nat, kom ikke ind med magt. Enten havde vedkommende en nøgle, blev lukket ind, eller var allerede inde, da Kenneth og Azora gik ud tidligere på aftenen. No-rit-ta blev fundet nøgen i sit eget værelse. Hendes hænder var bundet med en bh-strop, og hendes ben var bundet med en elledning. Et betræk — kilderne kalder det både en pudebetræk og et dynebetræk, og jeg har ikke kunnet finde en kilde, der afgør, hvilken det præcist var — var trukket over hendes hoved og knyttet fast, og et sammenkrøllet håndklæde var presset ind i hendes mund som en mundkniv, med et tryk, der ifølge de senere retsmedicinske vurderinger var kraftigt nok til at presse tungen sammen og true luftvejen. Der var, med andre ord, ikke tale om noget, der lignede et overfald i affekt — der var tid og overlæg bag det, der blev gjort ved hende, før hun døde. Obduktionen fastslog dødsårsagen som kvælning. Retsmedicinerne fandt desuden flænger i skeden, som ifølge deres vurdering var mere end 72 timer gamle — det vil sige ældre skader, der ikke stammede fra selve natten — og flænger i endetarmen, som var mindre end 72 timer gamle, altså opstået tæt på dødstidspunktet. Der blev fundet betydelige mængder sæd i skeden. No-rit-ta var, med andre ord, ifølge den retsmedicinske dokumentation, blevet udsat for et seksuelt overgreb kort før eller i forbindelse med, at hun blev dræbt. Det tekniske spor, der siden kom til at stå centralt i hele sagen, var DNA. Politiets kriminalteknikere fandt tre sædprøver på madrassen og 11 stykker vævspapir med sædrester i en papirkurv på værelset. Da DNA'et blev analyseret af en retskemiker, viste det sig at bestå af to forskellige mænds profiler — én, der stod for mellem 60 og 70 procent af materialet, og én mindre profil, mellem 10 og 15 procent, som i sagens akter blot omtales som "Ukendt Mand 1. " Den mindre, ukendte profil blev ikke kun fundet i de intime prøver — den blev også fundet på selve bindematerialet, på hårstrå og under No-rit-tas fingernegle. Det betyder, kort og enkelt sagt: der er teknisk dokumentation for, at mindst to mænd var involveret meget tæt på gerningsstedet og gerningstidspunktet — og den ene af dem er aldrig blevet identificeret. Det er værd at sige med det samme, fordi det bliver vigtigt senere i afsnittet: en DNA-profil på et bindemateriale beviser ikke i sig selv, hvem der bandt det fast. Men den beviser, at personen har været i fysisk kontakt med det, der blev brugt til at binde hende — og det er en helt anden ting end blot at have besøgt en lejlighed en gang tidligere.OPTAGELSE 6 Kort efter fandet meldte en mand sig selv til politiet: Ha-nif Bas-ri Ab-dul Rah-man, ingeniør ved byrådet i Shah Alam, en by uden for Kuala Lumpur. At han selv opsøgte politiet, i stedet for at blive opsporet, går igen i alle de kilder, jeg har haft adgang til. Kilderne er ikke enige om hans alder på det tidspunkt — angivelserne spænder fra 36 til 40 år — og heller ikke helt enige om, hvordan han kendte No-rit-ta. Nogle kilder kalder ham en ven af husstanden, der ofte kom på besøg; én enkelt, nyere kilde kalder ham direkte hendes kæreste. Jeg har ikke kunnet finde noget i selve retssagens dokumentation, der afgør, hvilken beskrivelse der er den rigtige, så begge dele nævnes her med det forbehold. Han blev anholdt og senere tiltalt for drab — den alvorligste anklage, der findes i det malaysiske retssystem, og en anklage, der på det tidspunkt kunne udløse dødsstraf. Det er værd at stoppe op ved netop dette: han opsøgte selv politiet. Det er ikke det samme som en tilståelse — han har, gennem hele forløbet, nægtet sig skyldig — men det er en adfærd, der adskiller sig fra, hvad man ofte forbinder med en gerningsmand, der forsøger at undgå opdagelse. Hvorfor han meldte sig, og hvad han præcist fortalte politiet i de første afhøringer, er ikke noget, jeg har kunnet finde detaljeret dokumentation for. Det, jeg ved med sikkerhed, er, at han fra dette tidspunkt og frem gennem hele sagen konsekvent har fastholdt sin uskyld. Sagen kom for retten i Kuala Lumpur. Ifølge én kilde strakte selve retssagen sig over 28 retsdage med 34 vidner — et betydeligt omfang for en enkeltstående drabssag, og et tegn på, hvor teknisk kompliceret bevisførelsen var. To sikkerhedsvagter ved bygningen, i retsdokumenterne omtalt som vidne SP10 og SP11, forklarede, at de omkring klokken et om natten havde set Ha-nif og No-rit-ta sammen ved en hvid bil, i selskab med endnu et par. Det problematiske var, at begge vagter ventede mellem 13 og 14 dage, før de meldte det til politiet — og retten fandt deres to forklaringer så påfaldende ens og så sent afgivne, at den ikke lagde afgørende vægt på dem. Retten omtalte dem i sin egen kendelse med en vending, der oversat cirka betyder "en påfaldende overensstemmende historie" — et udtryk for mistro til, at to mennesker, uafhængigt af hinanden, skulle huske det samme i så identiske detaljer, så længe efter. Et andet vidne, i sagsakterne omtalt som SP28, blev afgørende på en helt anden måde. Vidnet forklarede at have mødt en mand i lejligheden omkring det pågældende tidspunkt — en mand med en meget markant kropslugt. Samme vidne, sammen med Azora, bekræftede, at Ha-nif ikke havde den lugt. Anklagemyndigheden bestred ikke den observation. Det lyder som en lille detalje at hænge en hel sag op på, men i en sag, hvor ingen egentligt øjenvidne så selve drabet, blev netop den slags sanselige, konkrete iagttagelser afgørende for, hvem retten fandt troværdig — og det er da også den detalje, der siden er blevet hængende ved sagen i malaysisk offentlighed. Flere år efter dommen skrev et juridisk medie stadig om sagen under overskriften om manden, der ifølge dem blev frikendt "på grund af kropslugt. " Det er en tilspidsning — han blev frikendt, fordi anklagemyndighedens samlede bevisbyrde ikke holdt, ikke kun på grund af én lugt — men detaljen fanger noget rigtigt om, hvor tynd den direkte forbindelse mellem Ha-nif og gerningsstedet reelt var. Forsvaret pegede desuden på, at DNA i sig selv ikke beviser et drab — en tidligere, frivillig seksuel kontakt ville også kunne efterlade den slags spor, og retten anerkendte i sin begrundelse, at der kunne findes uskyldige forklaringer på tilstedeværelsen af Hanifs DNA alene. Kombineret med den ukendte DNA-profil og de usikre vagtforklaringer var det, samlet set, ikke nok. Den 1. juli 2004 frikendte High Court Ha-nif Bas-ri, uden at hans forsvar overhovedet behøvede at blive ført — retten vurderede, at anklagemyndigheden ikke havde løftet den indledende bevisbyrde, den såkaldte "prima facie" -tærskel, som skal være opfyldt, før en tiltalt overhovedet skal forsvare sig.OPTAGELSE 8 Anklagemyndigheden accepterede ikke frifindelsen. En frifindelse ved en malaysisk domstol kan, i modsætning til i mange andre retssystemer, ankes af anklagemyndigheden — og det gjorde man her, gennem alle de instanser, loven tillader. Den 29. januar 2005 stadfæstede appelretten frifindelsen. Anklagemyndigheden ankede videre, til allersidste instans: Malaysias højesteret, Federal Court. Sagen blev her behandlet af et femdommerpanel — et usædvanligt stort panel, der normalt reserveres til sager af principiel betydning — under ledelse af daværende retsformand Za-ki Tun Az- mi. Den 28. marts 2008, over fire år efter selve drabet, afsagde panelet en enstemmig kendelse, der endeligt og uigenkaldeligt stadfæstede frifindelsen. Retten skrev det direkte: "Anklagemyndigheden har ikke løftet sin bevisbyrde i denne sag. " Og videre, om selve DNA-fundet: at det at finde den tiltaltes DNA-profil på afdødes krop i sig selv ikke kan være tilstrækkeligt til at konkludere, at han forårsagede hendes død. Med den kendelse var sagen juridisk lukket. Ha-nif Bas-ri er, og forbliver, en frikendt mand — ikke dømt, ikke skyldig i lovens øjne. Der findes, så vidt jeg har kunnet finde frem til i researchen til dette afsnit, ingen dokumentation for, at nogen anden nogensinde er blevet sigtet, anholdt eller stillet for retten i sagen efter 2008. Her er sagens kerne, den del, der aldrig blev løst: den mindre DNA-profil, "Ukendt Mand 1, " er aldrig blevet matchet med nogen navngiven person. Den findes på de intime prøver. Den findes på bindematerialet. Den findes i hårstrå og under fingerneglene. Det er ikke en tilfældig, perifer detalje — det er DNA fundet direkte på det, der blev brugt til at binde og kvæle hende. Er det den samme mand, som vidne SP28 beskrev — manden med den markante kropslugt, som forsvandt i retning af vagthuset? Ingen kilde, jeg har kunnet finde, kan bekræfte det med sikkerhed. Det er en sammenkædning, flere medier har lavet i deres omtale af sagen gennem årene, men den er aldrig blevet bevist. Så: der findes dokumentation for én uidentificeret DNA-profil på gerningsstedet, og der findes ét vidneudsagn om en mand med en bestemt, iøjnefaldende egenskab. Om det er den samme person, ved ingen — heller ikke jeg. Der findes ingen offentlig oplysning om, at politiet siden 2008 skulle have kørt "Ukendt Mand 1"s profil op mod et nationalt DNA-register, eller at der overhovedet findes et sådant register i Malaysia, der ville gøre det muligt. Det er ikke det samme som at sige, at det ikke er sket — kun, at jeg ikke har kunnet finde dokumentation for det, hverken den ene eller den anden vej. I mange andre lande har netop den slags DNA-databaser, opbygget år efter sagen selv, senere ført til gennembrud i tilsvarende, gamle sager. Om noget lignende findes eller nogensinde bliver brugt i denne sag, kan jeg ikke sige dig. En sag, der bliver stående uafklaret i over 20 år, samler rygter til sig. Det gælder også denne. På malaysiske internetfora cirkulerer historier om, at No-rit-ta skulle have haft en hemmelig forbindelse til magtfulde eller politisk velforbundne personer, og at sagen bevidst skulle være blevet lagt død eller efterforsket mindre grundigt af den grund. Jeg har aktivt ledt efter dokumentation for den påstand — retsakter, navngivne kilder, noget som helst — og fundet intet. Det er, så vidt jeg kan afgøre, ren spekulation uden noget som helst belæg, og den nævnes her udelukkende for at sige det ligeud: den hører hjemme i kategorien rygter, ikke i kategorien fakta, og jeg bygger ikke noget af det følgende på den. Det samme gælder en påstand om, at der skulle findes en kompromitterende video af No-rit-ta — en påstand, jeg kun har fundet som løs omtale i et diskussionsforum, uden nogen kilde, uden noget navn, uden noget som helst, der kan efterprøves. Et andet rygte, jeg har undersøgt, nævner yderligere to navngivne personer, der skulle være blevet anholdt sammen med Ha-nif Bas-ri, samt at hans to bofæller, Kenneth og Azora, på et tidspunkt selv skulle have været sigtet. Jeg har kun fundet den påstand i én enkelt kilde og ikke kunnet bekræfte den i hverken retsdokumenterne, Federal Court-dommen eller nogen anden nyhedskilde, som ellers dækker sagen grundigt. Den er derfor ikke en del af dette afsnit — ikke fordi den nødvendigvis er forkert, men fordi jeg ikke kan stå inde for den ud fra det, jeg selv har kunnet efterprøve. Den seneste omtale, jeg har kunnet finde, er fra juni 2026 — kun et par måneder gammel, da dette afsnit blev lavet — en 23-års-mindeartikel i et malaysisk medie. Den bekræfter, hvad research til dette afsnit i øvrigt peger på: der er ikke sket nogen genåbning af sagen, ingen ny anholdelse, intetnyt DNA-gennembrud. Artiklens egen, afsluttende linje lyder, oversat: at ingen nogensinde er blevet straffet for hendes død, og at det stadig plager mange. Sagen dukker jævnligt op i malaysiske mediers oversigter over landets uopklarede drabssager, ofte nævnt side om side med andre kendte, uafsluttede sager fra samme periode — blandt andet drabet på Canny Ong, en anden ung kvinde, hvis sag fra samme årti stadig huskes i Malaysia. No-rit- ta Sam-su-dins sag har også fået international opmærksomhed uden for Malaysia — den er blandt andet blevet dækket af mindst to engelsksprogede true crime-podcasts gennem årene, hvilket sagen ikke deler med ret mange andre malaysiske kriminalsager. Men den grundlæggende kendsgerning ændrer sig ikke, år efter år, artikel efter artikel: en kvinde er død, en mand er blevet frikendt tre gange af tre forskellige domstole, og et andet menneskes DNA er aldrig blevet forbundet med et navn. Det er værd at bemærke, hvor forskelligt de to sager huskes. Canny Ongs sag endte med en dømt gerningsmand, henrettet i 2016 efter mange års appeller — en afslutning, uanset hvad man i øvrigt mener om dødsstraf. No-rit-ta Sam-su-dins sag har aldrig fået den slags afslutning, og det er sandsynligvis en del af, hvorfor den bliver ved med at blive genfortalt: der er ikke noget punktum at sætte, kun et spørgsmålstegn, der ikke er blevet mindre efter 23 år. No-rit-ta Sam-su-din var 22 år. Hun havde et arbejde, et hjem, hun delte med to venner, og en aften, hun aldrig kom videre fra. Denne sag er anderledes end de fleste andre, du har hørt i denne podcast. Her er der ikke en gerningsmand, jeg kan fortælle dig blev dømt. Der er en mand, der blev anklaget og frikendt — grundigt, af tre forskellige retsinstanser over fire år, med Malaysias højeste domstol som den sidste og endelige. Loven har talt så klart, som loven kan tale: Ha-nif Bas-ri Ab-dul Rah-man er ikke skyldig i denne sag. Det er ikke min plads, og det er ikke denne podcasts formål, at antyde noget andet. Og alligevel er der et DNA-spor, der peger på, at mindst én anden person var fysisk involveret meget tæt på det, der skete den nat — på selve det, hun blev bundet med. Et spor, der aldrig førte til et navn, hverken dengang eller siden. Det er den slags sag, der ikke giver dig en afslutning at lægge fra dig med. Ingen dømt gerningsmand at være vred på. Ingen frifindelse, der føles som retfærdighed. Bare et teknisk spor, der stadig venter — 23 år efter — på et navn, det aldrig har fået. De fleste af de sager, jeg har fortalt i denne podcast indtil nu, har haft et sted at lande: en dom, en straf, i det mindste en navngiven gerningsmand, selv når retfærdigheden har været langsom eller ufuldstændig. Den slags landing findes ikke her. Det er ubehageligt at sidde med, og det er meningen, at det skal være det — for det er sådan, langt de fleste af verdens uopklarede sager reelt ser ud. Ikke som en gåde, der venter på sin geniale løsning, men som et sagsarkiv, hvor beviserne løber tør, før historien gør. Ingen er dømt for det, der skete med No-rit-ta Sam-su-din. Et sted, den dag i dag, findes der stadig et menneske, der ved præcis, hvad der skete den nat. Der sker noget nyt i podcasten fra den 1. december. I tre uger, frem til juleaften, bytter jeg det faste, ugentlige format ud med en julekalender: hver dag et kortere afsnit, omkring 15 minutter, med en ny sag fra et andet sted i verden. Nogle af dem kender du måske. De fleste har du sandsynligvis aldrig hørt om — det er bevidst. Der er nok af de store, verdenskendte sager derude i forvejen.Det hele kulminerer juleaften, den 24. december, med et stort, udvidet afsnit — dobbelt så langt som normalt. Jeg tager dig med til USA, til North Carolina i 1929. Til selve juledag, hvor en far dræbte sin kone og seks af sine børn og siden sig selv — og til det ene barn, der overlevede, fordi han ikke var hjemme. Politiet stod aldrig i tvivl om, hvem der gjorde det. Det, ingen nogensinde har kunnet svare endeligt på, er hvorfor. Så: fra den 1. december, hver dag, en ny, kort historie. Og til sidst, juleaften, den store. Det almindelige, ugentlige format er tilbage i det nye år. Det hører du mere om, fra den 1. december. Tak fordi du lyttede med. Kan du lide podcasten, så giv den gerne fem stjerner, dér hvor du lytter. Det ville betyde meget for mig. Og samtidig hjælper det andre med at finde frem til den. Sidder du inde med et spørgsmål, en kommentar eller et bud på en fremtidig sag, jeg skal grave i — så skriv til mig i Facebookgruppen Når Lyset Slukker. Jeg lover at svare alle, der skriver. Jeg hedder Linda. Og det her var Når Lyset Slukker.